Mange tårne i brændingen af parfumeret glas

– Julen er ligesom at have en papirspose
over hovedet fyldt med edderkopper, sagde
jeg og strakte mig i J. Pers sofa med en af
hans Petterøes.

Hans stearinskulpturer fra fem år siden står
endnu. To, der væltede, ligger i en
flyttekasse. Jeg har aldrig været inde i hans
soveværelse.

De er bedst, når de bliver til en hel verden.

Gode håndfulde
alt forladt
mine venner ler og klukker

Der er et billede af J. Per i Øvigs Thy-lejr-
bog, men han er ikke sikker på, at det er
ham.
– Få dog din bror til at kigge efter, sagde jeg.
– Han må sguda vide, hvordan du så ud. Nu
dine forældre er døde.

Jeg har sagt, jeg vil skrive hans biografi, og
hver gang jeg siger det, begynder han at
recitere de første par linier, som han
forestiller sig dem, men jeg har aldrig tændt
telefonen. Det er flygtigt spind fra et væv af
guld. Sommerfuglestøv fra forgangne somre.
Med det på fingrene kan du flyve.

– Det bedste er den fede, der går lige op og
ringer i kroneshakraen, sagde jeg med en
krystallinsk tone.

– Det bedste er at gnide de tidlige topskud,
sagde han, – til fingrene bliver helt klistrede,
og så ind i noget tobak og ryge det i haven,
mens fuglene fløjter.

– Klart, men det er også bedre at tage
svampe ude i skoven end sidde inde i en
lejlighed.

– Det er klart.

Han er skuffet over kvaliteten af den brune
på Madam Christiansen. Ingen er til at stole
på. Og finder man en god, er de hurtigt væk
igen.

Hvad han savner er et diskret stykke
landbrugsjord. Det er så sørgeligt, når høsten
er omme hen mod udgangen af november.
Det er det samme hvert år, cyklisk som hans
livsførsel er.



Sent from my iPhone

Tzching! Tzching! Tzching!

Julegaver i miniformat

På denne tid af året mindes jeg altid en historie, jeg hørte på radioen engang. Det var en gammel dame, der fortalte. Da hun var barn, var hendes forældre meget fattige, og der var ingen måde, hvorpå de de kunne give hende det, hun ønskede sig. Men juleaften fik hun det alligevel altsammen: hendes far havde lavet det til hende "i miniformat".

Den første jul efter mine forældre blev skilt, gav vores far os seks Muppet-krus til deling. Man kunne få dem i Irma til 29,95, havde jeg set. Min storebror tog Fozzie og Kermit, jeg tog Animal og Gonzo og min lillebror fik Rowlf og Miss Piggy.



Kildelink.

Året efter fik jeg en vaskeklud og et fingerhåndklæde med mit stjernetegn på, som Bente havde købt, uden tvivl.

Dagen hvor alle skal more sig

Hjemme fra ferie én dag og vi skændes allerede om nytårsaften.



Bebrejdelser, skuffelser, der går mere end 20 år tilbage i tiden.

– Jeg hader nytårsaften.
Jeg HADER nytårsaften.
Nytårsaften er for amatører.
Nytårsaften er amatørernes aften.
Amatøraften.

– Ved du, hvor mange gange, du har gjort mig så ked af det?

Gæt selv, hvem der er hvem.



Familien er ikke nok sammen.

Det HAR jeg gjort

Min ven firserkoryfæet kom forbi og foreslog, at jeg fotograferede mit gulv. Han syntes, mit maleri var skuffende. Jeg gav ham ret: det er klumpet. Det skulle ligne en himmelsk hærskare, der hvirvler omkring i det post-koperniske rum, men det ligner pøller, der bliver skyllet ud i lokummet.

Her er et foto af gulvet:


Og så forklarede han, hvad "atavistisk" betyder. Det er, når folk bliver tre meter høje, har grøn hud og bor i træerne, haha. Men jeg tror, det var synkronicitet, han mente, at flere folk får den samme idé samtidig. Og jeg, der troede, det betød at genopfinde hjulet.

Jeg skulle aldrig have lukket ham ind.

'Jeg skal lære at høre efter'

Når min kone begynder at tale til mig, beder jeg om at doodle, for sådan lytter jeg bedst. Så bliver hun sur, når hun ser, hvad jeg skriver, og siger, at jeg ikke hører ordentligt efter.


