onsdag den 30. april 2008

Ørebøjninger


Min kone gider ikke tale med mig, når det ikke er noget hun finder væsentligt. I dag kommer jeg hjem og spørger, om hun har set, at der er kommet et nyt Portishead-album, for dem kan hun godt lide. Det har hun. Og så fortæller jeg, for det har jeg lige fundet ud af, at, da de lavede deres anden plade, Portishead, samplede de ikke andre, som ved den første plade, men indspillede deres egne instrumentaltracks og fik presset en stribe vinylplader med dem, som de sled og gned på og så samplede af. Det vidste jeg ikke. Er det ikke snedigt? Jeg elsker sånoget.

Så har jeg tænkt på, alle de gamle Tin Pan Alley-agtige sange (Sunny Side of the Street, When You’re Smiling, Babyface osv.), der blev lavet til, at folk skulle købe noderne og selv spille dem derhjemme på klaveret, mens folk sang med, og at det måske netop er derfor, de blev sådan nogen ørehængere, som vi – i hvert fald jeg – går og synger med på endnu og som alle bør kende. Mens musikken i dag, som f.eks., Portishead og så meget andet, er baseret på, hvordan noget lyder, specielle lyde, tonekvalitet/timbre osv. Jeps, melodier og refræner er ikke, hvad de har været. Hvem skriver gode sangbare melodier længere? Det er der vel ikke nogen, der har gjort siden Hans Henrik Ley.

Men den diskussion bad hun mig spare. Hun gider ikke høre på det. Og I, mine kære læsere, er I overhovedet nået så langt som hertil? Men hvis jeg ikke kan fortælle det til jer, hvem kan jeg så fortælle det til? Og jeg er ikke færdig endnu.

Så sidder min kone og zapper kanaler, og jeg siger: – Hvornår har Robert de Niro sidst lavet en god film? Kan du huske, hvornår Robert de Niro sidst har været med i en god film? Hvad siger du?
– Jeg gider ikke diskutere det, siger hun. – Jeg er ligeglad, jeg gider ikke diskutere på dine præmisser.
– Hvorfor kan vi ikke bare konversere?
– Du vil jo bare have, jeg skal sige det, du synes.
– Hvad?
Og så skændes vi lidt om det.

Og før det siger jeg: – Hvorfor skal Egon Olsen spilles af en kvinde? Jeg kan ikke forstå det.
– Fordi det er sjovt.
– Jamen, hvorfor er det sjovt?
– Fordi Kirsten Lehfeldt er sjov, når hun spiller mænd. Fordi det er alternativt.
– Så det er kun sjovt, fordi det er hende, der spiller ham? Jeg finder det forstyrrende (ligesom med Mary Martin som Peter Pan). Alternativt? Det betyder jo bare noget andet. Hvorfor er det sjovt? Du kan da ikke bare give mig et tautologisk svar og sige, at det er sjovt, fordi det er sjovt? Hvorfor kan vi ikke bare snakke om noget?

Hun gider ikke diskutere på mine præmisser. Det skulle bare være mig, der ikke gad høre på, hvad hun har hovedet fuldt af, når hun kommer hjem fra arbejde.

Måske er det fordi, jeg sidder helt alene hele dagen uden at have nogen at tale med. Det er jo ikke fordi, der sker noget. Men hvorfor skal det altid handle om andre mennesker? Jeg kan godt lide henslængte overvejelser om populærkultur for at fordrive tiden. Hvad er jeg, Beavis & Butthead, diskenspringerne i Clerks? Men situationen er jo, at der en der sidder og zapper. Må man så ikke sige noget? Åh, hold min kæft.



Da jeg kom hjem i dag og lige havde sat mig til at soupere

Jagten på unbraconøglen
Min kone skulle låne min cykel (altså ikke min, men den jeg har lånt af min far) for at køre ud til sin mor på hospitalet, men først skulle sadlen sættes ned, meddelte hun mig over dørtelefonen, så jeg rodede rundt efter unbraconøglerne uden at finde nogen og væltede hammeren ud af skabet og ned oven i et saftevandsglas (det andet der ryger i denne uge). Optændt af inspirationens glød styrtede jeg ned i Netto for at købe et "multifunktions-cykelværktøjssæt med 12 funktioner" til kr. 39,50, som jeg mente at kunne huske, de havde på udsalg.

