Hvordan kommer man gennem den?

Hvad fanden tænker børnene ikke, når jeg allerede om morgenen siger til min kone: – Nu gider jeg ikke tale mere til dig.

Sandheden er, at jeg er ked af det, og jeg synes, hun er skideskrap. At tale med hende gør det kun værre. Det handler om, at jeg ikke kan tale med hende.

Så skal jeg gå med mine bulnende øjne og se sørgelig ud hele dagen.

Og udsigtsløshed

*****
Hvor jeg dog hader mit liv.
Jeg står nede på bunden af et sort hul, jeg har gravet, og kan ikke komme op.
Der sker ingenting, jeg gider ingenting og jeg opnår ingenting.
Jeg har i livet ingen glæder,
og over det jeg græder.
Jeg har hovedpine
helt ud i øjnene mine.
Jeg ser mig selv stå stille
– det er det eneste, jeg kan
Hvad var det egentlig, jeg ville?
– Vær dog en mand
Jeg piver, gør jeg
Intet tør jeg
Intet jeg når, før jeg
dør, nej
Jeg er lammet, paralyseret,
et offer, ekstermineret,
for min egen ugidelighed
Jeg lærer at leve med den dårlige samvittighed,
for jeg kender mig selv til hudløshed
(Min bedste kvalitet er min gudløshed,
min næstbedste er min muskuløshed)
Jeg kender mig selv til bevidstløshed,
min useriøse vægtløshed,
kvalt i min egen selvrespektløshed
og i det her tilfælde min endeløshed.


***

Åh gud! Hvad nu?

***
Jeg er grædefærdig. Jeg har spildt min dag igen. Intet har jeg fået ud af den. Jeg laver det her fucking job, jeg ikke kunne sige nej til, fordi det er fra min største kunde, der tangerer det kedeligste, jeg nogensinde har lavet. Jeg når intet andet, og det, jeg gør, fejler. Så vil jeg lave det, så vil jeg lave det, så vil jeg lave det, men intet af det bliver til noget. Jeg sidder bare passivt og ser til, mens mit liv og mine drømme smuldrer omkring mig, og alting hober sig op som monument over min almindelige handlingslammelse, min manglende beslutningskraft, min frygt for at slippe noget som helst.

Hvad lever jeg for? Lidt lørdagssex, en video? Mine børn, mit ægteskab, der styrer mit humør? Hvad er der ellers?

Jeg købte en fucking cykel i sommer, og den er allerede ved at gå i stykker. En ting til jeg ikke gider tænke på eller gøre noget ved. Jeg cyklede hjem i dag efter min kiksede dag med bulnende øjne af indestængte tårer og styrede direkte ud på lokummet.

Jeg kan ikke se nogen i øjnene. Jeg har så dårlig samvittighed over de ting, jeg ikke får gjort. Den mindste telefonopringning får jeg ikke lavet. Det er ad helvede til. Og så alt det andet lort, man skal i julemåneden. Jeg skulle have lukket denne blog, da jeg havde chancen. Intet nytter. Det hele betyder ingenting. Jeg har intet.
***

Jeg prøvede at lave noget kunst, men det lignede alt sammen Popeye

***
Noget i den her stil.





Her forsøger jeg at tegne Popeye aka Skipper Skræk efter hukommelsen, men det ligner ikke en skid.



Jeg kan heller ikke huske, om det er det nærmeste eller fjerneste øje, der popper.

***Glem det her, og se de oprindelige, nyrestaurerede Fleischer Bros. Popeye cartoons på DVD – eller YouTube (helst DVD, for gråtonerne og baggrundene er fantastiske). Det gjorde vi i sommer. ("Hvis man er træt af Popeye, er man træt af livet", som min veninde Mo siger.)***



Jvf. også XNO’s Frankenpop, der moser Popeye og Frankenstein:

* * *

Efter redaktionens slutning vedhæfter jeg følgende barnagtige vers, udelukkende fordi det ikke ellers findes på nettet (man græmmes ved manglen på sund, dansk populærkulturudbredelse):

Her kommer Skipper Skræk,
hans kone hun er så fræk,
hun sidder derhjemme
med ballen i klemme,
her kommer Skipper Skræk.

(Til melodi af Popeye the Sailor Man, sføli. Det er noget mine børn synger. Alternativt: "Her kommer Skipper Skræk / med lommerne fulde af bræk / Han sidder derhjemme..." osv.)
******

Angst over at fremstå som en dødning

***
Jeg er så tynd, at når jeg møder folk, er jeg bange for at gå i opløsning foran dem, at mine øjne skal poppe ud af hovedet på mig. At de skal sige: "Han smiler kranialt" ved synet af mine lange gule hestetænder.