Som om det var hele historien.

Hun siger, at hvis jeg var en af hendes veninder, ville jeg lytte efter. Hendes veninder, som aldrig ringer og som hun aldrig ser.

Men jeg sidder jo her lige nu, siger jeg. Jeg er meget skuffende, idet jeg ikke er ideel.

Jammersex

***
Jeg føler mig som et lille barn, hvis forældre ikke kan finde ud af at få det med til børnefødselsdage
Jeg skuffer mig selv så meget
Det bliver ikke bedre med tiden
De samme gamle spøgelser bliver ved med at rasle

Det er ikke sjovt at komme hjem, og det er ikke sjovt at gå på arbejde, for jeg skal lave noget, og der er ikke noget ind i mellem
Jeg arbejder snart hver dag, og jeg har ikke brug for pengene, jeg betaler dem alligevel bare i skat. Der er ikke noget, jeg vil have, andet end mere plads, og det har jeg ikke råd til
Mine papkasser vælter ned over mig. Jeg kan hverken vende eller dreje mig efterhånden

Mit hjerte bløder for hvem jeg engang var
"Jeg lever ikke op til mit potentiale"
Jeg skider på alt det, jeg kan lide
"op og ned ad ryggen"

Der er kun platte vittigheder tilbage
Julen er den værste måned. Jeg ser måbende til, mens alt det, jeg hader mest, har offentlig sex "på gader og stræder"
Hvor er mit barberblad?
Hvor er min lykke?
***

Jeg er et menneske

***
Hele mit liv er forfejlet. Jeg kan ikke glæde mig over noget.

Endnu en lortedag. Der er ikke engang noget galt, det er det værste ved det. Men der er heller ikke noget rigtigt. Jeg var så træt i morges, at jeg dårligt kunne hive mig selv op fra gulvet.

Det her lort, jeg laver., jeg ved ikke engang, hvad det skal føre til, det er ikke engang sjovt.

Jeg var ude på landet og hente mine malerier fra sommerudstillingen. Ikke ét solgt. Nu skal jeg se på dem her, har ingen steder at gøre af alt det lort. Hele mit rum er pakket en meter fra væggen i alle sider som kalk i et stoppet lokum, der river i lortene på vejen ud. Jeg har et læs til stående i provinsen, der aldrig må komme tilbage. De rykker heller ikke, gratis lager, jeg ser dem sgu nok aldrig igen.

Det er for latterligt. I mellemtiden er jeg ikke til at være sammen med for nogen. Et ubehageligt, væmmeligt menneske, det modsatte af alt, hvad jeg holder af, er jeg blevet til. Jeg fik et brev fra en gammel lærer, fordi jeg havde spurgt om noget, men nu vil han have at vide, hvad jeg går og laver, og jeg kan ikke være bekendt at sige: – Så lidt som muligt! – Jeg svælger i selvhad! – Jeg er ikke blevet til noget og hader det, jeg er!, for jeg holder af ham, så jeg får aldrig skrevet tilbage. Når man skuffer sig selv, kan man ikke se andre i øjnene. Så går man sidelæns ned ad gaden og siger hæhæhæ, mens man kvæles i sine forrådnede drømme. Så er man det værste af alt: en bøvet bavian. Oh gud, jeg usling, kast dine bylder på mig! Regn på mig din syre! Jeg er en stakkels synder, for jeg aldrig begynder mit liv at leve, jeg til intet er blevet.

Farvel, farvel, oh søde jord, nu springer jeg ind i din livmor og smækker døren derefter, så må andre råbe og opkæfte.
***

– Hvad med vores projekt? Du har været hjemme tre uger nu

***
Jeg begik i naiv optimisme en fatal brøler i sommer ved at igangsætte "et projekt" med at lave om i lejligheden, og nu springer det op og sparker mig i røven, fordi der ikke sker en skid med det, og det ikke fører til andet end bitterhed og skuffelse og ufred. Jeg har andre ting, jeg hellere vil lave, og nu hænger det hele på mig.

– Jeg har lavet det, jeg kan, siger min kone.