Og her kommer moralen: Køb aldrig billigt, dårligt værktøj. Se hvad der skete (foto), da jeg skulle bruge nøglen. Det var ligesom at stikke den i en blyantspidser, det bløde lort. Så jeg styrtede op ad trappen og lånte et værktøjssæt af min nabo, som jeg heller ikke kunne få til at virke, men dét var min skyld, og det var også lige meget, for mens jeg stod og baksede med det, sagde min kone, at hun alligevel hellere ville tage toget, fordi der var truende skyer på horisonten.

Efterspil

Multifunktionssættet har jeg fået pengene tilbage for, men ikke før jeg fotodokumenterede skaden og scorede lappegrejet og dækkejernene. Glasskårene har jeg samlet op med fodbalderne.

Københavnske cykelpiger – højt specialiseret indhold


Der findes blogs for alt. Her er f.eks. en, der udelukkende handler om københavnske cykelpiger, fortrinsvis set bagfra (eller bagtrinsvis set forfra, haha). Det er fetichistisk, men jeg kan godt forstå det.

Jeg har det på samme måde: Jeg synes heller ikke, det er pænt at køre op på siden og kigge, selvom jeg undertiden kigger tilbage, når jeg er et stykke forbi.

For mig er det vildt sjovt at tænke på, at han cykler rundt bag ved kvinder og fotograferer dem i smug. Jeg kender også godt det dér med frivilligt at sænke tempoet, selvom jeg bedst af alt kan lide piger, der cykler hurtigt og hensynsløst ligesom Cille på den gule cykel i Otto er et næsehorn (bogen).

I godt vejr cykler jeg rundt og spejder efter yngre modeller af min kone.


Fotos venligst lånt fra Copenhagen Cycle Chic, den førende blog om københavnske cykelpiger.


Så gammel er jeg

Jeg har været hos tre læger i dag.

Jeg har fået en tid til en åreknudeoperation hos ortopædkirurgen.
Jeg har fået manipuleret min forstuvede ankel (og fået at vide, at jeg har en flot svang, men forkrøblede tæer).
Jeg har fået en ny tid hos hudlægen.

Jeg har aldrig haft det bedre i mit liv!

tirsdag den 29. april 2008

Min netserie (51) - skyerne er tunge med regnende død



(Knæk & Løgstør)
Forbløffelse flakser...
Fuglen spilles af Javier Bardem.

Hvad lænestolen gemte

Min datter tabte en tyver ned i stolen, og da hun ledte efter den, dukkede alt dette op (se foto), bl.a. vores videoremote, der har været væk siden år 2000. (Den har været væk så længe, at teknologien er nået at blive forældet i mellemtiden.)

Lænestolen er en naturlig fælde. Når man rejser sig op, er der ingenting at se eller mærke i den. Når man sidder i den, opstår der gennemstrømning på siden af hynden som i en ventil.

Den store jæger

Jeg kom hjem i går og sagde til min kone: – Jeg har lavet noget genialt i dag. Og senere ved middagsbordet fortalte jeg hende historien om, hvordan jeg fandt den sorte gaffatape.

– Genialt? sagde hun. Jeg er skuffet. Det er ikke genialt, det er da rent held.
–Held! sagde jeg, held har intet med det at gøre. Hvad med den gang jeg fandt spartelen? (se dén legendariske historie her).
– Det er held, sagde min kone.

– Okay, sagde jeg og tog en dyb indånding. – Lad os nu sige, at vi alle er jægersamlere.
– Jamen, det er vi jo ikke, indvendte børnene.
– Jo vi er, sagde jeg, indeni. Og lad os så sige, at jeg går ud og skyder en mammut eller en bøffel med min bue, jeg selv har strammet og sørger for at holde i god stand. Er det så også held? Nej, det er snilde.

Og i modvinden af deres protester hævede jeg stemmen og udsagde: – Jeg vil ikke angribes på det, der er mine bedste egenskaber. Måske er jeg ikke en stor jæger, men jeg er en stor... hvad hedder "scavenger" på dansk? Ådselæder?
– Jægersamler?
– Nej, det er hunter-gatherer.
– Tingfinder.

