Det stirrede op på mig og var grønt i siden

En kunstner smed et 30 år gammelt selvportræt ud i dag. Jeg så det i skraldet. Det var noget værre lort.

Mon oncle

Min onkel fortalte en historie: hans kone var bange for, at hun måske havde smidt en ₤20-seddel ud med skraldet, så han tog hele vejen ud på lossepladsen for at lede efter den. Her kan man forestille sig det eksistentielle billede af en person, der stirrer ud over en uendelig losseplads. Så han tog en ₤20-seddel, han havde i lommen, og svinede den lidt til og tog den med hjem til sin kone, der fortalte alle folk historien sikkert resten af sine dage.

Men hvad han selvfølgelig også sagde var: Du kan ikke stole på en lyd af, hvad jeg siger.


Pecunia non olet.

Zen-koan: Klosterlederen sagde til munken Tatsuo: "Gå ned til brønden og hent vand." Bagefter sagde han til munken Kenji: "Gå ned til brønden og hent vand." Tatsuo og Kenji sagde: "Du kan umuligt gætte, hvem jeg mødte nede ved brønden i dag!"

Lille verden.



Se også: Stol ikke på dine onkler, 1. del.

Uhørt

Jeg smed to malerier ud i går. De er så grimme, at jeg ikke engang selv kunne holde dem ud.

For 10.000 ulykker

Min espressomaskine er død. Jeg trykker på knappen, men der kommer ikke noget ud. Den lyser, men den pumper ikke. (Hvad så? Jeg har prøvet at genstarte. Hjertemassage, kunstigt åndedræt, adrenalin?)


Det er en meget fin maskine, jeg købte til min kone i julegave for 12 år siden. Eller også var det et dampstrygejern, jeg har glemt det.

Nu har jeg været nede i skralderummet og hente min gamle espressomaskine, jeg i et anfald af overmod smed ud i efterårets store putsch, efter den sprang læk i 2007. Det er i skrivende stund de spændte minutter, hvor jeg venter på, om den virker.

Jeg kan ikke huske, hvordan man gør. Vent lidt, der kommer vand ud nu, men den lugter underligt, maskinen. Jeg gør et forsøg med bønner...



Det, der var galt med denne espressomaskine, var, at vandet kom ud alle andre steder end i koppen, og sådan er det stadigvæk.

Nu må jeg ud i kolostomimaven og hente min reserve-reserve-espressomaskine, jeg købte engang for en 50'er af en Brøndby-fan, der aldrig fandt ud af at bruge den. Det er på alle måder en inferiør maskine. Satans da også med det altsammen. Jeg er hjemsøgt af ulykker. Hvor uheldig kan ét menneske være?

Ofring

Som en kærlighedsgave købte jeg min kone en bakke italiensk salat, men hun sagde, det smagte elendigt, og nu har jeg smidt den ud.



Det var en uselvisk handling, idet jeg ikke spiser den slags selv.

Konklusion: Næste gang køber jeg den billigste slags.

Hvad godt er der ved det?

Det er irriterende at være ude hos min kones venner. Så siger hun f.eks.: – Se, de har ikke en kant under køkkenbordet, hvor maden kan gemme sig.

Jeg hader udgifter – især til møbler, der alligevel ikke holder

***
Da min kone tog mig tilbage i sin tid, fik hun mig til at købe en masse møbler. Nu vil hun have, vi (jeg) skal smide dem ud igen. Jeg hader at købe møbler, der ikke varer en livstid. Så vil jeg hellere bygge dem selv af pap og affaldstræ. Ja, grin bare, det gør hun også – og fnyser hånligt – men jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.


Og det har andre også. Jeg er ikke alene. Dobbelttyk pap, køleskabskasser – det er en reol eller et klædeskab eller en kommode lige dér – tapetklister og tapet eller andet papir til at dække æstetisk. Her blot et par eksempler på papindbo af førende designere.

Det er heller ikke første gang, hun har fået mig til at købe møbler for at markere et skift eller en begivenhed. Hver gang jeg har lidt penge, skal de bruges på møbler, det værste at bruge penge på af alt.

Hvorfor lader jeg mig lokke? Fordi så kan jeg føle mig som en konge ved at glæde min dame. (Ikke fordi der er noget ved møblerne, det er bare sånoget IKEA-lort, brug og smid væk, møblernes gummisko, en Bali-kommode, sånoget. Spild af penge.)
***