Lidt om mig – diskrete hemmeligheder

Meget få mennesker ved det her om mig, men bedst af alt kan jeg lide fri jazz. Til min begravelse skal der spilles Albert Aylers Love Cry.*)

Meget få mennesker ved det her om mig, men hvis jeg føler mig deprimeret og nede, kan jeg godt lide at spise en masse hårdkogte æg.

Den tredje ting har jeg glemt.

…men jeg taler til spejlet og siger forfærdelige ting? Nej.

…Nu kan jeg huske det. Ved mnemotisk meditation foran skærmen er det kommet til mig...**)

Meget få ved om mig, at jeg elsker en stenmur. Et gammelt stengærde er noget af det bedste, jeg ved.






**) Tak til Donner-drengen for The Trip. Glimrende serie. Viser hvor forud for deres tid Poul & Nulle var. Ret mig, hvis jeg var tager fejl. Begge dele er i orden.

*) Ikke at forveksle med Alvin Ailey, barfodsdanseren:

Fwd.

Jeg drømte at jeg gik på stranden med
Lars Bukdahl i hånden.
Hey Lars, sagde jeg, må jeg ikke låne din
Gamle Nick fra Trumf-serien?
Han lo under den bredskyggede hat.
Bagefter ristede vi pølser,
hans: kalkun, min: tofu.
Vi svømmede og dykkede mens hvalerne
sang.

Et forpint blik helt nede fra tarmen

Min ven rockstjernen kiggede forbi, men han gik hurtigt igen.

Så mødte jeg ham nede i Irma.
– Kommer du ikke og får en kaffe igen snart? sagde jeg.
– Den kaffe, sagde han, – er simpelthen for sort. Jeg kan ikke drikke den.

Siden har jeg ikke set ham.

Jeg skylder ham en mikrofon og et stativ, han har arvet fra Annisette. Det er så massivt, det kunne slå en mammut ud eller tænderne på Sammy Davis, hvis han hurtigt vendte sig fra den blinde vinkel.

Postkort

Her er jeg i 1982 1984 1985: jeg går rundt i N.Y. med B-52’s i Walkman’en og ryger en $1-joint med oregano i Washington Sq. Park sammen med ham, jeg har købt den af, på ryggen af en bænk.

Meget skal man finde sig i

Jeg befandt mig i selskab.

– Du skal overtrumfe, hver gang jeg siger noget, sagde Torsten. Lad os kalde ham det, han ved, hvem han er. Og det er rigtigt. Det gør jeg. Jeg skal altid være klogere, sjovere, smartere. Navnlig når der er tale om andre hanner.

Her er, hvad han sagde i et enkeltstående tilfælde: – Talking Heads lavede to albums før live-pladen Stop Making...

– Stop, sagde jeg, og så remsede jeg dem op: '77, More Songs about Buildings and Food, Fear of Music, den med flyene på og den med Psycho Killer, men jeg mente Slippery People. *)

Da han sagde, at Talking Heads tog navn efter de snakkende hoveder på tv, tunede jeg det ud.

Hvorfor skal folk altid spille Stop Making Sense til selskaber? Det er anden uge eller lign. i træk, det er sket.


*) Hvor nørdet er jeg ikke, tænkte jeg, mens det stod på.


Tina Weymouth, kvindelig bassist. Ikke bare er hun bassist, hun er kvinde. Gift med trommeslageren, er det en indarbejdet rytmesektion eller hvad? Jeg så Stop Making Sense to gange i Klaptræet i firserne, og hver gang var lyden usynkroniseret. Jeg gik ud og brokkede mig, og to minutter efter var den usynkroniseret igen. Det var alt, hvad jeg kunne tænke på, lyden og munden der langsomt gled fra hinanden. Og nu? Nu vil jeg hellere tænke på noget andet. F.eks. al den anden gode NY'er-funk fra 1979-82, af hvilken Hovederne var toppen af isbjerget. Se f.eks. Mutant Disco (download).