– Det er ligesom, hvis jeg går ned på stranden og kommer hjem med et stykke rav, og så siger I: Det er bare held. Men 20.000 mennesker kunne have gået på den strand uden at have set det. Det er øjet der ser.

Og med disse ord fuldstændiggjorde jeg mit argument og slubrede min suppe færdig.

Case closed.

mandag den 28. april 2008

Sånoget elsker jeg

Jeg har lovet min datter at købe noget sort gaffa, så vi kan reparere hendes sværd til rollespil, men jeg har selvfølgelig ikke fået det gjort – for hvem når nogensinde i Silvan eller hvor man går hen, for ikke at gale om udgiften – og så var der lige nogen, der stillede en rulle ud på gangen sammen med en masse andre ting, de skiller sig af med (som jeg også tog!)

Leve forsynet!

Hvad du har brug for, det får du på din vej.

Jeg elsker at falde over ting, jeg står og skal bruge.


Foto: Her er beviset.



Udfritning over spaghetti med rød sovs – et kammerspil ved spisetid

Min datter spurgte mig: – Far, har du prøvet at ryge hash?

Det var lidt pinligt. Vi sad ved middagsbordet, og en af hendes lillesøsters små veninder spiste med, og min kone var der ikke til at aflede.

– Ja, sagde jeg skamfuldt.
– Hvorfor?
– Fordi det gjorde alle de andre.
Ha, sagde hun.



– Ved du ikke, at det er ulovligt.
– Jo.

– Jamen, hvorfor gjorde du det? spurgte hun igen.
– Fordi jeg ville være stor, sagde jeg.
– Pff, hvor barnligt af dig, sagde hun.
– Ja, sagde jeg, det var gruppepres



– Hvornår røg du?
– Hvad mener du?
– Hvornår røg du hash første gang?
– Øh, da jeg var 16, tror jeg.

– Har du gjort det mere end én gang?
– Ja.
– Har du røget sammen med mor, mens I ligger i sengen uden tøj på? spurgte hendes lillesøster. *)
– Nej, det tror jeg faktisk aldrig jeg har.

*) Reddet af gong-gong'en. Jeg kunne jo dårligt sige 300.



De ville vide, hvordan det virkede, og så sagde jeg: – Det er ligesom i Tenacious D-filmen.
– Du sad og kiggede børne-tv?
– Det er der masser af folk, der har gjort, sagde jeg. – Jeg har set folk ryge hash og sidde og kigge Bamse & Kylling.
– Har du gjort dét?
– Nej, det har jeg dog aldrig gjort.

Der må være grænser



Min datter kom i sin tid hjem med en sang fra 1. klasse (synges til melodi af Krumme-sangen – Det er så svært at være 11 år...):

Når jeg bliver stor,
så vil jeg myrde min mor,
ryge hash og sniffe lightergas.
Jeg er en gut på cirka 40 år
med lyserødt punkerhår.

Døden og kaffen

Jeg er så nervøs i dag, jeg ikke bør omgås andre mennesker.

Jeg er ved at dø for at få min kaffe.

Hvordan denne dag skal bli’e
skal jeg ikke ku sige
Bare jeg ikke dør,
men det er lige før
jeg brister og går under
(jobbet mine tæer rister, jeg vil hellere tage en blunder)

Det er et mirakel, jeg er i live
at være til
hvad skal jeg ikke ku drive
det til
Men intet jeg vil
Kun det samme gamle
lamme

Jeg skal nok ikke regne med noget
(også svært, når min udsigt er så tåget)

Jeg er rundt på gulvet
Min hjerne er hullet
(min fod ligeså
af alle de måder jeg har skudt mig i den på)

Der er kun én vej,
og det er tilbage
For frem er ikke lige mig
Har jeg ikke en kage?...

