Instinktiv modvilje mod kones udlængsel & eventyrlyst

***
Min kone vil have, vi skal spare sammen til en lang rejse.
– Men du har jo ikke noget job, siger jeg.
– Nej, men det får jeg.
– Men vi har jo ikke nogen penge, siger jeg.
– Nej, men det er jo derfor, folk sparer op.
– Folk sparer op? Vil du have, folk skal spare op til os?
– Jeg vil godt have, vi kunne bestemme os til det her.
– Jeg kan ikke snakke nu, jeg skal på arbejde.

Jeg ved ikke, tanken om at bruge alle de penge. Jeg ved ikke, om jeg har lyst. Måske kunne det være meget sjovt. Hvem ved.

Alle de penge, det er ikke rart at tænke på, og så til noget, der ikke kan trækkes fra.

Jeg hader at tage en beslutning.
***

Privaten

***
Morgenstund har lort i kumme.

Jeg sidder ude på lokummet med min sudoku, men bliver distraheret, fordi jeg kan høre en råbe på den anden side af væggen eller op fra afløbet.

– Så stop dog for helvede! Jeg siger til dig: jeg gider ikke gå hjernedød! Det er det jeg siger til dig! (...) Klap i! Klap i! Klap i!

Godt jeg ikke er den eneste, der kan råbe og skrige.

Han bliver ved endnu. Som en hund, der gør.

Så begynder min kone at tale til mig gennem døren:
– Jeg ved godt, at du sidder på toilettet, men kan vi ikke aftale, at du henter fast tirsdag, onsdag og torsdag?
– Jeg sidder altså lige på toilettet.

Jeg er ikke interesseret i nogen ordning.


PS Og han bliver ved (en halv time senere). Det er bare ikke til at forstå, hvad han siger, når han ikke råber højest, som foroven.
***

Udvalgte sms’er til min kone denne uge, som jeg nu har slettet

***

Det vil jeg gerne
diskutere, men kan
det ikke vente til i
aften?

Kan vi tale om det
i stedet for? Jeg
gider ikke taste så
meget.

Herved er det lykkedes mig ikke at binde mig til noget, navnlig en fast plan for børneafhentning.

Men jeg kan ikke blive ved at undvige. Eller kan jeg? Det er den slags små spændingselementer, man kan tilføje sit liv for at give det lidt modstand og pep.
***

Når jeg giver fortabt

***
Det eneste tidspunkt, jeg påkalder mig offerstatus, er, når jeg skal smide noget ud.*)
– Jeg ved det, siger jeg. – Jeg har et problem.
Jeg kan ikke få mig selv til at smide gamle plader og bøger ud, og jeg bliver ved med at samle dem op, andre folk smider ud og sætte dem ind under sengen.

Nu har jeg lovet min kone at rydde op under sengen i juleferien, men det var fordi, hun bragte emnet på bane, da jeg lå og troede, jeg skulle til at have noget.


*) Men det er heller ikke helt rigtigt: jeg påkalder mig også offerstatus, når det handler om at planlægge mit liv eller noget som helst langsigtet.
– Ja, siger jeg, – jeg ved det, jeg har et problem.



PS i øresneglen: Nu har min kone lige ringet og brokket sig over, at jeg ikke har købt vin.
– Jamen, jeg drikker ikke vin, siger jeg.
– Nå, skal man så kun købe det ind, man selv bruger? siger hun.
– Jeg gider ikke blive skældt ud, siger jeg. – Jeg har løbet alle vegne rundt.
– Det har jeg også, siger hun.
– Ja, siger jeg, – men jeg skælder ikke dig ud.
Hun: – Blablabla.
Jeg: – Kan vi ikke bare drikke den, der står oppe på hylden?
– Det troede jeg var din.
– Jeg er sgu da ligeglad!
– Godt.
Klik.

Jeg hader virkelig julen med et intenst, glødende had.
***

Skidt adfærd

***
Jeg er ude på et skråplan. Over den sidste uge har jeg brændt min tandlæge, min frisør, min bankrådgiver og blodbanken af. Jeg overkommer ingenting.

Tandlægen, frisøren og blodbanken har jeg lappet det med, bankrådgiveren ignorerede jeg.