***For kendere: Fuck Yeah Chick Bassists!***

Natligt tilsyn

Og jeg vil komme til dig om natten og sige, at dit liv er værdiløst.
– Ja, muse?
Og ligegyldigt og håbløst
Og jeg vil bede dig ikke mumle
Og ikke ligge dér og have så ondt af dig selv
Og du vil tror hvert ord, jeg siger, og glemme dig selv
– Skal det være så fucking sort?
Hør nu efter, du ved aldrig, hvor længe du har mig.
– Sandt, sandt. Satans, men forståeligt.
For evigt er kun et øjeblik
Og jeg vil bede dig ikke mumle og ikke lade døren stå åben
Vær ikke en baby, du er i live, er du ikke?
– Gu' jeg så!
Så giv dig tørt på, din gamle sengevæder.
(Hun ved alt om mig!) – Øh, jeg skal nok finde noget, der mig klæder.
Smalt sort slips og stumpede bukser
– Hvor lagde jeg mit læder?
Hele himlen er ved at eksplodere
Universet vrider sig i smerte og vellyst
Lounge-marimba og drengekor ca. '67
Kærlige tanker, jeg op i mig hanker.
– Tak, min muse.
Hun er allerede væk
på nye æventyr.


Warren Criswell, Departure of the Muse (via Weimarart).

Rør & blik

Mens jeg står og maler, tænker jeg på alle de gange i mit liv, hvor jeg har været pinlig. Det er ikke specielt stimulerende. Da må jeg huske på de meditative teknikker, hvor man lader alle tanker, gode som onde, passere forbi som skyer på himlen.

Jeg hører igen en barokopera – i den tro, at der er noget i den, jeg kan bruge. Det holder mig i det mindste på tæerne. Jeg er nu ganske forsigtigt begyndt at nærme mig sagens kerne, og hele universet vrider sig og dirrer. Forlist. Sejlene revet itu. Roret smadret. En vred gud råder.


Operaen har igen givet mig jern på.

Noget om mig

Vil I vide noget om mig?

Når der er familiefest, leger jeg altid med børnene. De voksne er kedelige og drikker mere, end jeg gør.

Derfor er det kedeligt, når børnene bliver store og ikke gider tale med en mere. (Der er en sjov dynamik i – og stor forskel på – om det er barnet, der henvender sig til den voksne, eller den voksne, der henvender sig til barnet. Det første er som regel sjovere.) – Hey, sure teenagere, gider I ikke lege med jeres onkel længere?

Ikke engang fodbold.

– Hej, Onkel Gudsrost, nej tak. Vi spiller Playstation 5 og har tømmermænd.

– Øh, er der nogen, der har hørt nogle gode hiphop-plader på det sidste? (Who the fuck er Dizzee Rascal?)

Det er ikke til at få en god diskussion om meta og mediesystemernes sammenfiltring i gang længere. Grænsefladerne mellem teknik og adfærd.

En sjælden gæst i samtalekøkkenet

– Smølferne? Jeg har aldrig brudt mig om Smølferne.
Han vidste ikke, hvem Henrik og Hagbart var, så jeg forklarede ham, at den også var af Peyo.
– Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad du synes om Smølferne, sagde jeg. – Det er ligesom, hvis du siger, at du ikke kan lide Händel. Det ændrer intet.

Det er den slags samtaler, der føres i mit køkken. Jeg havde budt ham alt – vand, salte snacks – men ikke af karryen, for der var ikke så meget, og jeg gad ikke dele.

Sådan gør vi i min kulturkreds.

Dommen

Jeg er blevet gammel. Jeg synes, operasangere er sexede.

Høje toner

– Jeg tror, jeg er ved at blive gammel, sagde jeg til min kone i morges, – jeg er begyndt at kunne lide klassisk musik. I går hørte jeg en cd med en kontratenor.
– Du er ikke ved at blive gammel, sagde hun, – du er bare ved at blive voksen.
– Jeg synes, jeg er ved at blive gammel.



En hel cd var lidt meget, men nogle af sangene var virkelig gode. Linernotes'ene var også gode. Først brokkede han (sangeren – Andreas Scholl) sig over, at folk siger, han lyder ligesom en pige, og så nævner han Klaus Nomi, der åbenbart påvirkede Bowies garderobe i 70'erne. Aldrig hørt om ham.


Klaus Nomi: Cold Song.

(Først Supertramp, nu en kontratenor – jeg er inde i en højstemt periode.)

Det forbløffende er, at jeg forstod, hvad flere af sangene handlede om.