Knas, knas,
hvor jeg dog ikke gider noget mas
i dag
Jeg vil hellere sidde på min bag,
jeg gamle las,
og ytre min klage
alle mine dage

Jeg jamrer og gi’r mig
for mit liv er skidt
Det har jeg trods alt da sagt så tit

Hvor er min skyder,
jeg må se at få gjort en ende
på min usle eksistens
Vi snakkes ved indtil skuddet lyder

Farvel, onde verden, farvel
Nu slår jeg mig ihjel

(Den langsomme død
med jobben til dagligt brød,
mens min sjæl sygner hen og forkrøbler,
fordi der også skal være til nye møbler)

Hvad er det hele værd,
spørger jeg mig selv
Ikke det store, vel?
Hvor er jeg dog tvær

Og muggen og knotten
og ved siden af mig selv
Hvor er nu den mokka,
den drikker jo ikke sig selv

Hil Java, for dine lyksalige gaver
Uden dig var jeg en endnu større taver

Med kaffe i svælget så går det da lidt
Den Java, den rammer i livet plet

Oh Java, hil Java
din styrke er stor
du spreder din glæde på denne jord.

Suk, suk
Glug, glug
Suk, suk
Glug
Java forløser, nu skal jeg snart på hug
(og peristaltere, det bliver ikke værre,
jeg mener bedre, for Peristalsis man dog
også altid bør hædre)



Og dette skriver jeg uden overhovedet
at have fået kaffe endnu.
Jeg forestiller mig det bare, sågu

Farvel, farvel, pas godt på jer selv
Nu skal jeg ud og sælge min sjæl.

søndag den 27. april 2008

Mønstre i ting

Der er en ung, hip komponist, Nico Muhly, der er inspireret af alle mulige ting, f.eks. YouTube-videoer, som han udvælger pga. deres banalitet.

“There’s a way to search for interesting things on YouTube, and then there’s a way to search for uninteresting things,” Muhly said. “You put in search terms like ‘My daughter’s yard,’ ‘My friend’s restaurant.’ ” The music was to be modelled on cantatas by Bach and anthems by Purcell, he explained. It was going to be great.

Det er en interessant idé, som jeg ville praktisere, hvis jeg havde bedre tid: taste banale søgeord ind og se, hvad der kommer ud. Det omvendte af at se trailers.

Jeg fandt en, da jeg søgte "booger collection" (jeg ledte efter en speciel Ren & Stimpy-video), med dette akkompagnerende stykke sorte poesi:

sean reeeeeaaaaaalllyyyy loves mia
they both have a booger collection on mia's wall
mia scratches her crotch in front of sean
mia belches in front of sean
sean has seen mia without make-up
HE STILL THINKS SHE'S GORGEOUS

ladies, we really need to find a guy like that :/ pshhh like we'll EVER find one

Den video er der ikke særlig mange, der har set, og med god grund.

Senere fandt jeg en, hvor en der ligner Berlusconi ser ud til at spise en bussemand. Tjek den.



Der var en udmærket artikel om Muhly i New Yorker’en, selvom jeg var 100 år om at læse den, fordi den starter med halvanden spalte om, hvordan han køber ind og laver mad. Men jeg kan godt lide, at han sidder og komponerer på computeren, mens han tjatter med sine venner, e-mailer og spiller online Scrabble.

Mindstemål

Nogen gange har jeg lyst til at give op og bare rykke ind på sindssygehospitalet.



Andre gange tænker jeg: I det mindste er jeg da ikke på sindssygehospitalet.

Det er mit minimum for lykke.

Det hjælper at rykke sine succesparametre.

lørdag den 26. april 2008

Muren holdt, hodet brast

Jeg havde den mest frustrerende dag i går, fordi jeg prøvede at få min datter ud af døren og ned i klubben til et projekt, men hun ville ikke, og hvis hun først var kommet derned, havde hun moret sig, og det var for hendes eget bedste, og hun ville fortryde det, hvis hun ikke gjorde det, og de andre på holdet var afhængige af hende, og det endte med, at hun græd i næsten en time, og jeg forstår godt, at hun var træt, og her var jeg blevet hjemme for at møde hende og havde bagt boller og hældt varm kakao i hende. Jeg prøvede at stille hende uden for døren. Det hjalp ikke (hun græd og hamrede på døren). Intet hjalp. Og endelig tog jeg ud på arbejde, men jeg var nødt til at ventilere og ringede til min kone, der bad mig dæmpe mig og "ikke råbe".
– Jeg råber ikke, skreg jeg, jeg er ophidset.
– Jeg kan ikke have du taler til mig på den måde, sagde hun.
– Hvem skal jeg så tale til? sagde jeg og lagde på.

