Lårtykt

I forgårs var kl. 14, før jeg gik i gang, i går var den 15, i dag er den mindst 16. Det eneste, jeg har lyst til, er at ørle ud over nettet.

Forladelse

Jeg undskyldte over for min kone, at jeg er sådan en taber. Hun mødte mig, før jeg var på vej ned igen.

Den nye stil

Lang historie: Jeg præsenterede min far med et maleri som erstatning for et andet et: – Gitte, Gitte (hans kærestes navn), vend det på siden. Ja, sådan skal det være.
– Nej, det mener du da ikke, sagde hun. – Jeg kan nu godt lide det den rigtige vej.

Sådan spiller han mig sine små spil.

I går mailede han: "Gudsrost, jeg kunne godt tænke mig et billede i din nye stil som erstatning for det andet".
– Se op på væggen, sagde jeg. – Du har fået et, der var dugfrisk.

Jeg tror måske, min kone har ret, at han er ved at blive dement.

Så skal man tænke på det.

Analyseinstituttet siger:

Nu er jeg allerede tilbage til at have færre læsere, end før jeg begyndte at skrive bloggen igen.

Svar mig på det, Vorherre

Hvorfor har jeg ikke det hele, skønhed og lykke?

Det virker ikke retfærdigt

Hvordan kan jeg være så smuk og dog så elendig?

Oh

Jeg tror ikke, min kone har bemærket, at vores ægteskab er i krise.

Enden på skruen

Vores forhold er baseret på, at min kone afviser mig. Så når jeg ikke giver hende en chance for at afvise mig, har vi ikke noget forhold.

Alle to

To linier har jeg hørt fra min kone i dag:

– Jeg går i fitness.

– Du skal ikke tage noget af mit tøj med, når du vasker.

Hun svarede ikke på min sms.

Kender I det?

– Jeg talte lige med Michael om, at vi ikke har set dig et stykke tid, sagde hun.
– Jeg er i så pissedårligt humør, sagde jeg.
– Hvorfor? Hvad er der sket?
– Jeg skal arbejde. Jeg har arbejdet i ugevis. Jeg er en skygge af mig selv.
– Jamen, er du slet ikke glad?
– Se her, sagde jeg og viste hende mine øjne, – er det en glad mands øjne?

Kender I det, når nogen tager brillerne af, og det ene øje kigger ned og det andet op?

Måske foretrækker hun det på den måde

Jeg har opdaget, at det er lige meget, at jeg holder op med at tale til min kone. Hun hører ikke efter, hvad jeg siger, alligevel.

Det gamle kvarter

Her er en video fra mit gamle kvarter. Det er ingenting, bare sånoget pjat, som min mor sagde, når hun kom med noget fra tierbutikken.



Jeg var inde i den gamle bagelbiks. De er gået ned ad bakke. Pigen spildte hummus i rødløgene og satte fingeren ind i koppen, før hun hældte op, men jeg gad ikke sige noget.

Sæt & match

Jeg kom ind. Min kone spurgte:

– Hvordan har du det?

– Ad helvede til.

(...)

– Hvordan har du det?

– Det ved jeg ikke.

Den var straks værre.

Pil ned

Who the fuck cares om noget af det lort, jeg har at sige? Ikke mig i hvert fald. Jeg har bare lyst til et skud hagl i hovedet. Hvad rager min usle blog nogen? Fuck mig i øjet, den er gal. Jeg er så latterlig. Jeg har intet, og jeg gør kun alting værre.

Hævede stemmer

Jeg talte "skrapt" og "ubehageligt" til min datter (14), så hende og min kone skreg begge to ad mig, og min yngste datter faldt tavs hen og begyndte så at græde, og jeg smed rundt med møblementet og sagde, at jeg havde fået nok. Og nu er jeg er grædefærdig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme gennem denne dag. Jeg har arbejdet i næsten en uge.

Jeg er begyndt at tælle mine glæder: én, at passe mig selv. Jeg har ikke fået et blowjob i det nye årtusind.

Og så spørger jeg mig selv: Hvad er det hele værd?

Er der nogen, der tager hensyn til mig, når jeg er i dårligt humør og skal lave det samme lortearbejde for færre penge? Ikke en fucking sjæl.

Var det besværet værd?

To uger i træk skulle jeg til møde om lønnedsættelse, og begge gange blev mødet aflyst. Tredje uge var der ikke arrangeret noget møde. Begge dage forberedte jeg mig ved at ligge i sengen til kl. 13 for at kunne fremstå helt afslappet, et arbejde der således var spildt. Nu er det endelig lykkedes mig at komme til mødet og få forhandlet min løn ned.