Kvindelige bassister ser godt ud

Jeg burde ikke sige det, men nu gør jeg det bare alligevel – min inderste hemmelighed

Jeg har en bekendelse ang. mit indlæg af 18.1.2011 ("Øremén"): Jeg er forelsket i bassisten fra Raveonettes. Jeg har været forelsket fra det øjeblik, jeg først så hende. I en video i 2002. Hun er for mig at se den fuldkomne kvinde. *)

Jeg har ikke set hende siden.



I det hele taget har jeg noget med kvindelige bassister. Jeg mødte en kendt en i Centraleuropa, der var enig med mig i, at der er noget grounded over kvindelige bassister. Mandlige (lead)guitarister ser ud som om, de spiller pik, sagde hun. Men kvindelige bassister… Jeg ved ikke, det er noget med urkræfterne. De tager sig bare godt ud.

Sådan har jeg det bare. Det er ikke noget, jeg kan ændre eller gøre noget ved. Jeg er hooked.

Tak.



*) Lad os nu sige, at jeg var et rumvæsen (eller et perfekt væsen som i Det femte element), der kom ned på jorden, måske fordi min hjemplanet manglede vand eller spinat. Okay, ville jeg sige, hende nupper jeg til at sidde ved min side i paradis. Eller hun kan spille bas, mens jeg fører rumskibet.

Tåtappende lykke.



PS Jeg kan også godt lide cellister, men ikke i nær samme grad. Måske er det størrelsen på instrumentet. Michala Petri siger mig f.eks. ikke noget.

PPS Dette er det fjerde indlæg, jeg forfatter om emnet. De andre har jeg krøllet sammen. Det sidste lød: Mød mig ved den gamle eg...

Henfald

Er jeg den eneste, der bekymrer mig over ikke at være en succes? Er der andre, der har det som jeg?

Hver dag, når jeg cykler hjem, synger jeg: Endnu en dag du aldrig får tilbage. Endnu en dag du aldrig får tilbage. (Prøv selv, den er funky.) Solen timelapser hen over himlen tre gange i minuttet, mens jeg sidder herinde og langsomt dør. En stille død, en sødlig råddenskab. Det er faktisk ret sørgeligt. De vil skrabe mig op med en fejebakke. For satan da også, jeg kan ikke bryde ud af mit eget fængsel. Jeg er som Jacques Mesrines far.









Gør noget, mand. Men hvad? Det er en fælde. Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længere her. (Det er den næste linie til min sang: Hvis jeg gjorde det, jeg ville, var jeg ikke længre her.) Det eneste alternativ, jeg kan se, er at sidde til smuds i halsen på Mændenes Hjem.



Det er ikke rigtigt. Jeg ville selvfølgelig straks finde en sugarmamma at leve af og på. Men mine dage som nuttet er forlængst omme, og en hvis fortrukkenhed er ved at sætte ind i betrækket. Jeg er en klodset elsker. Jeg har ingen moves. Det eneste move, jeg kender, er druk. Hvad er der ellers? Online dating? Det hele er nemmere, når man allerede er dækket ind. Kvinder er som hunde, de kan lugte desperation. Jeg kan se mig selv til fester gå omkring blandt mennesker, jeg ikke kender, i mit upassende kluns, med hungrende, hule onanistøjne. Alle er yngre end jeg og morer sig mere. Så hellere svælge i sit eget svineri. Og spille ridsede plader og nyde sin nedtur – med mere skilsmisse, mere distance (indsæt resten af teksten fra I Need More).

Det var underligt at tænke på, at livet er omme. Det var den tur i karrusellen.
Du havde din chance, nu ligger du dér og
mumificerer
med dine tomme øjenhuler og
ord, der giver genlyd i cellen.

1979

Jeg kan huske, hvor sørgelig, jeg syntes, Supertramps Take the Long Way Home var: "Then your wife seems to think you're part of the furniture / Oh it's peculiar / She used to be so nice".

Det er virkeligt sørgeligt at være midaldrende.

De tog navn efter et religiøst symbol fra oldtiden

En af de første, jeg kendte, der blev gift, begyndte at spille i et band, hvor forsangeren var denne her vildt irriterende trustfund-kælling.

