Hun skulle bare vide

***
Der udspillede sig følgende scene i mit hjem i dag:

Jeg begyndte at brokke mig over det sædvanlige – "Hvorfor kan de aldrig lave ordentlige accenter i danske tegnefilm? De har kun én slags: cirkusaccenten: 'Stur nummer! Jarj skarl vise darj!' De kan ikke engang lave en svensk accent eller bare en bornholmer" osv. – da jeg greb mig selv i det.

– Men fare for at gentage mig selv, sagde jeg til min kone gennem mange år, – jeg gentager vist mig selv.
– Ja, sagde hun. – Jeg skrev engang et digt om alt dit brok, der hed "Gylp".
– "Gylp", som i bukserne? spurgte jeg.
– Nej. "Gylp" som i dit brok.
– Jeg vidste ikke, du skrev digte.
– Der er meget, du ikke ved om mig, sagde hun.

Og så sagde hun:
– Hvorfor tager du ikke og skriver alt dit brok ned og udgiver det?
– Det har jeg også tænkt på.

(...)

– Hed det "Gylp", fordi du godt kan lide det, der ligger bag gylpen?
– Haha.


Morale: Det gode ved at skrive sit brok ned er, at man så slipper for at sige de samme ting hele tiden.
***