Jeg stod uden for døren og tænkte: Hvad skal jeg egentlig her? Så gik jeg indenfor.Det første min kone gør er at bebrejde mig alt, men navnlig at det er mit lort, der ligger og flyder allevegne. Uddrag: – Jeg så det, da du var væk, det første du gjorde, da du kom ind ad døren, var at rode. Du dækker hver en flade. Erfaringen fortæller mig, at ...
Her bryder jeg ind: – Kan du ikke lade være med at blande hele verdenshistorien ind i det? (erindrende Dalai Lamas råd om et lykkeligt ægteskab – et emne hvori han jo, som munk, må formodes at være ekspert: Lad være med at blande andre, tidligere skænderier ind i det igangværende, hvis I absolut skal skændes: begræns det til dét.)
– Jeg kender dig. Erfaringen fortæller mig, at ...
– Kan vi ikke lige holde os til sagen?
– Jo, men nu har jeg kendt dig i 20 år, og jeg kan huske ...
– Jeg går min vej, hvis det skal være på den måde.
Jeg går. Ud i køkkenet.
Så kommer min datter (9) ud:
– Du må ikke gå, jeg har slet ikke fået givet dig en krammer.
– Jeg går ikke nogen vegne, bare ud i køkkenet.
Hele dagen har jeg kigget måbende på mit eget liv.
***
4 kommentarer:
Lamaen har ret: Man skal ALDRIG sige ALTID i et parforhold! Og HELLER ikke til sine børn - og heller ikke ALDRIG, og heller ikke selv om de for tusindogsyttende gang IGEN ikke har ryddet op eller vasket op eller lavet lektier. Det er den værste slags lås at sætte mennesket i, at sige til det, at det ikke kan ændre adfærd - og at ignorere/negligere de (om end eventuelt få) gange, det i det mindste har FORSØGT.
Men måske burde du på din side også tage at gøre noget for at finde ud af, hvad dit rod i virkeligheden dækker over - og så gøre noget ved dét...
Måske er det dig der er husmodersorgen,MJ!?
Er det ikke på tide med en par-weekend, uden børn, et sted langt langt væk??
Jajaja.
Send en kommentar