Jeg giver aldrig slip

Det er interessant, vi havde et skænderi i går uden at blive uvenner. Det var ret latterligt selvfølgelig: – Hvordan har du så tænkt dig at købe lagkagebunde, sig mig det?
Men vi blev ikke uvenner, og bagefter klyngede jeg mig til hende som en abeunge.



– Vi lyder som et syngespil.

Hej derude, natteravne (Søvnløs II)

***
Jeg var vittig i dag til familiefødselsdagen:

– Er det jordemoderkaffe? spurgte min lillebror.
– Ja, sagde jeg. – Jeg har det allerede, som om jeg skal allerede føde.
Haha.
– Hvad ved du om at føde? spurgte min mor.
– En del. Nu er der kun 28 sekunder mellem veerne.

Sådan her:

V............28 sek.............V

Satans også. Klokken er 1, og jeg kan ikke sove. Jeg tænker på en kop hasselnødskaffe, jeg drak i formiddags. Jeg kan stadig smage den.
Jeg tror ikke, jeg kan tåle flødeskum.
Det er som jeg bliver slået i baghovedet med et baseballbat konstant. Ikke hovedpine, men som konstant at vågne.
Jeg skal op om 5 en halv time.
Det er bare at nyde øjeblikket, siger jeg til mig selv. Hvert minut er en gave.
Der er ikke noget, jeg har lyst til at tænke på.
Om 7 en halv time skal jeg have skiftet en plombe eller to. Jeg har fire opgaver, der skal afleveres, og jeg har ikke fået holdt ferie. Jeg har ondt i knæet. Hvad ellers? Ellers ikke noget. Ellers fuck, at jeg ikke kan sove.
***

Døden og altings begyndelse – konforme seriers problem

***
Dilbert blev ødelagt for mig, da jeg læste et sted, at serien var reaktionær eller konform eller kontraproduktiv eller sådan noget lign., fordi Dilbert altid bare bliver i sit job i stedet for at bryde ud, fordi det er nemmere at blive i sit lortejob og være sarkastisk end at turde gøre noget ved tingene. (Det lyder som mit liv, jeg stakkels handlingslammede stakkel.) Kritikeren havde selvfølgelig ret, men at tage konsekvensen af hans råd ville jo betyde seriens død, og så ville Scott Adams, Dilberts skaber, ikke have sit fede job længere.

Det er det samme problem med så mange serier, og det, der i sidste ende, gør dem så klaustrofobiske. Se bare The Simpsons: Hvornår vokser den baby dog op?!

Det er kvælende.

Og konformt.

Halloween-afsnittene er de bedste, fordi de er komprimeret i handlingen*) og gerne slutter med alles død. At slutte med alles død og/eller total ødelæggelse er en god ide (ligesom Kenny, der dør hver gang i South Park – en serie, jeg heller ikke kan snuppe, fordi den altid kun går lige til stregen. Jeg siger: Find en streg og vad straks over! Ligesom Borat.) Så gør det ikke så meget, at man starter forfra hver gang.

*) Så er der heller ikke plads til showtunes.

Det er især humoristiske serier, der har problemet med altid at vende tilbage til status quo og intet må forandres. Så kan jeg bedre lide Californication, der er et sjældent eksempel på en humoristisk serie med en fortsat handling fra afsnit til afsnit. Curb Your Enthusiasm ligeså med sin fortsatte handlingstråd gennem hele sæsonen eller hængende til næste sæson, som efter den 6. Hvad skal der ikke ske? (I øvrigt synes jeg Californication gik komplet i stå og holdt op med at udvikle sig efter ca. afsnit fem af første sæson, så jeg tager det tilbage. Men den startede meget godt.)

Nå. Fik i pointen?

a) Det er kedeligt, når alting altid skal vende tilbage til udgangspunktet (eks.: Onkel Joakim beholder sine penge). Seriens eneste pointe bliver til sidst sin egen fortsættelse.

b) Det er sjovt, når der er en udvikling fra afsnit til afsnit (eks.: hvis jeg kunne tage mig sammen i mit liv, så jeg kunne komme videre og ikke altid bare sad her og græd snot over mig selv).


PS Grunden til, at jeg begyndte på det her, er, at jeg er træt af Howard Stern, thi han er i bund og grund konform: han er for folk, der hader deres arbejde, men ikke gør noget ved det. Ligesom den slags skole- eller arbejdspladshumor, der er sjov, når man er der, fordi man er nødt til at være der og ikke har noget valg, men som er mindre sjov, når man har fri eller er kommet videre, og er fastlåst ved ikke selv at komme videre og propaganderer stålhætten: Bliv i dit job!

Jeg kan forstå, at De sorte Spejdere er sjovt, fordi man er på arbejde.



*** Tænk at jeg har spildt tiden på at skrive det her. Hvorfor laver jeg ikke noget fornuftigt i stedet for?***
***

Socialt selvmord

***
Højdepunktet til selskabet kom, da jeg spurgte min borddame, hvor hun havde gjort af peberkværnen, og hun uden at miste et taktslag illuderede, at hun trak den ud af sin vagina.