– Vrinsk!
***

Kunstnere er nogen svin, også på Islands Brygge - eller: Hvad, har de ingen håndvask?

Hvorfor ville fire kunstnere, der har tre etager ned til nærmeste lokum, vælge at pisse (og muligvis skide) i en murerbalje i stedet for at bruge f.eks. halvandenliters colaflasker?


Det minder mig om den Sartre-bog, hvor nogen franske soldater barrikaderer sig i en kirke og fylder døbefonten med vin, men da en drikker af den om natten, er der nogen der har skidt i den. Et uforglemmeligt billede. Sådan forestiller jeg mig min ven Florian, da han lånte atelieret, fordi han skulle støbe noget, og opdagede den halvfyldte balje.

Du store, hvor jeg ikke gider arbejde

Jeg vil meget hellere flippe.

Der er
ingen grænser
for
DET FEDE FLIP!

Hvorfor skal alternative behandlere altid se så mærkelige ud?

Eks. 1



Jeg mener, han har jo selv valgt billedet.
Hvad tænker han på?

(Fra Nettos opslagstavle i Valby, et godt sted at finde sig en behandler!)

•

Han ligner Jonah Hex.

Ondt i hjernen

I går aftes

Jeg er komplet kvæstet af åndssvagt arbejde. Mit hoved værker. Mine øjne bulner.
Jeg er så langt fra hvad jeg godt kunne tænke mig, som jeg overhovedet kan være.
Ind i mellem ser jeg noget: Dét kunne jeg tænke mig, dét kunne jeg tænke mig, dét var en god idé, men jeg når aldrig til det.
I mellemtiden sidder jeg med andre folks lort og forgylder det.
Og når der så endelig ikke er noget jeg skal, laver jeg ikke noget. Ingenting. Så skal jeg lige læse avisen på nettet, løse en sudoku, skrive 28 breve, der spilder andre folks tid, og så er det tid til at gå hjem.
Det ser ikke godt ud for mig.
Jeg synes jeg har mindre og mindre tid hver dag, og det ikke kun i det store kosmiske regnskab. Jeg synes der var engang jeg havde tid til at gøre forskelligt.
Jeg skubber det hele foran mig: Nu skal jeg lige lave dét først, nu skal jeg lige lave dét først, og udskyder det jeg godt vil.
Snart er jeg død, og så kan det hele også være lige meget.
Det er hvad jeg har at se frem til. Den lange, kolde søvn.

Jeg skal arbejde ad helvede til i morgen. Hvis ikke jeg skyder mig selv først og gør en ende på mine lidelser. En krysters vej ud af et krysteragtigt liv.
Jeg ligger som jeg har redt
med ballerne spredt,
hvad det så end betyder.

Dårligt nyt

Her er nogle af de sædvanlige tegninger, jeg laver, når jeg har min mor i røret. Hendes kræft har spredt sig til binyrerne.

Det er så negativt alt hvad jeg har at sige

Som den sidste i rækken af weekendens ydmygelser var jeg ude at få tæsk i motionsboldsport, og da tænkte jeg: Er det lovligt, når modstanderen ligger på jorden, at lade sig falde og knuse hans strubehoved med knæet?

(15 år senere ligger hans søn på lur og kører mig over med bilen.)

Jeg havde det som om, jeg var 12 år gammel. Nu kan jeg huske, hvorfor jeg holdt op med at dyrke organiseret sport.
Hele min bevidsthed sad ude i øjnene.
"Hidsig" er ordet.

Jeg føler mig som en af de midaldrende mænd, man hører om i læserbreve, der kører for hurtigt og aggressivt på cykelstien.
I det mindste har jeg alt mit hår.

(Han har en middelalderkrise. Han tager alene til ringridning. Haha.)

Kosteligt, kosteligt

Min kone sagde noget sjovt i går. Straks hentede jeg min stenografiblok og bad hende gentage det. Hun nægtede selvfølgelig, men jeg tror jeg husker det rimelig ordret alligevel. Her er hvad hun sagde:

"Du er heldig, ved du det? Jeg er faktisk ikke særlig skrap."

Herved mente hun, at andre folks hustruer er meget skrappere. Min er god og mild og overbærende ifølge hende selv, især i sammenligning med andre. Hvis jeg bare vidste! Men hun har jo selvfølgelig ret. Hun har ret. Hun har ret. Hvis bare jeg bliver ved med at sige dét...

*

Hun sagde også til mig over middagsbordet: "Dine øjne bulner endnu mere end de plejer!" Det var fordi jeg havde været ude at dyrke boldsport for første gang i tyve år og var døden nær.