Den daglige vanvidsscene – det gælder om at holde hovedet koldt

***
Der kommer et tidspunkt lige før sengetid, hvor alle skriger ad hinanden. Børnene begynder at slås om en legetøjsslange, og jeg må skille dem ad.
– Nu får I ikke mere godnathistorie! råber jeg.
– Var der ikke noget, du skulle med de her børn? råber jeg til min kone. – Sætte en insuflon i eller sådan noget?
– Det har jeg gjort.
– Ud at børste tænder!
– Det er min slange!
– Waah, du holder altid med hende!

Så står jeg og vasker op (mest fordi jeg ikke gider putte børnene, der giver mig hovedpine): – Det kunne være rart, hvis du gad vaske op engang imellem.

Det irriterede mig også i morges.

– Hvad?
– Jeg har lavet mad og vasket op hele ugen. Det bliver kedeligt. Det kunne være rart, hvis du også gad …
– Hvad mener du hele ugen? Bare fordi du en sjælden gang …
– Jaja, lige meget hvad jeg gør, har du et bagkatalog af lidelser, jeg aldrig nogensinde kan indhente!
– Du skal ikke spille martyr.
– Ja, jeg er en martyr! En martyr! Jeg er en MARTYR!*), siger jeg, mens jeg angiver takten med opvaskebørsten på kanten af håndvasken.

Børnene står og hænger med hovedet.

Lige meget hvad jeg bidrager med, økonomisk eller husholdningsmæssigt, bliver det ikke regnet for noget.

Hvorfor tager jeg ikke bare og sømmer mine nosser op på væggen med det samme?

*) Hellere martyr end slet ikke tyr, som min nye far plejede at sige.

På en skala fra 1 til 10 er det her en 5. Rundt regnet par for banen.
***