Tilbage igen

Hvad har du lyst til?

Sandheden er: jeg var skidebange ved at skulle tilbage til mit atelier igen. Efter firserkoryfæet var herinde, ødelagde jeg det maleri, jeg har malet på i 7 måneder, gav det dødsstødet i hvert fald, og bagefter et andet, jeg har arbejdet på siden maj, der nu er gået i stå. Jeg var træt af mentalt slavearbejde og ville bare lave min dagens portion kunst i al beskedenhed, mit mindstemål af personligt fremskridt i mit liv, men det første, der ryger, er dømmekraften. Jeg ville bare rette noget i øjet, og det hele faldt fra hinanden som spindelvæv. Hundredvis af timer er nu ingenting. Sandheden er: jeg cyklede grædende hjem.

Og nu tør jeg ikke røre ved noget.


"Man works when he is partially involved. When he is totally involved he is at play or leisure."

Where the whole man is involved there is no work. Work begins with the division of labor.
– Marshall McLuhan

Sandheden er: mit liv ville være betydeligt nemmere uden det kunstpis. Jeg har ingen succes, og jeg er ikke engang sikker på, at det er noget, jeg holder specielt meget af.

People say you have to have a lot of passion for what you're doing. And it's totally true. And the reason is because its so hard, that if you don't, any rational person would give up. It's really hard.

And you have to do it over a sustained period of time, so if you don't love it, if you're not having fun doing it, you don't really love it, you're gonna give up. And that's what happens to most people actually.
–Steve Jobs

I hated touring. Thought it was a real waste of time. You were only effective for an hour and a quarter a day and it just seemed scuzzy, all that rushing around, never getting the sound right on stage, meeting people you didn't want to talk to, like the local record company rep who turned up with the bag of marijuana you didn't want either. I enjoyed screwing the girls for a while, then that wore off as well. I've never known how to deal with adulation. The break point came for me one night when we were playing Sheffield and I caught myself thinking, Oh, I've forgotten to collect my laundry. And then I thought, This is the future: standing on stage, getting more and more successful, going through the motions.
– Brian Eno (min fremhævning)

Ofte, mens jeg står og maler, tænker jeg: Hvad fanden gør jeg egentlig det her for? Kulørte pletter. At smøre maling rundt. Hvor banalt. En abe kan gøre det.



Det gør det heller ikke nemmere at skulle starte på bunden hver gang og aldrig være oppe at svæve.

– Hvad for et dyr vil du helst være? spørger børnene, og jeg svarer: – En stor fugl, der svæver rundt oppe over det hele.

Mit liv ville helt sikkert også være billigere, hvis jeg ikke malede eller tænkte på det. Uden atelierleje ville det hele løbe fint rundt, selv med den nye, dyrere livsstil, min kone har opgraderet os til.

Hvorfor male de her store malerier, ingen vil have?



En stak papir giver mere mening.

Jeg talte med en af de mest succesrige kunstnere, jeg har mødt, der sagde: – Det gav ingen mening for mig mere at male to gange to meter store malerier til at hænge i rige menneskers stuer. Nu laver han små kasser med glas i.

Løber en Superliga-spiller rundt og tænker: Hvad fanden mening giver det her?

Det ærgrer mig, at der var en pointe, jeg ville lave, men nu kan jeg ikke huske den.

Nå ja, nu kan jeg huske det: Men jeg er sikker på, at jeg gider nogetsomhelst (andet end at læse avis og rage ud efter min kone). Alting er en overvindelse. Bunden er nået.

Alt hvad jeg har

Jeg er begyndt at skrive min blog igen, og jeg kan godt fortælle hvorfor: Jeg har ingen andre kreative afløb, jeg drukner i arbejde. Sidder bare her hver dag og ser mine drømme falde til jorden som glas og forsøger at styre min lyst til at rime med "i stedet for at knejse på Parnas". Til mine øjne falder ud af hovedet af scrollende tekst. Min hjerne er mos.
– Du er heldig, at du har dit værksted at lave … hvadsomhelst i, sagde min far.
– I stedet for at være på kontor?
Når min hjerne bliver for flad, står jeg op og spiller bold. Eller jeg kan se rundt på mine ufærdige kunstværker og begræde mit manglende mod. En halloween-t-shirt med blod. Mere end jeg har malet i en måned. Sourcet fra Gaddafi.

