Vor tids svøbe

Der var en, der sagde, at man ikke skal tage sig af, om folk kan lide en. Det kan godt være. Jeg vil godt have, at folk skal kunne lide mig. Jeg vil godt have, at mine børn skal kunne lide mig, og jeg vil faktisk også godt have, at I, mine læsere, kan lide mig.

Så er dét også galt. Hvad ved jeg.

Kurt Vonnegut skrev: "What do men want? They want a lot of pals, and they wish that people wouldn't get so mad at them."

Faktisk tror jeg, at det er bedre, at man er ligeglad med, om folk kan lide en, især hvis man gerne vil frem (det sparer tid, nice guys finish last, vejen til succes er brolagt med lig), jeg kan bare ikke lade være.

Sådan er jeg.


Lyd (I like you, do you like me?)

Desuden:


Lyd (Daddy loves Froggy. Froggy love Daddy?)

Hva'?

– Er det ikke synd for mig, at jeg ikke er blevet en stor kanon?

Dårlig stil

Min datter vil gerne med ud at male i mit værksted, men jeg kan ikke lade hende, for her lugter af røg.

Borte. Forklaring

Der har været teknisk uheld på Blogger. Derfor er indlæg og kommentater for de sidste to dage gået tabt, og det er jo ærgerligt. Se bare de to sidste kommentarer f.eks.:

• "Du er jo genial." (Tjek.)
• "Bryster bryster bryster." (Tjek.)

Jeg udgiver indlæggene i den rækkefølge, de har hobet sig op.

Fundet memo

Når jeg arbejder, mister jeg overblikket. Mit udsyn bliver så knibsk. Jeg glemmer at se op. Jeg glemmer, hvad det er, jeg har godt af. Jeg bliver en pinsel for mine omgivelser, for hvis velbefindende jeg arbejder. Jeg ser meget, meget gerne, at min kone snart når op på et løntrin, hvor hun kan forsørge mig. Det er min tur til at sidde bag på tandemen med benene oppe. Det er min tur til at ligge på vognen, når høsten går hjem.



Åh at slippe tøjlerne.

Jeg føler mig ikke elsket nok

Er der nogen, der elsker mig?

Deltag i min læserrundspørge t.v.

Så er det godt, der er ingen, der spørger

Jeg er den sidste person i verden, jeg ville få til at lave en rockvideo. Jeg har ikke én idé.



Så du og dit band må gå et andet sted hen.

Når noget nager

I går brugte jeg en time på at skrive til inspektøren for Metropolitan Museum med fotodokumentation for at sige, at der er en fejl på et af deres skilte, mens min kone lavede mad og vaskede.

– Jeg fatter ikke, at du gider, sagde hun



– Når man går op i det, man laver, vil man godt have sånoget at vide, sagde jeg.

Intens involveret diskussion

Jeg vil godt have, at min kone skal tro, at jeg er en pokkers ka'l. Da jeg første gang mødte hende, var jeg på vej ud, der skete noget for mig. Det er der ikke gjort siden.

Og her er, hvad jeg føler: Jeg føler, at jeg har svigtet hende ved at svigte mig selv.

Vores intense, involverede følelses- og forholdsdiskussioner ender altid med, at jeg skal forklare for min kone alle de ting, der er galt med mig selv.

Jeg har det ligesom Søren Brun, når Trine viser ham lysbilleder af alle de fejl, han har gjort i sit liv.


Fig. 1


Fig. 2

PS Jeg har affotograferet flere striber fra sekvensen, hvis der er nogen, der er helt vilde for at se dem.

Hun prøver at slå mig ihjel

Jeg så på min kones mad – bulgur, en salat – og tænkte: Hvor er proteinerne? Tror fanden, jeg lider af B12-mangel.

Alle folk kommenterede mit voldsomme vægttab. Min lillebror sagde: – Du ligner en højdespringer.

Jeg visnede som et blad og blev ført bort af vinden over hustagene og hang fast i en tv-antenne som en tom plasticpose.

Omme igen

Jeg har ikke overskud til mine børn.



Jeg tror, de må lære at klare sig selv.

Heldigvis var vandet behageligt varmt

Jeg har været oppe siden kl. 5 med mareridt om, hvor elendigt mit liv er: først festede jeg med idioterne fra min gymnasieklasse, så væltede jeg om i bølgerne med nogle kendte kunstnere, mens jeg holdt mit ølkrus så højt, jeg kunne, og skoddede min cigaret mod havbunden. Jeg reddede den ikke fra skvulp, øllen.
– Men det er sguda irriterende, at min tegnebog blev våd. Nu er alle mine kvitteringer klistret sammen indeni.

Hvad var den drøm? tænkte jeg. Åh nej, det var min livshistorie.

Heldigvis har jeg mine børn, tænkte jeg. De gider altid godt tale med mig.

Jeg står i en brydningstid, og jeg har ingen holdepunkter, og jeg bliver igen og igen mindet om de fejl og dårlige beslutninger, der førte mig til, hvor jeg er nu. Dvs. ingen steder. Nede i bunden af hullet i nullet.