Bedre helt at lade være

Det er det samme hver dag: jeg når lige at komme i gang med mit arbejde, så skal jeg skide. Det er ned ad bakke derfra.

Den udstødte

Folk viger bort fra mig, når jeg ikke længere er den muntre klovn.

2023

Øv, jeg glemte at fejre mit indlæg nr. 2000. Dette er mit indlæg nr. 2023, og det er uden at medregne de indlæg, jeg slettede, da Donzo opdagede, at jeg havde udhængt vore samtaler uden hans tilladelse, og kunne se, hvor banal hans ende af samtalerne var, men det er også lige meget. Nu er jeg nødt til at vente, til jeg når indlæg nr. 2222. Til december har jeg blogget 5 år, medregnet afbrydelser og sabbat for at sørge og more mig/leve, hvis jeg holder så længe. Jeg tror, jeg annoncerede mit første selvmord for fire og et kvart år siden. Ikke at der er nogen, der tager sig af det længere, ærgerligt nok. Men I vil savne mig, kan I godt forberede jer på, når jeg ligger der, og vandet i badekarret farves lyserødt. Faktisk ved jeg godt, hvordan jeg ville begå selvmord. Det stod i en ungdomsbog af ham der svenskeren med alle pornoscenerne: Jeg ville drikke en flaske whisky og svømme så langt ud, jeg kan. Donzo har også læst den – og alle andre bøger, virker det som, der læses med én hånd og kunne fås på kommunebiblioteket sidst i 70'erne – og jeg kan ikke lide at skrive det her, for jeg frygter, han gør alvor af det. Han er så skrøbelig.

Jeg er allerede i gang med at skrive min 5-års jubilæumstale, der går sådan her: I 5 år har jeg blogget, og i den tid er folk omkring mig døde, har fået støtte af Filminstituttet, skrevet romaner, blevet overlæger, kommet i The New York Times, men jeg har ikke rykket mig en meter. Ikke en tomme. Jeg sidder præcis, hvor jeg sad for fem år siden. Det er kun jordkloden, der har bevæget sig. Ikke en nanometer er jeg afveget fra min geosynkrone livsfælde. Kan du høre mig, Major Jamsemand? "Hvad?" Glem det.

Jeg ville ønske, jeg kunne sige at jeg var blevet klogere, men det er jeg ikke. Jeg har lige så lidt lært, som jeg har udrettet. Hvor er det dog nedslående, når jeg tænker over det. For læseren er det vigtigt, hvis der sker noget livsbekræftende ind imellem, så lad mig tænke over, hvad det mon kunne være. I behøver ikke læse det her, jeg tænker stadigvæk. Satans, der er intet, jeg kan komme i tanke om. Hvor fattigt. Jeg finder på noget inden december, og så fejrer jeg det med et knald. Hvis I ikke hører fra mig, er det, fordi jeg har det godt eller er død. Og min blog vil fremstå som et overgroet gravsted, der langsomt kvæles af ufiltreret spam og læsersvigt.

Natte

Jeg er så liderlig, jeg græder mig selv i søvn om natten. Og jeg sover dårligt. Når jeg da sover. Og ruger. Over alt det jeg skal, skriver huskesedler i søvne: Husk at købe havregryn. Husk at ringe til Esben. Betal skat. Min dag er en lang vandring gennem gusten tåge. Kan dårligt fokusere. Et slør af vammel modbydelighed har lagt sig over mit liv. Mit liv er som en dansk jazzmelodi. Det er bedre med lukkede øjne. Afbleget, kornfedt, bredt over hofterne. Mine kærtegn er kødløse og knoklede. Mine suk er dybe og inderlige ventileringer af forstyrrede impulser. Min magnetiske nordpol er ude af wat. Jeg forstener i famlende blinde, et fluebevandret lig. Mumificerede minder. Banale drømme i folkevognsstrømme. Opgivende vink til et forvitret galleri af gale levninge. Gale forbigåelser. Forskudte og ærgerlige genveje. Mit liv. Mit liv af. Mit liv af. Mit liv af sørgelig vrængen. Hvor jeg dog ikke kan det mer'. Her i dag, væk i morgen, tilbage er kun sorgen. Bundløs, sort. Gravade drømme. Jeg kender kun i morgen, før det er for sent. Igen igen, for sent for sent. Almindelig galt. Tosser i toget. Barbie-plast, raketfart, dansk nedtur
(her mistede jeg syv geniale linier)
hvert levende sekund.