Humørhjørnet

– Der er ingen tvivl om, at livet for mange er fucked up.

Dårlig stil

Min datter vil gerne med ud at male i mit værksted, men jeg kan ikke lade hende, for her lugter af røg.

Intet godt

Jeg kan næsten ikke klare at ringe til min mor mere. Hendes smerter begynder allerede om morgenen. Hun kan dårligt gå nogen vegne. Om natten ligger hun i fosterstilling med en pude knuget mod maven.

Hun kan ikke kapere, at hendes krop har vendt sig mod hende.


Klik og forstør.

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, når det bliver værre. Jeg har ikke lyst til at tænke på det. Jeg har det som om, det pludselig kan gå utroligt hurtigt.

Det sidder på leveren og milten og allevegne.

Den tid igen

Jeg skal med min mor til samtale på hospitalet i morgen. Vi talte i telefonen i går:
– Jeg kan også godt spørge en af dine brødre i stedet for, sagde hun.
– Lad hellere være med det, sagde jeg. – De bliver bare følelsesmæssigt belastede, og så ender du med at trøste dem.
– Hahaha, lo hun hjerteligt. Det er rart at få hende til at grine.

Hun har ingen energi. Hun har mavesmerter, fordi kræften snart er over det hele. Nu er hun lige færdig med sin sidste runde kemo, der heller ikke virkede. Jeg tror ikke, de har mere tilbage at kaste efter hende.

Endeløse ærgrelser og billige fantasier

***
Det, der sker, når hende, man elsker, holder op med at vise en kærlighed er, at man kommer til at hade og afsky hende i stedet for.

Man tænker "fede røv" i stedet for "gode, store røv".

Det er altsammen meget småligt.

Jeg forestiller mig i min fantasi, hvordan jeg vil afvise hende (haha, men husk, det er min fantasi): "Lad min pik være", vil jeg sige. Skubbe hende fra mig og sige: "Du skal ikke tro, du bare kan udnytte mig som dit sexredskab."

Man holder op med de små betænksomheder, der styrker det sociale netværk – her det kærlige netværk i den mindste sociale enhed, parforholdet (huhej) – og i stedet lader man tingene falde fra hinanden eller river decideret i stykker.

Jeg går rundt hele dagen og tænker, hvor sur og irriteret jeg er og hvor dårligt humør jeg er i – hele dagen, selv når hun står lige ved siden af. Det er værre, når hun står lige ved siden af.

Det er meget usundt altsammen og skader familien (den næste, udvidede sociale enhed) og hvad der ellers er.

Det hjælper heller ikke at brokke mig her – det får mig ikke ud af mit hoved – det ødelægger bare mere på lang sigt.

Jeg kan ikke foretage mig noget fornuftigt, fordi jeg bare tænker på, hvordan det hele er noget lort. Jeg kan ikke koncentrere mig om noget.
***

Som man ser på det – Hvor er mine lyserøde briller?

***
Jeg har tænkt på, om det er sundt for mig at dyrke alt det her dårligdom, svælge i hvor sygt det hele er hele tiden. På den anden side er det en måde at komme af med lortet.

Måske hvis jeg tænkte positivt, ville alting blive bedre eller i al fald se bedre ud.

Nu er mine læsere også begyndt at true med selvmord. Det er en twist.

Suk, jeg tror det er lige meget, hvordan jeg tænker på tingene, det forandrer ikke en skid, andet end at jeg måske ville se mere fanatisk ud og stirre hult og smile bredt som en genfødt kristen: Jeg er fandengaleme lykkelig! Hører I? Jeg er så lykkelig, så lykkelig.
Hurra!
Hurra! Jeg er så glad.
Hurra, hurra, hurra!
Jeg har det allerede bedre. Jeg tror, den er ved at vende.
HURRA! HURRA! HURRA!
Hvis jeg fanatisk råbte hurra hele dagen som en højrøstet Hare Krishna, må min lykke da vende.
HURRA! HURRA! HURRA!
***

Værre end ingenting

***
Fucking lortedag. Jeg er syg (ikke at jeg fejler noget, jeg er bare ikke rask) og tvang mig selv ud (gennem piskende regn) for at male et maleri færdigt, der skal afleveres i morgen, men i stedet for ødelagde jeg det hele. Det eneste jeg skulle var at ændre en mindre detalje på revolveren, og så endte jeg med at ødelægge hele hånden (ligesom at prøve at fjerne en plet, og så bliver den større og større). Jeg kunne sagtens være sluppet afsted med det, som det var. Satans.

Jeg får det fysisk dårligt ved at tænke på det.

Min datter ringede midt i det hele og var bange og alene. Jeg er hjemme om en halv time, sagde jeg, men i stedet for stod jeg og malede det samme om og om igen i tre kvarter og endte altså med at skuffe alle.

Jeg skulle være blevet i sengen.

Der skal selvfølgelig nok komme noget bedre ud af det i sidste ende, og det er jeg allerede indstillet på, men hvorfor kunne jeg ikke bare lade det være i fred? Hele ideen med det billede er, at det skal være færdigt, hver gang jeg holder op med at male på det, og det er det ikke nu.

Bedre at gøre intet end at lave noget lort.


Morale: Man skal aldrig gøre noget for fuldstændighedens skyld. Fuldstændighed er for amatører og bureaukrater.
***

Jeg så dette opslag på tavlen i dag

***

Jeg har fået en dødbringende sygdom, så hvis nogen af jer vil glæde mig ved at gøre mig seksuelle tjenester, er I meget velkomne.

Pletskaldet overskæg

***
Jeg var hos lægen og fik at vide, at der er en sammenhæng mellem min pletskaldethed, min B12-mangel og div. autoimmune sygdomme. Flere blodprøver forude.

Ja, I læste rigtigt: pletskaldethed. På armen, benet og i overskægget. Nu er jeg nødt til at barbere mig hele tiden (altså ikke på ben og arme, det er jeg ligeglad med.)

Hvor pinligt er det ikke at blive gammel?

Det hele falder fra hinanden. Et par revner i pudset, og hele væggen skal mures op igen, når man piller lidt i den.

*

Symptomerne på B12-mangel er træthed og depression, står der på nettet, og det har jeg, og er jeg, altid.

– Det har du været så længe, jeg har kendt dig, siger min kone.

– Hvordan kunne du vælge sådan en træt, deprimeret mand som mig? spørger jeg.

– Dengang var du også glimtvis frisk, siger hun.

Jeg har altså beviseligt engang haft mine friske perioder.


På plussiden er min opfedningskur ved at give resultat: Jeg har foreløbig genvundet 4 kg.

På plussiden (2) passer det her vitaminmangel meget godt med mit image som blodfattig klynkekunstner.


Bloggerens anmærkning: Det er én god grund til, at jeg lukker bloggen her. Hvad rager det her nogen?
***