Nu skal jeg male lejlighed, hurra. Jeg ville hellere have mine tommelfingernegle hevet af af dværge i Schwarzwald. Jeg skulle aldrig, aldrig være begyndt på det projekt. Men jeg håbede altså på det bedste (og så håbede jeg på, at det ville styrke vores kærlighed at "starte på en frisk"). Og hvad får jeg ud af det? Bebrejdelser, anklager, seksualstrejke med blokadevagt og kamptaler. Fuck det hele så grundigt i røven, Jeg har absolut ingen motivation for at foretage mig dét eller noget som helst andet.
***

Min fod er svejserost

***
Min gud, det er håbløst, jeg laver virkelig ikke dagens gode gerning. Hvordan skal jeg nogensinde få udrettet noget, når jeg først begynder kl. 2 om eftermiddagen? Nu er ugen igen omme, og jeg har intet at vise for min tid. Og nu er det snart sommerferie, og så har jeg endnu mindre tid end normalt, fordi jeg skal være sammen med min familie hele tiden. Vi laver aldrig andet i forvejen, men snart er det 24/7. Det er jo heller ikke fordi jeg gider lave noget, andet end at være sammen med dem, men så hænger jeg der og svæver midt mellem det hele igen og må tvinge mig selv ud af døren, mens der stadig er noget af dagen tilbage, og så er det alligevel for sent og jeg er træt. Således får jeg alligevel ikke udrettet noget, samtidig med at jeg skuffer alle omkring mig. Jeg har ikke været ude at besøge min mor endnu, selvom jeg burde. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det. Der er konstant den bastone af død og undergang. Mit liv er håbløst.

Alt hvad jeg vil for mig selv
bliver ikke til noget alligevel.

Jeg slår mig ihjel
Farvel
***

Værre end ingenting

***
Fucking lortedag. Jeg er syg (ikke at jeg fejler noget, jeg er bare ikke rask) og tvang mig selv ud (gennem piskende regn) for at male et maleri færdigt, der skal afleveres i morgen, men i stedet for ødelagde jeg det hele. Det eneste jeg skulle var at ændre en mindre detalje på revolveren, og så endte jeg med at ødelægge hele hånden (ligesom at prøve at fjerne en plet, og så bliver den større og større). Jeg kunne sagtens være sluppet afsted med det, som det var. Satans.

Jeg får det fysisk dårligt ved at tænke på det.

Min datter ringede midt i det hele og var bange og alene. Jeg er hjemme om en halv time, sagde jeg, men i stedet for stod jeg og malede det samme om og om igen i tre kvarter og endte altså med at skuffe alle.

Jeg skulle være blevet i sengen.

Der skal selvfølgelig nok komme noget bedre ud af det i sidste ende, og det er jeg allerede indstillet på, men hvorfor kunne jeg ikke bare lade det være i fred? Hele ideen med det billede er, at det skal være færdigt, hver gang jeg holder op med at male på det, og det er det ikke nu.

Bedre at gøre intet end at lave noget lort.


Morale: Man skal aldrig gøre noget for fuldstændighedens skyld. Fuldstændighed er for amatører og bureaukrater.
***

Mere utak

***
Min far har givet mig endnu et maleri tilbage. Fordi han siger det ligner en fallos. Det er to år siden, jeg malede det, og så giver han mig det tilbage nu. "(Mit navn) '06" står der på det. – Har du malet det, da du var 6 år gammel? spørger han.

Det er faktisk lidt skuffende.


***

Røret

***
Min far ringer og spørger, hvordan det går, og jeg siger:
– Jeg har indset, at det er for sent. Jeg når aldrig at drive det til noget her i livet. Jeg tog for mange dårlige beslutninger i en ung alder og spredte mig selv for tyndt. Det er forbi.

– Hold nu op, siger han. – Det er aldrig for sent.

– Jo, det er. Det må jeg indse. Det var bare ærgerligt. Nu må jeg fæstne min lid til de kommende generationer, for jeg brændte min chance.

*

Andre gange laver jeg sjove vittigheder og muntrer ham op.


Her er et par tegninger, jeg lavede, sidst han ringede. Det er altid i arbejdstiden.