Vil I høre noget helt ærligt? Alle mine blogindlæg er to uger gamle. Ikke under en uge det sidste år. Jeg tænker på det som en litterær handling fra notesbog til blog, og i længden er det aktuelle skideligegyldigt*). Hvis verden går under, har jeg ikke tænkt mig at liveblogge det, og der er ingen tilbage til at læse det alligevel. Fra køen i Brugsen: WTF, der var en, der sprang over! Kommisen boller flaskedrengen. Hvor er min gin? En strømer knæler og kysser en præsts fødder, og en svans kaster op ved synet.
Er penge snart værdiløse? Ramt af lynet.

*) Mine dagsaktuelle indlæg er de værste.

Som en kunstner i skyttegraven der hidsigt klikker de sidste nødråb ud før det store bombardement

Jeg bliver så sur over at arbejde. Det er ikke rimeligt.
Hvem der havde initiativ
og gåpåmod
og ikke bare sad
og så på mod
horisonten,
mens hjertet dræner for blod
og jeg spilder mit liv.
Hvem der gad
få noget fra hånden.

Sørgeligt.

Sundhedsstyrelsen tilråder:

Et mindre gennembrud kom, da jeg ikke havde noget at æde og sprang på cyklen ned til byen, men da jeg kom tilbage, var jeg så fuld af pep, at jeg straks lavede noget arbejde, der var kommet ind i mellemtiden, på den halve tid – 45 minutter i ét hug – før jeg åd.

Faktisk tror jeg, at jeg åd en pose nødder først, men moralen er, at det er smart og sparer tid at få pulsen op gennem fysisk aktivitet, når man skal lave sit kedelige arbejde. Også mindre kedeligt arbejde. Jeg plejede at sjippe 100 hop i gamle dage for at få pulsen op, da jeg lige var holdt op med at ryge igen og gerne ville forbedre mig.

Som jeg ville sige, praktiserede jeg så det et stykke tid: skrabede øjenæblerne af skærmen og gav mig til at drible en bold omkring som en vårhare. En glimrende fidus, jeg varmt kan anbefale alle. For hvad gør man, når kaffe ikke duer?


Der stod i avisen i dag, at jeg har 50% større change for at få et hjerteanfald end den jævne befolkning.

Arbejdsmiljørådet anbefaler:

Jeg trænger alvorligt til distraktion, når jeg arbejder, fordi det er så megakedeligt. Altid må jeg se op. Nu vil jeg gå over og drible en bold. Simpelthen for at undslippe søvnens klamme favntag. Vig bort, Morfeus, din klamme bøvs. Hvordan kan jeg være så liderlig hele tiden? Er det mine benklæders ru denim, der trykker og kradser de rigtige steder, eller ville det være ligesådan i en sarong? Altid noget brok med dén shakra. Oven over: det store hul i mit mellemgulv, en ovn hvor man kan losse ind kul, når energien står på nul. Lungerne pumper som bælge, for hvad kan de ellers? Jeg kører på fælge-
ne af min bedstefars Ellert.
Frokosttid? Jeg stemmer for –
Også os! råber shakraerne i kor.
Der er bred e-
nighed i hele min krop
om at rejse mig op
og få noget at æde.

Krypt udenom

Jeg sidder her i mit tempel for mig selv, mit enmands-kongerige, og stirrer på mine ufærdige mesterværker, der håner mig fra væggene med deres potentiale, imedens jeg polerer andre folks lort og pakker det pænt ind for penge, omvendte offergaver på rejsen til dødsriget i mit ægyptiske gravkammer. Hallo, det er meningen, jeg skal have noget med!
Så hult min stemme runger mellem de blege vægge.
Jeg synger i gravens bruser.

Står den til?

Gudsrost says: (11:50:51 AM)
Jo, det går såmænd meget godt. Jeg har lidt bagkoger fra i lørdags. Og jeg savner min mor, så jeg er ved at græde. Jeg gider ikke arbejde, men jeg er nødt til at lave lidt. Bagefter er jeg nødt til at lave bare lidt kunst for at have det okay. Jeg har købt en femstyks pakke cerutter og vil ryge en efter frokost.
Gudsrost says: (11:50:53 AM)
Mit langtidsmaleri står og ser lidt overarbejdet ud. Jeg har åbent vindue og hører WNYC, mens jeg skriver. Mit sind plages af tanker om mit forspildte liv. Groft sagt det sædvanlige her.

