Long-playing

Min kone flyttede mine plader, fordi de ikke er mine egne gamle plader, men bare nogen "jeg har fundet". Undskyld, jeg har udvidet min pladesamling siden 1987. De må ikke stå fremme, ikke som hendes Røde Mor og Tracy Chapman og Kvindesind. Jeg skulle finde champagneglassene frem i går og opdagede martini-glassene, som jeg havde glemt, vi havde. Nu må dé ikke stå fremme, fordi "vi aldrig bruger dem." "Men jeg kan godt lide martini-glas!" siger jeg. Det er lige meget. Jeg har også sat en ny hylde op, men det er også lige meget. Jeg prøvede en dag at flytte én ting rundt i køkkenet. Næste dag stod den tilbage. Sådan gik det frem og tilbage et par gange. "Prøv at se", sagde jeg til børnene og demonstrede, hvordan det virker. Det er som teleportering. Jeg har ikke bestemt, hvor én ting står i det køkken. Det værste er, når hun køber nye kurve at lægge tingene op i. Så fylder de det hele. Suk. Tænk at bruge penge på kurve. Og så skal man respektere dem, fordi de var dyre. Jeg kan ikke vente, til det bliver hverdag igen. Jeg tror ikke, vi har været inde i det samme rum fem minutter i træk i ferien. Hvis jeg kommer ind, hvor hun er, skælder hun mig ud, indtil jeg går igen. Måske er jeg bare irriterende. Eller lugter. Undtagen, hvis der er gæster, så skal jeg være inde i samme rum, så jeg kan høre på hende snakke. Endeløse kæder af de samme historier, jeg har hørt 20.000 gange før, om engang hun blev uretfærdigt behandlet eller noget, hun så på fjernsyn engang i 90'erne, hvor dumme andre folk er. I går handlede det om, hvordan hendes og hendes søster er for forvænte til nogensinde at kunne vænne sig til at bo i en lille lejlighed. En ting, jeg nu altid godt har kunnet lide ved min kone er, hvor privilegeret hun er og hvor højt et serviceniveau, hun f.eks. forventer af de sociale myndigheder. Jeg har altid været mere beskeden og f.eks. tænkt, om noget kunne være min egen skyld, før jeg begynder at besvære andre. Det hedder skam. Et noget forældet begreb.

Indtastet på min telefon, mens jeg sad og sked.



Jeg aner helt sikkert ikke, hvor godt jeg har det.

Sent from my iPhone

Det er abnormt

Hvordan kan man være til fest otte timer uden at pisse?


Tilfældigt billede til far.

Afgørende forskel ang. social mobilisering

Jeg var til selskab hos min gode, gamle, forhenværende bedste ven, og så kalder hans kæreste til mændene ude i køkkenet:

– Kommer I ikke herind i stuen til os andre?

Det ville en mand aldrig nogensinde gøre.

Ret mig, hvis jeg tager fejl.



For ikke at tale om: Jeg var til polterabend, da bruden og hendes veninder pludselig dukkede op. Ikke bare kunne de ikke selv finde ud af at more sig, vi måtte heller ikke.
Andre folk får strippere.
Ham med hestehalen og shorts var begyndt at se godt ud.

Bagudnikken

Min kone snakkede til mig i går. Noget om sit arbejde. Jeg spurgte selv. Hendes stemme gik op og ned. Jeg stod ovre ved komfuret og var nødt til at lukke øjnene og læne hovedet tilbage mod væggen, jeg var så træt.

En sjælden gæst i samtalekøkkenet

– Smølferne? Jeg har aldrig brudt mig om Smølferne.
Han vidste ikke, hvem Henrik og Hagbart var, så jeg forklarede ham, at den også var af Peyo.
– Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad du synes om Smølferne, sagde jeg. – Det er ligesom, hvis du siger, at du ikke kan lide Händel. Det ændrer intet.

Det er den slags samtaler, der føres i mit køkken. Jeg havde budt ham alt – vand, salte snacks – men ikke af karryen, for der var ikke så meget, og jeg gad ikke dele.

Sådan gør vi i min kulturkreds.

Hvad godt er der ved det?

Det er irriterende at være ude hos min kones venner. Så siger hun f.eks.: – Se, de har ikke en kant under køkkenbordet, hvor maden kan gemme sig.

Min taktik

Her er min taktik, som jeg formulerede den i går:

Det jeg skal gøre, er at holde min kæft og lytte, så længe det er nødvendigt. Og så i det hele taget styre mig og tage mig sammen i alle aspekter af mit liv. Men én ting af gangen: Først lytte og holde min kæft. Ikke prøve på noget.

...og som virkede meget godt, selvom jeg ikke kunne lade være med at lave enkelte vittigheder.

Så siger hun: – Jeg tror ikke, vi kan finde ud af at leve sammen.
Og så udbryder jeg: – Du tror ikke, vi kan finde ud af at leve sammen? Vi har levet sammen i 20 år! Hvor mange folk kender du, der har gjort det?

Vi ligger i skyttegravspacifisme.


PS Jeg kom i tanke om en af mine vittigheder, der faldt mod slutningen af vores intense samtale: – Hvad vil du have, nye køkkenskabe? Haha.

Foråret er her

Foråret er over os, ja det er. Se bare spiren her, der vokser op i drænet på min køkkenhåndvask.

Dramaet om vores nye køkken 2

Résumé: Min kone vil have et nyt fedt køkken, og det vil jeg også godt, jeg gider bare ikke gøre noget for det.

Statusrapport: Hun har foreløbig taget alting ud af skabene og sat det ind igen i perfekt orden.
Hun har fået vaskemaskinen repareret (få mig ikke begyndt på, hvor meget det koster), og nu taler hun om at smide tørretumbleren, der virker, ud, så der kan blive plads til en morgenmadskrog.

Den bedste grund til at få køkkenet fikset op er, at så er lejligheden nemmere at bytte. "Køkkenet er noget folk virkelig ser på," som min kone siger.

Hvad der er i vente: Følg med når hun siger til mig, at jeg også skal lave noget.

Se også Rauch in der Küche (Vores nye køkken 1).

Rauch in der Küche

Mit kone vil have et fedt køkken, og det kan kun betyde én ting: Ballade for mig.