***

Kritisk punkt

***
Jeg har nået et kritisk punkt. Grænserne for min egen formåen har snøret sig sammen. "Vær bold", fortæller jeg mig selv, "Vær bold", men jeg kan dårligt trække vejret. Det er ikke let for en svag sjæl. Jeg er for sart til denne verden. Ingen forhindring er for lille for mig. Jeg refuserer ved den mindste forhindring. Og ærgrer mig over hvad kunne have været. Bliver liggende i dammen ved Hubertusjagten, som Dustin Hoffman under vandet i The Graduate, mens de andre hove marcherer forbi. Lydløst. En undervandsverden af lydløshed. Ikke til at bære. Et helt liv tilbragt i en kokon. Mit liv. Gispende til overfladen i sidste øjeblik. Et endeløst sekund. Jeg vågner op lige før jeg skal dø.

Lige før jeg dør er jeg klar over, at jeg lever, så ryger stolen væk under mig, som Tom Conti i Reuben Reuben, en charmerende romantisk komedie. Skyd mig nu.

II
Jeg er bange for, at jeg har taget fejl, og intet, jeg nogensinde har gjort, var rigtigt. Jeg har aldrig gjort noget færdigt. For mange dårlige beslutninger har ført mig her til. Et sort hul af spændt forventning. Et dirrende øje. Som et blad i strømmen. Hvor var du selv? Mit viljeløse offer. Dolket på mit eget alter i et blodritual. Spændt ud. Nedfaldsfrugt. Fanget i tiden udhulet.

III
Jeg skuffer mig dagligt, men jeg overrasker mig ikke.
***

Portrættegning er utaknemmeligt (også portrætmaleri i øvrigt)

En dag i skolen tegnede jeg en ufatteligt vellignende profil af min ven "Kenneth". Så vellignende var den, at han rev den i stykker, da jeg viste ham den.

Jeg troede han ville blive imponeret.

Jeg prøvede at lave en ny, men den lignede ikke lige så godt. Det var et af mine første realistiske værker.

Posttraumatisk sparkerefleks

Min kone sagde noget klogt i går (da hun var færdig med at kommentere Ronaldos nuttethed og hår). Hun sagde: – Det er utroligt hårdt med straffesparkskonkurrence, for pludselig er fokus ikke længere på ham der kan (score mål), men på ham der ikke kan (score mål).

– Bortset fra målmanden, sagde jeg. – Han kan jo (redde mål -red.).

Jeg tænkte over det igen i morges, da jeg vågnede: Hvor er hun dog klog.

Og så undskyldte jeg for at have sparket hende i røven med låret i nat i søvne, fordi jeg drømte jeg spillede fodbold. Jeg vågnede af det, det gjorde hun ikke. Til gengæld vågnede hun af den albue jeg gav hende i hovedet (det husker jeg ikke noget om).

Den store jæger

Jeg kom hjem i går og sagde til min kone: – Jeg har lavet noget genialt i dag. Og senere ved middagsbordet fortalte jeg hende historien om, hvordan jeg fandt den sorte gaffatape.

– Genialt? sagde hun. Jeg er skuffet. Det er ikke genialt, det er da rent held.
–Held! sagde jeg, held har intet med det at gøre. Hvad med den gang jeg fandt spartelen? (se dén legendariske historie her).
– Det er held, sagde min kone.

– Okay, sagde jeg og tog en dyb indånding. – Lad os nu sige, at vi alle er jægersamlere.
– Jamen, det er vi jo ikke, indvendte børnene.
– Jo vi er, sagde jeg, indeni. Og lad os så sige, at jeg går ud og skyder en mammut eller en bøffel med min bue, jeg selv har strammet og sørger for at holde i god stand. Er det så også held? Nej, det er snilde.

Og i modvinden af deres protester hævede jeg stemmen og udsagde: – Jeg vil ikke angribes på det, der er mine bedste egenskaber. Måske er jeg ikke en stor jæger, men jeg er en stor... hvad hedder "scavenger" på dansk? Ådselæder?
– Jægersamler?
– Nej, det er hunter-gatherer.
– Tingfinder.

– Det er ligesom, hvis jeg går ned på stranden og kommer hjem med et stykke rav, og så siger I: Det er bare held. Men 20.000 mennesker kunne have gået på den strand uden at have set det. Det er øjet der ser.

Og med disse ord fuldstændiggjorde jeg mit argument og slubrede min suppe færdig.

Case closed.