Døden og altings begyndelse – konforme seriers problem

***
Dilbert blev ødelagt for mig, da jeg læste et sted, at serien var reaktionær eller konform eller kontraproduktiv eller sådan noget lign., fordi Dilbert altid bare bliver i sit job i stedet for at bryde ud, fordi det er nemmere at blive i sit lortejob og være sarkastisk end at turde gøre noget ved tingene. (Det lyder som mit liv, jeg stakkels handlingslammede stakkel.) Kritikeren havde selvfølgelig ret, men at tage konsekvensen af hans råd ville jo betyde seriens død, og så ville Scott Adams, Dilberts skaber, ikke have sit fede job længere.

Det er det samme problem med så mange serier, og det, der i sidste ende, gør dem så klaustrofobiske. Se bare The Simpsons: Hvornår vokser den baby dog op?!

Det er kvælende.

Og konformt.

Halloween-afsnittene er de bedste, fordi de er komprimeret i handlingen*) og gerne slutter med alles død. At slutte med alles død og/eller total ødelæggelse er en god ide (ligesom Kenny, der dør hver gang i South Park – en serie, jeg heller ikke kan snuppe, fordi den altid kun går lige til stregen. Jeg siger: Find en streg og vad straks over! Ligesom Borat.) Så gør det ikke så meget, at man starter forfra hver gang.

*) Så er der heller ikke plads til showtunes.

Det er især humoristiske serier, der har problemet med altid at vende tilbage til status quo og intet må forandres. Så kan jeg bedre lide Californication, der er et sjældent eksempel på en humoristisk serie med en fortsat handling fra afsnit til afsnit. Curb Your Enthusiasm ligeså med sin fortsatte handlingstråd gennem hele sæsonen eller hængende til næste sæson, som efter den 6. Hvad skal der ikke ske? (I øvrigt synes jeg Californication gik komplet i stå og holdt op med at udvikle sig efter ca. afsnit fem af første sæson, så jeg tager det tilbage. Men den startede meget godt.)

Nå. Fik i pointen?

a) Det er kedeligt, når alting altid skal vende tilbage til udgangspunktet (eks.: Onkel Joakim beholder sine penge). Seriens eneste pointe bliver til sidst sin egen fortsættelse.

b) Det er sjovt, når der er en udvikling fra afsnit til afsnit (eks.: hvis jeg kunne tage mig sammen i mit liv, så jeg kunne komme videre og ikke altid bare sad her og græd snot over mig selv).


PS Grunden til, at jeg begyndte på det her, er, at jeg er træt af Howard Stern, thi han er i bund og grund konform: han er for folk, der hader deres arbejde, men ikke gør noget ved det. Ligesom den slags skole- eller arbejdspladshumor, der er sjov, når man er der, fordi man er nødt til at være der og ikke har noget valg, men som er mindre sjov, når man har fri eller er kommet videre, og er fastlåst ved ikke selv at komme videre og propaganderer stålhætten: Bliv i dit job!

Jeg kan forstå, at De sorte Spejdere er sjovt, fordi man er på arbejde.



*** Tænk at jeg har spildt tiden på at skrive det her. Hvorfor laver jeg ikke noget fornuftigt i stedet for?***
***