Tzching! Tzching! Tzching!

Boomeranggaveprincippet

Hvert år giver jeg min far julegaver med henblik på, at jeg snart kan få dem tilbage i tilfælde af hans død (han er meget gammel). For nogle år siden fik jeg mine brødre til at være med til at splejse til en espressomaskine. Den blev brugt præcis én gang, da Bentes eksmand var på besøg, ham der altid går rundt med en kæk bandanna om halsen i bedste Nina og Frederik-stil, men lad nu ham ligge, det ækle lille pikhoved, der får min far til at ligne verdens rareste mand, alene ved det at hán er afslappet. Den espressomaskine kunne jeg så tage tilbage sidste måned, da min egen brød endeligt sammen (i denne veldokumenterede episode). Sidste år gav jeg ham første sæson af Mad Men, som han ikke kunne lide og gav mig tilbage hen ad foråret. Mine brødre har i årevis givet ham skolefotos af deres børn, som han piller ud af rammerne og putter noget andet i. Hvad skal jeg give ham i år? Som regel bliver det kager. Et år gav jeg ham Peter Beier-chokolade, som jeg ikke hørte noget af. Året efter gav jeg ham "Lokums"-kager fra kiosken, som han roste. Der er ikke hoved eller hale på det, men én ting er sikkert: jeg skal spare mine penge, hvis jeg ikke vil have gaven tilbage.


Alle ka' li'e en applepie.

Sten-, stendødt

***
Min kone kan kun have sex med mig, når hun har drukket. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget. Intet er givet. Der skal i hvert fald en halv flaske til, før der kan blive tale om noget.

Ellers vil hun ikke engang se mig i øjnene. Til hverdag flakker hendes blik undvigende omkring for at undgå at fæstne sig ved mig. Det er næsten pinligt. Det gør faktisk ondt.

Jeg mener, intimitet starter med at se hinanden i øjnene – to rå hjerner i direkte kontakt.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har gjort. Eller også handler det ikke om mig. Er det ikke klichéen? Du skal ikke tage det personligt. "It’s not you, it’s me" – hvilken fornærmelse.



Jeg må konstant lægge låg på mine følelser og lade som ingenting for ikke at gå grassat. Det er bare røvsygt, når man mener at kærlighedsudveksling og sex*) er en almindelig del af et sundt liv. Hvad skal man så bruge hinanden til? Alle andre ting kan man få folk til – rengøring, børnepasning, vedligeholdelse osv. – uden at det er socialt forkasteligt. Hvornår er det legitimt at få sine seksuelle behov dækket andre steder? Hvis ens ægtefælle er paralyseret fra halsen og ned? Hvad med følelsesmæssig paralyse? Jeg kender ikke et eneste lykkeligt gift menneske. Jeg kender ikke en eneste person, der lever i et gensidigt seksuelt tilfredsstillende forhold. Og hvad kan man så bruge det til? Det er nok bare fundamentalt unaturligt at være sammen så mange år. Nå, jeg rabler. Hver gang jeg letter låget en lille smule, slår dampen ud til alle sider.


*) Sex. Jeg kan ikke lide at skrive det ord. Jeg er eddermame ikke Joan Ørting. Jeg har det bedre med "kønslig omgang".
***

Første dag i kolo

***
Jeg kan ikke få noget til at virke. Jeg har lyst til at smide min tang gennem vinduet.

Jeg skrev en note om, at min kone ligner en plukket kylling i solen. Nu kan jeg ikke finde den. Jeg må have tabt den et sted.

Er det hemmeligheden ved et forhold, at være alene sammen?

Parallelle lig i kister af tavshed.
Begravet i tavshed.
Dræbende tavshed.



Under en kæmpehøj af tavshed
ligger jeg levende begravet
med munden fuld af jord
ikke en gravrøver forstyrrer
min tavshed.
***

Påskefrokost i solen

***
Noget af det sørgeligste ved at være i et mangeårigt forhold er følelsen af, at den anden ikke gider være sammen med én. Jeg tror f.eks. ikke, min kone reelt har gidet lytte til mig siden 1995.

– Jeg gider ikke spilde mit vejr på dig, sagde jeg, – når du ikke gider høre efter.

– Bliver du fornærmet nu, fordi jeg ikke giver dig 100% opmærksomhed, siger hun med sådan en irriteret skærebrænderkant i stemmen. – Har du noget mod, at jeg læser min bog?

Nu får jeg foredraget om, hvad jeg skal og ikke skal.

15% opmærksomhed hver 14. dag ville være fint. Kom her, spis den frokost, jeg har dækket op til, og lad være med at tale med mig.

"100% opmærksomhed" – som om det var dronningens gunst, jeg skulle kæmpe for.
***

Løse læber II - Don Nzo i kvindeklæder

Jeg havde ikke noget bedre at lave og følte mig rastløs, så jeg gik ud med Don Nzo.

Desuden havde jeg lige fået ordnet håret, så jeg havde noget at vise frem.
– Du ligner "Gerda fra Køge på vej i Bilka", sagde Don’en efter et par bajere. Det er mine venner...

Jeg har det altid som om, når jeg lige har været hos frisøren, at jeg går rundt med en skulptur oven på hovedet, stylet og bobbet som jeg er.

Jeg frøs om ørerne på vejen hjem.

Det viser sig, at Don Nzo i forklædning i månedsvis her på siden har optrådt som "Rose of Aberdeen", den mest irriterende af mine læsere, som mange ønsker død. Jeg havde efterhånden regnet den ud: så irriterende er der kun én der kan være. Han kan ikke engang holde på sine egne hemmeligheder. Hans løse, flaprende læber bliver min død.