Sit eftermæle er sgu noget mærkeligt noget at bekymre sig om

Der er dét på den ene side og på den anden side at forsøge at undgå smerte og for så vidt muligt have det rart.

Mine farver eksploderer.

Der er dage, hvor jeg har lyst til at smøre mig ind i min afføring og løbe skrigende omkring som Harvey Keitel i Bad Lieutenant, men jeg finder altid på noget andet i stedet for. Bare fordi man får en ide, er ikke det samme som, at man bør føre den ud i livet. Der er dage, hvor jeg har lyst til at lade tissen løbe ned i min sko.

En af dem

Der er dage, hvor jeg har lyst til at smøre mig ind i min afføring og løbe skrigende omkring, men jeg gør det ikke, for jeg har impulskontrol. Hvis jeg i øvrigt gjorde det, ville jeg hurtigt fortryde.

Ny retur

Jeg fik min legendariske digtsamling "Atomstøv" tilbage fra et mellemstort forlag i provinsen uden så meget som et ord med på vejen og gav den til min gode gamle fhv. bedste ven at læse:

– Er du klar over, hvor barnagtigt det her er? sagde han (ang. kap. 7).

– Det er proto-Jammer! sagde jeg.

Det er mine ærlige følelser, som jeg siden fortryder.

Efter 80 dage har jeg reduceret mit maleri til en perfekt grå flade

Det er meget uheldigt, at jeg igen har lavet et billede uden komposition. Jeg ved ikke, hvad der er for og bag. Næste gang starter jeg med kompositionen, som et fonuftigt menneske, og fylder ud bagefter. Det virker bare så kedeligt.



Jeg bør lave en liste over alle de ting, jeg ved er rigtige, men aldrig tager mig af: Start med de store former først osv. Hvis jeg pakkede kuffert, som jeg maler, kom jeg aldrig på flyet (jeg er en brillant pakker).

Jeg skal gøre, hvad jeg siger, ikke hvad jeg gør.

Opdateret – næste morgen

Der var ikke den store motivation for sidste indlæg, andet end at jeg havde lyst til at bringe min fiffige Gaddafi-GIF, nu den var fra samme dag. Men jeg har haft Al Jazeera English kørende i ugevis hvert ledigt øjeblik og er fuldstændig forgabt i det mod, mennesker udviser i verden for tiden. Al Jazeera har en god uamerikansk, ikke-vestlig vinkel på begivenhederne. Det føles rart at se arabere på en anden måde.

Det er ligesom at tune ind på et følelsesmæssigt barometer eller en følelsesradio, der påvirker en. I morges tudede jeg mine briller til over opvasken, fordi en ung libysk kvinde i eksil så så godt ud og var så artikuleret og engageret (foto mangler desværre). Kald mig bare et gammelt fjols.

Jeg kan kun forestille mig det i forhold til de danske frihedskæmpere under WWII. Det, de er med til, husker de resten af livet.



PS Hvad hedder "there's strength in numbers" på dansk? Sammen er vi stærke?

Snedighed

Da jeg var ung, tegnede jeg en tegning af en lygtepæl, der tissede på en hund, og syntes det var vanvittigt snedigt fundet på. Derfor skuffede og forvirrede det mig, da jeg senere så den samme vits i et hjørne af en Will Elder-tegning fra MAD. En isoleret detalje, det var alt, hvad jeg havde.

Jeg har senere lært at passe på med at være for snedig, Når jeg tror, jeg har fundet på noget rigtigt snedigt, er der som regel nogen andre, der har fundet på det først. Ikke så underligt i øvrigt, når man bevæger sig indenfor et felt af klichéer (en hajfinne i en sardindåse, f.eks. – man kan sætte en hajfinne i alt, og det behøver ikke være vådt). Det, der er vigtigt, tror jeg, er, at det, man laver, er personligt. Der er vel for fanden ikke nogen andre, der er bedre til at være én selv (og det siger jeg, der skriver pseudonymt).

Her er en anden af Will Elders tegninger fra MAD til sammenligning.

Forfra igen

I går lavede jeg noget meget fedt, så kommer jeg ind i dag og ser kun alle fejlene.

Hvordan kan det være?

Når jeg ser en kvinde med en stor røv på gaden, får jeg lyst til at bokse hende i den.
Er det naturligt?

Gravskælmeri - mine sidste suk

DINE DYRE NYE PATTER ER HELT RUNDE

DINE NYE PATTER KAN HAMRE STOLPER I

Subteksten er, at silikoneimplantater er unaturligt runde og hårde, så hårde at de kan hamre søm i – eller som her stolper i jorden.

Kommentar: Man bemærker, at I'et og ER'et i ovenstående tekster ikke har noget link. Det er fordi, jeg selv var nede og fotografere dem på kirkegården ved sidste weekends store fotosafari.

*

Suk, nu brugte jeg flere timer i forgårs på at klippe de her latterlige gravstenskvad færdig, og nu kan jeg ikke rigtig se det morsomme ved dem længere. Det var noget andet sidste mandag, da jeg brugte hele dagen på at finde navnene på nettet og komponere vittige vulgariteter med det snævre, forhåndenværende materiale i stedet for at lave det, jeg skulle, altså passe mit arbejde, alt imens jeg sad og fnes som en skolepige over mit eget spændstige, grænseoverskridende vid. Måske er det her virkelig ligesom den sjov, man laver i skolen, nemlig sjovest i forhold til omgivelserne. Ligesom russisk poesi under sovjetregimet. Det blev ikke bedre af at muren faldt.

Det her er i hvert fald de sidste af dem. Nu og aldrig mere. Fred være med dem.

Morale: Alting er sjovere end det man skal.