Og da jeg så kommer hjem om aftenen, mens min kone sidder og ser Politiskolen i en mørklagt stue, siger hun til mig, at jeg er "aggressiv", har et "ekstremt temperament" og bør gå til "anger management", som "vi har talt om før".

Jeg skal eddermame gi’ dig anger management.

Hun har menses.

Jeg er træt af altid at skulle være skurken.

fredag den 25. april 2008

Min netserie (50) - afsløringen!



(Flip & Flopstør)

Opsprættelse ørler...

Billige points

Jeg har opdaget, at det giver billige points at gentage, hvad folk siger, gerne for lang tid siden. For eksempel sagde min ven Don Nzo for snart tyve år siden: – Paul McCartney er en overvurderet sangskriver, men en undervurderet bassist (en absurd udtalelse i øvrigt: han er måske en undervurderet bassist, men det er vel svært at overvurdere den ene halvdel af det 20. århundredes største sangskriverduo), og for nylig havde jeg lejlighed til at gentage det for at se, og han sagde: – Ja, det er fuldstændig rigtigt! Godt sagt! Og så uddybede han synspunktet.

På den anden side er det irriterende, når folk siger ting, de kan huske om én, bare for at vise, at de har en god hukommelse. (Det skete for mig engang med en forfatterspire, jeg kun havde mødt et par gange, hvis historier havde alt, alt for mange detaljer og handlede om ham selv.) Hvem gider få ting at vide om én selv, man allerede ved, bare fordi nogen kan huske dem.

torsdag den 24. april 2008

Fejlslagen, omend ikke tilsigtet dansk kultureksport

Jeg havde nogen forskellige venner med hjem. Vi røg noget pot, og jeg satte et bånd på med Lars Hugs Kysser himlen farvel (en nostalgisk tripper for mig fjernt fra fædrelandet derhjemme – historien foregår i New York).

– Nå, nu skal vi også til at gå, sagde alle folk og udvandrede en masse. Det var nedtrykkende. Her troede jeg lige vi skulle til at hygge os. Vi var ikke halvvejs gennem side 1.


Note 1: Jeg skyder skylden på Lars Hug.

Note 2: Jeg skulle have fulgt mit første instinkt fra da pladen kom frem: Hvad er det for noget med mågerne og stranden?



Billede t.v.: Lars Hug. Han ligner Michael Moore.
Billede t.h.: Maleri af Lars Hug med kunstkritisk kommentar.Hvorfor skal popstjerner altid tro, de kan male? Det er uartigt.

Markedsprisen

Min datter, som jeg er blevet hjemme og passe igen, siger, at hun vil være ligesom mig,*) når hun bliver stor: – Jeg vil male og rode i skraldet.

– Haha, sagde jeg og fortalte hende om Picassos tyrehovedskulptur (lavet af skrald, det gælder om at have øjet) og hvad den ville opnå på det frie marked i dag (mindst 10 á hendes onkels hus).




*) Ulp, tænkte jeg, men jeg sagde ikke noget.

onsdag den 23. april 2008

Min netserie (49)



(Clerc & van der Star)
Forflæskelse flosser...

Formålsløs udfyldning af spalteplads – muligt blogsperiment forude

Er det almindeligt at få nogen andre til at skrive sin blog? Jeg tænkte, nu hvor min egen blog alligevel er blevet infiltreret af såkaldte venner, der tror de kender mig, kunne jeg få dem til at skrive bloggen et stykke tid.*) Ville nogen kunne se forskel? Hold udkig efter dette snedige eksperiment hen ad vejen, når I mindst venter det.

De tror, de kender mig. Kan de også lyde ligesom mig? Don’t touch that dial.




*) Så skriver jeg deres imens. Ligesom Bowie og Stones med Angie og Rebel Rebel, iflg. rygtet.

Dagens ord er: Yammer

I dag fik jeg pudsigt nok dette ord i mailen fra A.Word.A.Day:

yammer (YAM-uhr) verb tr., intr.
To whine, complain, or to talk loudly and incessantly.
Noun: The act of yammering.
[From Middle Dutch jammeren (to lament).]

Today's word in Visual Thesaurus.

Eksempel på brug findes her. Det er ikke specielt interessant, så jeg cutter det fra min puristiske, renfærdige blog.
Men så ens sprogene dog er i vor lokale kulturkræs.



