Året i glimt

Hvad har jeg lavet i år? Jeg tog ud hos Donzo og hentede en pladespiller i stedet for den anden, der gik i stykker, jeg fik af ham før. Så forklarede han tålmodigt, at når vægten falder af armen, skal man bare skrue den på igen og indstille balancen. Hver tiende år tager jeg ud hos Don og henter en pladespiller. Hans børn kravler på væggene. Hans kaffe er Sort Irma. Hans brunkager er gode og bløde, fordi de står ude hele natten. Jeg kunne have siddet der hele dagen. Så tog jeg hjem og hylede og skreg af fantomerne. Er jeg den eneste heromkring, der vasker op?



Hvad der venter mig:
Mine langtidsferiedage former sig altid således: jeg giver mine børn mad og køber ind. Så kommer min kone hjem og brokker sig over, at maden ikke er klar. Hvor er jeg henne i alt dette? Hvem tænker på mig, andre end mig selv? Under hvilket påskud kan jeg snige mig væk og undgå alt?

PS Jeg er også ligeglad, sånoget slapt lort.

Ingen at tale med

Jeg ringede til min far i går og lagde en besked. I dag ringede han tilbage, fordi han ikke kunne få sin Skype-lyd ud igennem øretelefonerne*). Nu har han lige mailet mig seks storformat-billeder af sig selv. "Tænkte du godt ville have dem."

Andre gange Skyper han op og kigger på sig selv på videobilledet: – Oh, se!

Han spørger aldrig, hvordan jeg har det.


*) Hvorfor hedder de sådan? Det har jo ikke noget med fjernt at gøre. De skulle hedde ørefoner.


Billeder af videofoner her.

Jeg har virkelig ingen at tale med om, hvordan jeg har det. Det er bare at tampe det ned.

Det er derfor, jeg skriver her, og tro det eller ej, jeg får det faktisk bedre.

Mere følelsesbefamling og krysteragtigt luskebuskeri

Jeg laver et af de her nyttesløse eksperimenter, hvor jeg venter på, om min kone rækker ud efter mig, men hun har ikke rørt ved mig i 14 dage. Hun siger ikke farvel, når hun går. I nat strejfede hendes fod min. I sidste uge holdt jeg hende på låret om natten, indtil jeg tog den til mig igen. Hun rørte sig ikke eller gjorde noget, ligesom når jeg tager hende på låret, når jeg kører bil.



Frysedisken

Jeg venter på, at hun begynder at snakke til mig, men det gør hun ikke. Det er det samme hver gang. Foråret er opbrudstid.

Vi kan ikke tale sammen fem minutter

Ting jeg får at vide i dag:

"Jeg har ikke været andet end fucking fleksibel over for dig og dine fucking behov"

og

"I virkeligheden er du blevet så røvforkælet".

Hvad jeg har lyst til

Jeg ville ønske, du havde sagt: Jeg vil sætte lidt tid af til fucking Gudsrost, for han klarer sig jo meget godt.


Hvad med mig? Ja, hvad med mig?

Hvad laver vi sammen? Hvad har vi sammen? Intet af det handler om mig

Jeg har ingen idé om, hvad der sker inde i hovedet på dig.

Det har ikke noget med mig at gøre

Jeg sagde til dig: Nu kan jeg ikke tage, at der sker flere ting. Og så gjorde du dette.

Hævd lige hakkeordenen, hva', gider du ikke? Hvor er den nærmeste bodega?

Her er en klassisk situation: min datter slog mig i hovedet med sin vante. AV FOR HELVEDE, sagde jeg, MIN LÆBE BLØDER, og min kone sagde: – Shh! Hold op! Se nu, du har fået hende til at græde.

Fremsyn, del II

Min kone vil have, jeg skal tegne en livsforsikring. Men det har jeg altså ikke tænkt mig. Hvad får jeg ud af det?*) Tænk på børnene, siger hun. De må klare sig selv, det styrker karakteren. Ellers er de ikke opdraget godt nok.
– Tegn selv livsforsikring, siger jeg, men hun nægter. Det er klart.

*) Jeg kunne ikke finde på at vædde på, at jeg skulle dø tidligt.

I øvrigt har jeg ikke brug for livsforsikring. En shetlandsk spåkone fortalte mig, at jeg kommer til at leve et langt liv. Det kunne hun se på stregerne nede ved håndleddet. Jeg tror bare, hun havde lyst til at holde mig i hånden. Hun blev ved med at trykke min hånd (hhv. højre og venstre for fortid og fremtid) mod sit bryst i den mønsterstrikkede uldtrøje.



PS Min far havde engang en livsforsikring, han betalte til, indtil han tog alle pengene ud af den igen, da han stod og manglede.

Jeg klarer mig nok

Min kone har købt beskyttelsesbriller til alle i familien undtagen mig.

Tinøre

***
Jeg ringede til min far, fordi jeg var ked af det med min mor. Hun er ved at løbe tør for terapier (og mere dårligt nyt.)

– Vi kender så mange, der er død af kræft, sagde han.

– Ja, men det her er min mor.

Så prøvede jeg at fortælle ham lidt mere, og han sagde: – Det vil jeg straks fortælle (hans kærestes navn).

Og så fortalte han om sin ven, den kendte forfatter og mediecelebres nye bog og læste prøver på dennes sonetter.

Jeg giver op.

– Jeg er glad for, at du ringede, sagde han.

Han kan ikke håndtere det.



Når det ikke handler om sygdom, fortæller min mor mig om hendes "tossede" venindes oplevelser.

Kan man ikke have sit eget liv?

Det er nemmere at leve andres.

Der er ingen, der spørger, hvordan jeg har det.
***