Jeg sad 45 minutter i Metroen, mens toget hakkede frem og tilbage mellem to stationer. Et førerløst tog – det føltes som at sidde i en cd, der skipper. Toget rykkede, og jeg faldt ned af sædet. Jeg trykkede på den grønne info-knap og sagde:
– Toget kører baglæns!
Hvilket var sandt.

– Jeg lider af klaustrofobi, sagde jeg og lagde mig ned på gulvet med benene i vejret som en død rotte.
Men der var ingen, der troede på mig. Så kom en ungersvend og begyndte at hive mit ben frem og tilbage, som pumpede han vand af en druknet.
– Så hjælp dog den mand! sagde han, mens jeg skingert lo.

Det var en vældig familiær oplevelse. At behandle min krop som en genstand.
Sådan kan man komme hinanden ved i de kollektive transportmidler i julemåneden.



Jeg trykkede på den røde alarmknap.
– Jeg er hypoglykæmisk, sagde jeg, hvilket ikke var nemt i min tilstand.
– Vi arbejder på højtryk, sagde stemmen.
– Vi arbejder på højtryk?! Jeg vil have hjælp, og så får jeg floskler?!
***

Klassisk dannelse

Jeg styrtede med min datter (11) og aftensmaden boblende i maven op til biblioteket i går aftes kort før lukketid for at låne en bog med latinske sentenser, hun ønskede at lære nogen af, fordi hun har læst for mange Asterix’er. Hun læste i den hele vejen hjem, mens jeg styrede hende uden om lygtepæle og hundelorte.

Hør bare her hvad der stod, og læg mærke til hvor godt det lyder på latin:

Est quaedam flere voluptas
Gråd er også en glæde
(Ovid)

Amantium irae amoris integratio est
De elskendes vrede er en fornyelse af kærligheden
(Terents)

Hallo, mand!

Jeg tvivler på, at hun kigger i den igen. (Resten af aftenen lå hun på sofaen med Skammertegnet. Hun bilder sig ind, at latin er nemt, og jeg siger ikke noget.)

Svenske Lotte

Jeg var til et mindre selskab hos nogle venner, da en af de svenske gæster gav sig til at hoppe op og ned.
– Hvad laver du? spurgte jeg.
– Det hjælper fordøjelsen, sagde hun, og sprang ud på toilettet.
Vi var bohémer. Det var en meget lille lejlighed.

*

Hun var fotograf. Hun udstillede billeder af sig selv som barn og sin far i underbukser. Hun antydede, at hun var blevet misbrugt, men jeg tror bare, hun ville gøre sig interessant. Det var lige den tid. Roseanne var lige kommet ud som incestoffer. (En tendens i 90’erne der kulminerede i Festen.)

*

Hun flyttede tilbage til Sverige, og sidenhen mistede jeg forbindelsen til hende. Min ven Steve var ovre at besøge hende. Hun tog ham med til en hotdogspisningskonkurrence og lærte ham at sige: – Ska’ knulla, jävla fitta?

Gravskælmeri - mine sidste suk

DINE DYRE NYE PATTER ER HELT RUNDE

DINE NYE PATTER KAN HAMRE STOLPER I

Subteksten er, at silikoneimplantater er unaturligt runde og hårde, så hårde at de kan hamre søm i – eller som her stolper i jorden.

Kommentar: Man bemærker, at I'et og ER'et i ovenstående tekster ikke har noget link. Det er fordi, jeg selv var nede og fotografere dem på kirkegården ved sidste weekends store fotosafari.

*

Suk, nu brugte jeg flere timer i forgårs på at klippe de her latterlige gravstenskvad færdig, og nu kan jeg ikke rigtig se det morsomme ved dem længere. Det var noget andet sidste mandag, da jeg brugte hele dagen på at finde navnene på nettet og komponere vittige vulgariteter med det snævre, forhåndenværende materiale i stedet for at lave det, jeg skulle, altså passe mit arbejde, alt imens jeg sad og fnes som en skolepige over mit eget spændstige, grænseoverskridende vid. Måske er det her virkelig ligesom den sjov, man laver i skolen, nemlig sjovest i forhold til omgivelserne. Ligesom russisk poesi under sovjetregimet. Det blev ikke bedre af at muren faldt.

Det her er i hvert fald de sidste af dem. Nu og aldrig mere. Fred være med dem.

Morale: Alting er sjovere end det man skal.

Mit stolteste øjeblik

Det vel nok stolteste øjeblik i mit liv udspillede sig – for mange år siden selvfølgelig – i en deli nede på hjørnet fra dér, hvor jeg arbejdede, på 25th St. og Park Ave. So. Deli-manden, en ægyptisk revisor, jeg gerne spøgte med, stod og snakkede med en kunde, da han så mig og sagde ”Her, grib” med en sølvpapirskugle, han havde rullet sammen. Og her bliver det godt, for jeg stod støt, urokkeligt, rørte mig ikke, end ikke da kuglen kom flyvende over min skulder. Da var det min hackysack-træning kom mig til gode, for med et lynhurtigt svirp af et spark bag om ryggen med ydersiden i sidste øjeblik returnerede jeg kuglen i en elegant bue direkte til hans hænder bag disken.