Note af relevans for denne blogs titel:
Findes der en "Man Yammer" på nettet? Nej. Mine undersøgelser har afsløret en "Grey Man Yammer"-forekomst under WarYammer som det nærmeste (ingen decideret "Man Yammer"). Dog findes der flere tilfælde af "Yammer Man", bl.a. dette.

Hvorfor skal alternative behandlere altid se så åndssvage ud? (Del II)

Det er almindeligt blandt alternative behandlere og livsstilssælgere med et kæmpestort, livsbekræftende tandsmil, der ligesom siger: Se, hvor fri jeg er.



Sexologernes dronning Joan Ørting gør det samme.



Men han kunne lige så godt ligne et skræmmebillede mod at skære tænder.


Bruxisme er en ubehagelig ting.

Bastians tandflader ser ud til at skurre mod hinanden, og rynkerne på næseryggen er foruroligende.

Hvad er det i øvrigt han sælger? Hvem ved. En fri bevidsthed, hvad fanden er det? Det ville jeg ikke betale for at finde ud af.

Jeg er sikker på, at Peter Bastian er en flink fyr, og han skal have lov til at tjene så mange penge, han vil, på folk der ikke selv kan finde ud af være frie, men salgsteknikken irriterer mig, personlighedskulten med: Følg mit frigjorte eksempel. Vær som mig. Slug min karisma. Dyrk min tandlægeregning.

Jeg hader folk, der altid skal blære sig med, hvor frigjorte de er.


(Her griber jeg mig selv i at lyde som min morfar, når der kom en popsanger på fjernsynet i 70’erne. – Hvorfor skal de vrænge? sagde han altid. – Hvorfor kan de ikke bare stå stille og synge? Han sagde det samme om Rasmus Lyberth, der meget apropos tænderskæren vitterligt så ud som om, at han tyggede drøv, når han sang. – Er det sådan noget, de unge lytter til? jokede min morfar gerne, selvom det ikke overhovedet var det. Min morfar kunne godt lide Pigekoret. Og cirkus, han kunne også godt lide cirkusudsendelserne, mest pga. hestene, fordi han var gammel husmand og vant til dyr.




Billedanalyse

De to sider af Bastians ansigt ser vidt forskellige ud.

Den ene side er sælgeren.


2 x højre side.

Den anden side er hans dårlige samvittighed, den indre hippie, der siger: Hvad laver jeg? Men man skal jo leve.


2 x venstre side.

Nu hvor jeg kigger efter, tror jeg faktisk, at den venstre side er sælgeren, og den anden side siger: Haha, I can’t believe I’m doing this!

Eller også er det bare noget jeg bilder mig ind.

Hverdag igen

Jeg er tilbage på pinden efter min debiliterende sygdom. Nu går jeg her og slæber min forbundne ankel hen ad gangen som Blinde Pew. Jeg må nok se i øjnene, at det er umuligt for mig at arbejde uden kaffe. Jeg har ingen motivation eller adrenalin at trække på. Men hvad med min sarte mave? Er den kommet sig nok til, at jeg kan begynde at hælde den sorte bryg ned i den igen? Og hvad vil mit tarmsystem sige? Der er kun én måde at finde ud af det på...

Ellers kan jeg lige så godt gå hjem og sove videre.

(Pause)

Her var jeg parat til at indsætte et "halleluja!", men jeg har ikke været oppe at ringe endnu, kaffe eller ej. Så forsigtigt jeg har slubret i mig i dag. Som var det peristaltisk dynamit.



(Tilbundsgående rapport: Kaffen, en 2-3-dobbelt, var okay men ikke fantastisk, bare nok til at få mig til at føle mig tilnærmelsesvis normal. En mindre høj man vel ikke bør kimse af. Efterfølgende en smule halsbrand der vel kan skylles væk.)

En oplevelse rigere

Min veninde Anya sagde engang, at alle mænd burde prøve at blive kneppet i røven. (Jeg kan ikke huske sammenhængen.)

Måske. Jeg har aldrig bare rigtig haft lejlighed til det.

tirsdag den 22. april 2008

Ufornuftigt

I stedet for at lave noget fornuftigt i dag, har jeg set videoer af The Daily Show og The Colbert Report (det var meget sjovt) og holdt en spand, mens min datter kastede op i den.

