Lækage

Der sad en seddel ude på min dør i dag: "Hej MJ".
Hvem kender min hemmelige identitet?
Så jeg satte en tilbage: "Shh!"

Sov dødt

Jeg er ked af, at du går i seng med fornemmelsen af, at jeg er en stor nar.








– Slurrp!

Den udstødte

Folk viger bort fra mig, når jeg ikke længere er den muntre klovn.

Også indendørs

***
Der er dage, hvor jeg godt kan lide at have mine seje solbriller på. I dag er en af de dage. Det er rart at gemme sig bag ved dem som et skjold.

Jeg er fuldstændig udsocialiseret, udbrændt på socialisering. Andre mennesker, pff! Men man skal jo ud i blandt dem næsten dagligt.


Note til selv: Få studset øjenbrynene før gammel elev-festen.
***

Dorian Grays næse

***
Der er en fyr, jeg kender, der er 10 år ældre end mig, men han ser 10 år yngre ud, bortset fra hans næse. Det eneste, der er ældet på ham, er næsen. Hans hud er glat, hans øjne er klare, hans hårgrænse er uafvigende. Han lever af råkost og har ikke arbejdet en dag i sit liv, men hans næse synes at have sit eget liv, den muterer og knopskyder som noget fra det ydre rum.



Det er en utiltalende gynter, der afslører hans sande væsen.
***

Afsløring

***
Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for at være. F.eks. er jeg ikke en mand. Jeg er en 32-årig husmor fra Åkirkeby. Min skabning Mandejammer er en skriveøvelse, jeg har lavet for at belyse grundlæggende kvindelige problematikker gennem en mandlig optik. Der er dog – det er nok uundgåeligt andet – en del lighedspunkter mellem mig og Jammermanden. Ofte går jeg i tunge tanker, grænsende til det selvmorderiske – ja, døden kan være en befrielse at tænke på, for sig selv om så ikke for andre. Og jeg kan også finde på at gøre skade på mig selv, f.eks. ved at snitte mig i armen med en kartoffelskræller eller et rivejern.

Av for pokker, siger jeg ude fra køkkenet, men min mand reagerer ikke. Han er holdt op med at se på mig for år tilbage. Og som Mandejammer kan jeg finde på at spørge: Hvad skal det hele gøre godt for? Jeg aner det heller ikke. Hvis jeg vidste det, skulle jeg nok skrive det. Min mand elsker mig ikke, det er tydeligt. Selvom jeg paraderer omkring foran fjernsynet i shimsham-sko og mavedanserudstyr, reagerer han ikke med andet end et grynt, begravet som han er i live-fodboldtransmissioner. Det er drøjt og hårdt, og livet er ikke altid nemt.

Jeg kan nu dårligt bebrejde ham. Jeg er som regel ikke så spændende og ikke, hvad man normalt ville kalde en supermodel. Men som jeg siger: man kan gøre meget med det rigtige tøj og bare man forstår at accessorisere. Min hjemmestrukne kameluldsponcho f.eks. tager sig altid godt ud, og ingen kan se, om man har noget på indenunder (HINT: Det har jeg! Fnis!) *)

Ud af vinduet kan jeg se den lettiske havemand flexe i forårssolen. Nu tørrer han sig over panden med sin afblegede bandana, læner hovedet tilbage og drikker en dåse Cola Light©™®, så hans store, røde adamsæble bopper op og ned som en lystfiskers flåd i høj sø. Længere nede ad vejen står en flok kommunalarbejdere og italesætter asfalten med et trykluftbor. Det eksploderer idyllen, det er klart, som var jorden under angreb af onde robotspætter fra det ydre rum, men det gør underværker for deres brede, behårede pecs, der glinser og dirrer som svedende buddinger, nu de i varmen har smøget deres orangefarvede Kansas-sikkerhedskedeldragter ned til livet. Central Casting kunne ikke have gjort det bedre.

Jeg er ikke klog og interessant, så meget ved jeg (så helt dum er jeg vel ikke, haha, lige meget hvad de siger). Jeg fortryder tit, at jeg aldrig tog den højere mellemskoleeksamen, som min mor ønskede for mig, men så kom jo Preben og syv dejlige, frække unger i rap. De små pus er mit et og alt, hvis man da kan sige dét, når de er så mange om det. Mine øjensten – ét i hvert øje og fem i tredje, som jeg ofte så spøgefuldt …

Her blev jeg afbrudt. Lille Mikkel har slået sig over fingrene med en hammer og bløder. Han er bløder, så det er alvorligt nok. Mere senere.


