Hverdag igen

Jeg er tilbage på pinden efter min debiliterende sygdom. Nu går jeg her og slæber min forbundne ankel hen ad gangen som Blinde Pew. Jeg må nok se i øjnene, at det er umuligt for mig at arbejde uden kaffe. Jeg har ingen motivation eller adrenalin at trække på. Men hvad med min sarte mave? Er den kommet sig nok til, at jeg kan begynde at hælde den sorte bryg ned i den igen? Og hvad vil mit tarmsystem sige? Der er kun én måde at finde ud af det på...

Ellers kan jeg lige så godt gå hjem og sove videre.

(Pause)

Her var jeg parat til at indsætte et "halleluja!", men jeg har ikke været oppe at ringe endnu, kaffe eller ej. Så forsigtigt jeg har slubret i mig i dag. Som var det peristaltisk dynamit.



(Tilbundsgående rapport: Kaffen, en 2-3-dobbelt, var okay men ikke fantastisk, bare nok til at få mig til at føle mig tilnærmelsesvis normal. En mindre høj man vel ikke bør kimse af. Efterfølgende en smule halsbrand der vel kan skylles væk.)