Udsat

Jeg var inde hos min nabo og spise nogle peanuts og drikke en bestyrelsesvand. På få sekunder var bestyrelsen næsten fuldtallig. Vi planlagde en ovnfisk til lørdag, tre slags sprit. Ingen har en babysitter. Kokken har tandpine.

Kan stadig ikke fokusere! Mit skræv er fugtigt, som jeg sidder på min klunkepose som en kænguruballon. Kl. er 16.30, og jeg er ikke halvt færdig med mit arbejde endnu. Har jeg lovet noget, jeg ikke kan komme ud af?

Derfor

I går afleverede jeg for anden gang i mit liv noget før tiden.
Fordi jeg ku'.

For ikke for evigt at blive siddende som en firkantet pløk i et rundt hul

"Der skal ikke så meget til at slå dig ud, hva'?" var groft sagt det eneste min kone sagde til mig i går, indtil jeg sagde, at jeg ville tage ud at male, så havde hun masser at sige: – Jeg troede, at du helt af dig selv ville finde ud af at rydde op på terrassen for eksempel…

– Jeg har bagt banankage og boller, det må være godt nok, sagde jeg. Til gæsterne, der aldrig dukkede op, men mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave. ("At bage er godt for nerverne: i går bagte jeg 48 boller og en banankage.")

Jeg skulle i hvert fald have en cigar, jeg var ikke sikker på, at jeg overhovedet ville male, så jeg standsede ved Bjørn Nørgaards Opretstående lort og røg en. Hvor er jeg dog negativ, tænkte jeg. Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? dikterede jeg til min iPhone hen ad cykelstien. *)

Men da jeg havde malet lidt og var kommet mig over den værste tjatten, og det hele var levende og varmt, opdagede jeg, at tågen lettede. Jeg var ikke i dårligt humør længere, jeg havde genoprettet mit kosmiske overblik.

Det er derfor af stor vigtighed, at jeg husker at sætte to timer eller bare halvanden time af til at male, selvom jeg skal arbejde og selvom jeg er træt i hovedet. Min kunst er ikke engang specielt inspirationsbaseret. Jeg troede egentlig, at jeg havde fundet en ny metode.


*) David Byrnes metode, mener jeg at have læst et sted. Han cykler omkring og dikterer linier, der passer til sangen, ind i sin diktafon. Det kan godt være, at jeg bare husker forkert, men han har i hvert fald lavet sin "Cykeldagbog". Gratis podcast af introduktionen her.

Henfald

Er jeg den eneste, der bekymrer mig over ikke at være en succes? Er der andre, der har det som jeg?

Hver dag, når jeg cykler hjem, synger jeg: Endnu en dag du aldrig får tilbage. Endnu en dag du aldrig får tilbage. (Prøv selv, den er funky.) Solen timelapser hen over himlen tre gange i minuttet, mens jeg sidder herinde og langsomt dør. En stille død, en sødlig råddenskab. Det er faktisk ret sørgeligt. De vil skrabe mig op med en fejebakke. For satan da også, jeg kan ikke bryde ud af mit eget fængsel. Jeg er som Jacques Mesrines far.









Gør noget, mand. Men hvad? Det er en fælde. Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længere her. (Det er den næste linie til min sang: Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længre her.) Det eneste alternativ, jeg kan se, er at sidde til smuds i halsen på Mændenes Hjem.



Det er ikke rigtigt. Jeg ville selvfølgelig straks finde en sugarmamma at leve af og på. Men mine dage som nuttet er forlængst omme, og en hvis fortrukkenhed er ved at sætte ind i betrækket. Jeg er en klodset elsker. Jeg har ingen moves. Det eneste move, jeg kender, er druk. Hvad er der ellers? Online dating? Det hele er nemmere, når man allerede er dækket ind. Kvinder er som hunde, de kan lugte desperation. Jeg kan se mig selv til fester gå omkring blandt mennesker, jeg ikke kender, i mit upassende kluns, med hungrende, hule onanistøjne. Alle er yngre end jeg og morer sig mere. Så hellere svælge i sit eget svineri. Og spille ridsede plader og nyde sin nedtur – med mere skilsmisse, mere distance (indsæt resten af teksten fra I Need More).