*) Nej, jeg er nok ikke så spændende. Jeg tilbringer den halve tid på nettet. Altid er der et og andet, jeg skal tjekke. Der er så meget at følge med i. I skulle bare vide, at jeg, lille mig, "Maren i Kæret", skriver et netværk af 20 blogs under skiftende aliaser – et til hver af min æggedelte personligheds spaltninger – og der er flere på vej. Det er ligesom man siger om alle de indiske restauranter på 6th St., at maden til dem alle sammen kommer fra det samme køkken, der ligger omme bagved et sted. Den smager ens, men sådan vil markedet have det. Her var det New Yorker-hipsteren, der talte. Nellie kalder jeg hende. Shh, røb nu ikke for meget. Det var Gustav, paranoikeren. Hold nu kæft! Det var Preben, hvis stemme kan klinge så klart som en klokke i mit hoved – så smukt som den sommer han sang serenader under mit vindue i sort læder – selvom der intet kommer ind ad mine ører. Hvis Prebens søde ord falder som dug i skoven inde i mit hoved, men ingen kan høre det, siger han det så?
***

Det er akustikken

***
– Sikket humør du er i, sagde ham den gamle, fordi jeg gik og fløjtede ude på gangen.

Han kunne ikke se, hvor jeg martredes inden i.

– Hver dag er en gave, sagde jeg.

Jeg fløjter, lige meget hvilket humør jeg er i, tænk på det som en slags blues.

Hvornår holdt jeg op med at have sjov i livet?


***

Jordens flinkeste fyr

***
Jeg stoler ikke på folk, som alle siger er flinke. Jeg føler, de må skjule noget.

Min kones samboveninde var engang kæreste med en fyr, lad os kalde ham Martin, som hun sagde "var bare så flink".
– Hvorfor er han så flink? Hvad er det, der gør ham så flink? spurgte jeg. – Hvad med mig? Er jeg ikke også verdens flinkeste menneske?
– Hold nu op.

Så dumpede han hende.
– Jeg troede, han var så flink? sagde jeg. – Det var da ikke særligt flinkt gjort.
– Gider du ikke godt holde op?

Nuff said.

Der er ingen, der siger, jeg er det flinkeste menneske i verden.

Godt det samme.

Det er ligesom folk, der skifter personlighed, når de drikker. Dem stoler jeg heller ikke på.

Jeg kender en fyr, lad os kalde ham Patrick, som alle folk siger er så flink. Og lun, kunne de sikkert også finde på at kalde ham. Han er så stille og rolig, siger de. Men når han får noget at drikke, ligger han nede på gulvet og gnaver damerne i anklerne. Og han er gift og har børn. (Nu hvor jeg tænker efter, har jeg faktisk ikke set ham til fest et stykke tid.)

Og så spiser han alle de hjemmelavede småkager henne på arbejdet, når ingen kigger. Han skal passe på sin vægt, men han kan ikke styre det. I forretningsøjemed har jeg oplevet ham som upålidelig. Eksempel:
Han siger: – Kan du ikke sende din faktura en gang til? Jeg kan ikke finde den.
Mig: – Jeg har sendt den tre gange.

Nej, jeg stoler ikke på folk, som alle siger er flinke, kun hvis de også synes, de er syge i roen. Hvis de f.eks. siger: "Han er skidesød, men syg i roen", kan jeg bedre holde det ud.

The End


Billedtekst: Her har jeg prøvet at kreere et flink udseende ansigt i et politiskitseprogram. Prøv selv! (Det ligner faktisk min fætter Tom, og han var aldrig særlig flink.)
***

Critique

– Det er en finger, og neglen bøjer tilbage og en orm kommer ud, sagde hende den kiksede, ingen kunne lide, om mit maleri henne i skolen. Og hun havde ret, hvilket var interessant, fordi det var på engelsk, og der ikke er noget, der hedder "en hård negl" på engelsk. ("Hard as nails" er søm.)



Day-O sagde senere om et andet maleri, at jeg var ligesom en bibliotekar i en Hollywood-film, der er smuk, når hun tager brillerne af.

Mener han, at jeg spiller for galleriet?

•

Donzo kaldte mig et får i ulveklæder, i gamle dage.