– Hvad ser du egentlig i hende, spurgte min kone.

– Hun er slank, sagde han.



Så slem var hun heller ikke. Jeg mødte hende engang, da der havde været røveri i deli'en på 7. og A, og 18 politibiler ankom på en gang. – Vi bor i byens sikreste nabolag, sagde jeg.

Men hun gad ikke altid hilse. Hun hilste faktisk heller ikke ved ovennævnte situation.



Hun sang ikke specielt godt.

Hendes mand var i A&R, hvis det kan forklare noget.

Det var da også en ide

Hvad er det med disse omslag? Prøver de at gøre klassisk musik *gulp!* hipt?





PS I det hele taget bemærker man stærkt nedringethed i alt, hvad der hedder klassiske pladeomslag, men det er jo kun godt. Jeg mener, det kan da ikke skade.

PPS Jeg har lige hørt begge disse cd'er og føler trang til at klappe mig selv på ryggen: Gudsrost har spist sin spinat.

PPS Forleden dag kom jeg til at høre en hel cd af Haydn, fordi jeg troede, den var på WFMU (men jeg havde klikket på noget andet): – Det var da en herlig musik, de spiller, tænkte jeg.

PPPS Jeg har også ædt en camembert i dag. Det er aldrig sket før. Jeg ændrer mig så sandelig, jeg vokser og gror.

Intelligente folks børn keder sig ikke

Jeg kunne sagtens sidde og spille gonggonger hele dagen og være perfekt lykkelig.


Angus Maclise: The Invasion of Thunderbolt Pagoda (Part 1).

Et mirakel er sket

Okay, tjek det her ud: Jeg gik og fløjtede It's Only a Paper Moon, da jeg åbnede for radioen, og den sang var på! Det er et mirakel (i får mig ikke til at sige synkronicitet, men alligevel).

Det var på WFMU selvfølgelig, hvor ellers? Ikke bare har jeg oplevet, at den radiostation lyder som mig, nu har jeg altså også oplevet, at den læser mine tanker (godt man ikke er paranoid-skizofren, hoho, og ikke kun derfor).



De har lige holdt en flere uger lang fundraising-marathon, der heldigvis er omme nu. Jeg var så tæt på at donere $20 – se dét ville have været et mirakel – om ikke andet så for at jeg kunne skrive, at jeg havde gjort det, her. Nu vil jeg undlade at give til Japan i stedet for. De har masser af penge, jeg vil hellere støtte min lokale boghandler.

FAKTABOKS: WFMU havde over 1.000 afspilninger i iTunes på min gamle computer. Nu er jeg oppe på 28 på den nye. Jeg ville høre noget andet, men de spiller hele tiden noget, jeg godt kan lide. Lad mig give et par eksempler:

• Dinosaur L: In the Corn Belt. Klassiker!
• Friends Forever: Where the Streets Have No Name. Episk cover.

Sangene kan høres her.

PS Det gode er – selvom de her spillede noget gammelkendt – at jeg hører en masse ny musik. Jeg har aldrig hørt så meget ny musik. Min underbo hører Danmarks Radio – jeg kender hver eneste åndssvage sang, de spiller. Det er helvedes pinsler.



BONUS! Her ville jeg have indlejret en optagelse fra Danmarks Radio, hvor Dan Turell synger sin egen undersættelse af Paper Moon – "Det er blot en Arnoldi-sol / på en nedsat i IKEA-reol" – men jeg kunne ikke finde den, og jeg gider ikke den kræftsvækkede svagstrømsudgave med Halfdan E. I mellemtiden kan man gense denne gyldne klassiker om jammerlyrik:


"Firmaet Hulk, Klynk & Jammer ApS"

Så kan jeg ikke komme ud hurtigt nok

Jeg gider ikke høre min kone fortælle min datter (14) sin livshistorie (i dette tilfælde om udviklingen af sin musiksmag). Hun har selvfølgelig ret til sin udgave af historien, jeg gider bare ikke høre det.



Det må være fordi, det handler om før hun mødte mig. Scorpions?!

Så er det godt, der er ingen, der spørger

Jeg er den sidste person i verden, jeg ville få til at lave en rockvideo. Jeg har ikke én idé.



Så du og dit band må gå et andet sted hen.