Jeg er på røven

Jeg har aldrig i min tid som blogskriver været så skrøbelig og svag, som jeg er nu.

Jeg mødtes med en til kaffe (digtersken, der kaldte mig en kusse sidste år, og sagde, jeg skulle holde op med at pive og lyde som en jøde), og hun fortalte, at en bekendt, der ikke kunne huske mig, godt kunne huske mig, fordi jeg var "ham den deprimerede fyr". Men det er lang tid siden, jeg sidst har set ham, og det er intet imod, hvordan jeg har det nu.

Jeg er bange for, at jeg kan se det på mig. At jeg er blevet synligt ulykkelig. Jeg er et nervøst vrag.