Jeg fik et brev fra banken om min kapitalpension og kan ikke holde ud at tænke på det. Jeg har altid syntes, at amatører, der spiller på børsen, var idioter og gamblere, og så har jeg investeret 50% af mine surt sammenskrabede dér og bedt nogen om at holde øje med dem, fordi jeg ikke selv orker. Middelrisiko! 50% aktier. Det er ligesom med dametøj: alle størrelserne er Small, Petite, Xtra Small (og mænds XL, XXL, XXXL). Jeg har altid tænkt på mig selv som en økonomisk forsigtig person, og så har jeg pumpet penge ud dér. Suk.

Og det værste er, at jeg indbetaler s’gu nok igen i år for ikke at betale skat af pengene nu. Det er den eneste grund til, at jeg gør det. Jeg er ligeglad med, hvad der sker, når jeg bliver gammel. Jeg finder på noget. Der er altid en kvinde, man kan leve af.
***

Henholdelse

Nogen gange – for overhovedet at få noget udrettet – venter jeg med at tisse, til jeg har udført eller er begyndt på en given opgave.

Det er et trick for at narre mig selv til at komme i gang, ellers kunne jeg jo ikke bestille andet end at løbe frem og tilbage hele tiden i betragtning af al den kaffe, et velkendt diuretisk middel, jeg drikker.

Nu er jeg f.eks. ved at pisse i bukserne, men jeg vil lige have det her ud først. Det er åndssvagt, men det er sommetider det eneste, der virker.

Betyder det, at jeg er "urinær-retentiv"? Og hvad får jeg ud af det?

Jeg udskyder alt. Det må være det, det handler om i grunden.

Så længe jeg udskyder alt – alle beslutninger, så mange gerninger som muligt – kan jeg bilde mig ind, at jeg udskyder det værste af alt: døden. Det er psykologi (lydeffekt af kukur.)

Jeg har dybest set kun de problemer, jeg skaber for mig selv. Jeg kan ikke engang bebrejde mine forældre særlig meget.

Ude at luftes

Jeg var i biffen for første gang, siden min datter fik diabetes. Det var okay. Men biffen er overvurderet. De andre mennesker er irriterende, med deres tyssen, når man prøver at æde sine 5,6l popcorn. Jeg hader tanken om at støtte Nordisk Film. Egmont, de røvhuller.

Jeg mener, det er i orden at brokke sig højt over reklamerne og til dels forfilmene. Jeg blev schyschet allerede inden Paramount-logoet var gledet forbi.

No Country for Dead Men, alle pseudointellektuelles yndlingsfilm. Jeg har aldrig set så mange briller i en biograflobby.

Jeg kan aldrig gå i biffen uden at tænke på, at jeg sidder i en teatersal og ser projiceret lys. The novelty has worn off, okay?*) Men hvad skal man så gå hen og se på? Hvad er der ellers, man kan lave, der ikke skal planlægges for lang tid i forvejen?

*) Oversættelse: Nyhedsværdien er luvslidt, okay?









Den avantgardistisk bevidste læser vil have gennemskuet, at lyset ind gennem låsehullet mimer biografsalens projektor. Sandheden ligger i forevisningen. Uhh!

•

Mandejammer – her garanteres det avantgardistiske perspektiv!

•

For en udvidet diskussion om slutningen på No Country og flere billeder fra den endelige motelscene klik her.

Mandejammers dramatiske makeover

Jeg var ude at bestille en ny brille i dag. Nu bliver jeg nødt til at få nyt hår og tøj.


Note 1: Øv, jeg glemte at spørge om prisen.

Note 2: Jeg valgte bare de første, der tiltalte mig. De tiltalte mig oprindeligt for tre måneder siden, så kald mig bare impulsiv, men langsigtet.

PS Jeg går altid og tror, jorden går under*), så måske er det bedre at vente. Med nogen ting. Men på den anden side er pengene jo værdiløse i en atomvinter, hvorimod det ville være rart at kunne se noget, uden at være afhængig af friske forsyninger kontaktlinsevæske.


*) Det kan gøre det vanskeligt at planlægge. (Teleofobi er ordet = frygt for definitive planer. Lider jeg nu også af det?)