Så er jeg gået frem og tilbage fra sofaen og til sengen og serviceret hende hele dagen og læst to Mumitroldene-albums højt.

Jeg har ingen kræfter.

Så var der en, der ringede med et job.
Hvis der var noget, jeg skulle, har jeg glemt det.

Min største frygt

Min største frygt er, at civilisationen går under.

Jeg kan godt lide elektricitet.

Når man desuden har et barn med diabetes, er det afgørende, at civilisationen består.



Nu har jeg også smittet mine børn, så jeg får en til dag herhjemme med hyttekuller.

Min kone skred bare på arbejde, mens jeg var i bad, uden foregående aftale om, hvem det forventedes at skulle blive hjemme og passe det syge barn. Det er faren ved at være så fleksibel som jeg er, at alle folk skider på ens tid. På den anden side er det min fleksibilitet jeg lever af.

Jeg er pissesur.

Min kone aner ikke, hvor egoistisk hun er. Jeg glæder mig til at høre hendes retoriske krumspring for at forklare, hvorfor hendes seneste selviske handling i virkeligheden var til fælles bedste.

(Nu har hun lige ringet. Det var en misforståelse.) Hmm...

Nu sidder jeg her.

mandag den 21. april 2008

Mage til elendighed

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er rask. Jeg er så træt og flad til hverdag, at jeg ikke kan kende forskel.

Jeg kan ikke kende forskel på, om jeg er syg endnu eller bare ikke har fået kaffe. Og i dag kan jeg ikke drikke kaffe. Jeg har ofret mit tarmsystem på Javas alter og har intet mere at bringe.

Jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke snart kommer ud af lejligheden, men jeg kan dårligt gå. Jeg har det som James Caan i Misery, bare uden Kathy Bates.

Det er en delikat affære. Eller også er det penibelt.

søndag den 20. april 2008

Jeg, en plaget mand

Min ankel er smadret, og jeg kan ikke gå, og nu er min mave også eksploderet og sprunget læk.

Læsere af denne blog vil vide, at jeg ikke er den der piwer, men dette er ekstremt.

lørdag den 19. april 2008

Standen

Alle de bebrejdelser, al den bagage, alle de drager der rejser hovedet og spyer: ægteskabet er hårdt arbejde. Jeg har lyst til at være forelsket eller i hvert fald leve med håbet. Er det muligt at være forelsket og gift på samme tid? Hvornår bliver det umuligt?

Alle klichéer om ægteskabet er sande. Hvordan endte mit liv som en Hudibras-vittighed fra 50’erne eller en Bergman-film, hhv. til grin og bitter, enhver glæde vredet ud af det for år tilbage?

Apropos kusse


Nu er der igen en, der har kaldt mig en kusse (se indlægget af d. 11.4. her, under kommentarerne).

Det minder mig om en Henny Youngman-vits:

Hvad er forskellen på en fisse og en kusse? En fisse er sådan en herlig ting, man har lyst til at kysse og mysse og ae og smage og klappe og kærtegne og kæle for og tage sig af. Og en kusse? Det er hende, der ejer den. Haha!

For resten har jeg det ligesom Dan Savage: En kusse er ikke et svagt, passivt organ. Har man først set kussens kraft, ved man dét, og må slåes med ærefrygt og benovelse. Tak.

fredag den 18. april 2008

Fra fronten


Jeres blogskriver er blevet inkapaciteret. Jeg har smadret anklen og kan ikke gå.

Desuden: Fjendtlige kræfter har infiltreret denne blog. Okay, "fjendtlige" er måske overdrevet, men det er folk, der kender mig, hvis fortalenhed bringer min anonymitet i fare. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg må lukke butikken.
Nettet strammes.




torsdag den 17. april 2008

Min netserie (48) - en overraskende drejning



(Kælk & forsnævr)
Forløselse falafler...

Kærlighedsbudskabet

Jeg nupper s’gu en mokka,
dem kan jeg ikk' få nok a'.

Jeg nupper mig en mokka til
Det er derfor der er kopper til.


Se, hvor smuk en crema, der er på denne espresso, dagens tredje.