Det var underligt at tænke på, at livet er omme. Det var den tur i karrusellen.
Du havde din chance, nu ligger du dér og
mumificerer
med dine tomme øjenhuler og
ord, der giver genlyd i cellen.

Kender I det?

– Jeg talte lige med Michael om, at vi ikke har set dig et stykke tid, sagde hun.
– Jeg er i så pissedårligt humør, sagde jeg.
– Hvorfor? Hvad er der sket?
– Jeg skal arbejde. Jeg har arbejdet i ugevis. Jeg er en skygge af mig selv.
– Jamen, er du slet ikke glad?
– Se her, sagde jeg og viste hende mine øjne, – er det en glad mands øjne?

Kender I det, når nogen tager brillerne af, og det ene øje kigger ned og det andet op?

Fundet memo

Når jeg arbejder, mister jeg overblikket. Mit udsyn bliver så knibsk. Jeg glemmer at se op. Jeg glemmer, hvad det er, jeg har godt af. Jeg bliver en pinsel for mine omgivelser, for hvis velbefindende jeg arbejder. Jeg ser meget, meget gerne, at min kone snart når op på et løntrin, hvor hun kan forsørge mig. Det er min tur til at sidde bag på tandemen med benene oppe. Det er min tur til at ligge på vognen, når høsten går hjem.



Åh at slippe tøjlerne.

Det er svært

Det var umuligt for mig at arbejde sidste uge, fordi det var så kedeligt, at jeg faldt i søvn.

Ingen vej hjem

Jeg har ikke noget at gå hjem til. Hvad skal jeg dér? Ikke noget! Falde i med tapetet, være til besvær, glo en video. Fuck mig noget så eftertrykkeligt. Jeg er ødelagt af arbejde. Det lægger sig om min hjerne som en tung gryde af bly. Og nu til 20% mindre $$$. Hvor motiverende! Det er mit liv, jeg sælger her, den eneste tid jeg har, åh bu-huh. Hvad ville Dan Turèll have gjort? Hvad ville Bukowski have gjort? Ryge, drikke? Åh gud fuck. Hvis jeg havde været en anden, kunne jeg have skrevet om mig selv, sådan som jeg er nu, og alle ville have leet. Lidt afstand gør underværker. Jeg er verdens ensomste og ulykkeligste menneske. Mit tempel styrter sammen omkring mig. Intet dur jeg til, intet kan jeg og intet tør jeg. Tør mig i røven. Jeg er færdig.

Sådan er jeg

Der ligger en halvdød flue på mit bord, men jeg har ingen interesse i at dræbe den.


Den er mig, der ikke gider arbejde.

Hævede stemmer

Jeg talte "skrapt" og "ubehageligt" til min datter (14), så hende og min kone skreg begge to ad mig, og min yngste datter faldt tavs hen og begyndte så at græde, og jeg smed rundt med møblementet og sagde, at jeg havde fået nok. Og nu er jeg er grædefærdig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme gennem denne dag. Jeg har arbejdet i næsten en uge.

Jeg er begyndt at tælle mine glæder: én, at passe mig selv. Jeg har ikke fået et blowjob i det nye årtusind.

Og så spørger jeg mig selv: Hvad er det hele værd?

Er der nogen, der tager hensyn til mig, når jeg er i dårligt humør og skal lave det samme lortearbejde for færre penge? Ikke en fucking sjæl.

Var det besværet værd?

To uger i træk skulle jeg til møde om lønnedsættelse, og begge gange blev mødet aflyst. Tredje uge var der ikke arrangeret noget møde. Begge dage forberedte jeg mig ved at ligge i sengen til kl. 13 for at kunne fremstå helt afslappet, et arbejde der således var spildt. Nu er det endelig lykkedes mig at komme til mødet og få forhandlet min løn ned.

Bedre helt at lade være

Det er det samme hver dag: jeg når lige at komme i gang med mit arbejde, så skal jeg skide. Det er ned ad bakke derfra.