Jeg har ingen venner

***
Ingen ringer. Telefonen ringer aldrig. I dag opdagede jeg, at der er noget galt, så man ikke kan ringe på vores hjemmetelefonnummer. Men det gør ingen forskel. Jeg er verdens mest upopulære person.
***

Det gik den dag med

***
Jeg kom til at lave en fejl i dag: jeg sagde til min kone: – Kan du ikke bare helt ærligt ind i mellem påskønne, at jeg indretter mig efter, hvad du godt vil. Jeg mener, at du får det på din måde, kan du ikke bare påskønne dét? *)

*) Det udsprang af en mindre ting: jeg syntes, vi skulle cykle ned til Metroen for at spare tid
– Det sparer sguda ikke tid.
– Jo, det gør sguda.

Så blev hun sur og skældte mig ud for at skælde hende ud.

Da jeg så mig tilbage, var hun cyklet sin vej.

*

– Det er ingenting, sagde min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner. – Du skulle høre, hvad jeg får at vide fra andre gifte folk.

Han er single, og jo ældre han bliver, desto flere tilbud får han fra sine skilte veninder.

– Sådan er det at være mand. Tiden er på vor side. Jo ældre vi bliver, jo mere bliver der at vælge imellem. Det er lige omvendt for kvinder.
– Men hvordan har I det, spurgte han.
– Vi har vores op- og nedture, sagde jeg, – men der er masser af kærlighed. Vi fejrer sølvbryllup om syv år.

Hver gang jeg ser ham, fremhæver han min kones skønhed.

I mit næste liv, begynder jeg tidligere, sagde han.

*

Hun vil stadig ikke tale med mig. Hun går rundt og mumler halvkvalte eder.
***

Hvad nu?

***
Hvad har jeg nu ondt i røven over?
Masser!
Jeg er træt af, at jeg er den eneste, der vasker op her omkring.
Som min kone sagde til en parmiddag engang: – Jeg har en opvaskemaskine. Den hedder [mit navn].
Haha.
(Det er en variation over vittigheden, jeg fik fortalt af Firserkoryfæet: – Jeg har en opvaskemaskine, det er en Nanna-mát.
Altså: En af hans venner havde en kæreste, der hed Nanna. Det har han så ikke mere.)
Jeg er den eneste, der rydder op og gør rent efterhånden, derfor ligner her et bombet lokum.
Min kone har "givet op".
Godt udgangspunkt.

Desuden er jeg sur over, at jeg skal arbejde. Det har jeg været i over en uge nu.

Jeg er også sur over ikke at have noget sexliv her & nu.
***

Den ufødte leder

***
Hver gang jeg i mit er blevet bedt om at træde op og tage lederposten, har jeg takket nej og ladet ringere mænd føre an.

Jeg har altid ment, at det var bedre at være nr. 2. Så får man måske ikke hugget hovedet af, hvis der kommer et kup. Måske er det, fordi jeg er den andenfødte. I hvert fald har jeg altid været mod ansvar og beslutninger. Vent at se til jeg får taget en beslutning, det er der ingen, der har tid til.

Således kom jeg aldrig til at regere på samfundets øverste tinde. (Og så er jeg selvfølgelig en sky og tilbageholdende person.)

Men nu – med Obamas inspiration – vil jeg lære at føre ordet – højt og rungende. Hører I mig?!


PS Det her kommer sig af, at jeg skal holde to taler i dag, og jeg har kun holdt den ene endnu.

PPS Jeg har aldrig haft lyst til at lede nogetsomhelst.
***

Omme – prokreationsmæssigt en relativ succes

***
Tænk at jeg ikke skal have flere børn. Det er ikke fordi, det gør noget, men tænk at det er omme.*)

Jeg kunne godt lide, da min kone var gravid. Hun siger altid, at jeg ikke var der for hende, men det er ikke rigtigt (jeg skal bare ikke have lov til at tro, at jeg nogensinde gør noget godt nok).

Jeg kunne godt lide hende, og jeg kunne godt lide, at hun var gravid.

Så følte jeg rigtigt, at jeg levede.

*) Det er ikke det samme som, at jeg vil have klippet lederne, som min kone foreslår. Man ved aldrig.

UDVANDET MIRAKELBREGREB
Min svigerinde, socialdemokraten, siger, at børn er mirakler, men jeg siger, børn er det mest almindelige. Hvis hvert barn skulle være et mirakel, synes jeg, det er at devaluere begrebet lidt. I øvrigt tror jeg ikke på mirakler. Jeg er imod dem. Vis mig et, så skal jeg tage stilling til det. Mirakler er for vanvittige og forvirrede personer.



Det hele kom sig af, at jeg så Control, om Joy Division-forsangeren Ian Curtis, der begik selvmord. God film. Smuk sort-hvid. (I øvrigt var min svigerinde i sin tid en stor Joy Division-fan.*) Mig sagde de aldrig rigtigt noget. Jeg synes, det var for selvmedlidende, ligesom The Smiths, bare mere mumlende.)

*) I dag lytter hun til Seal og Lisa Ekdahl, sånoget.)

UPDATE 1: Control fik mig til at tænke på John Lennons første kone, Julians mor, som han giftede sig med så tidligt. Hende har man altid bare tænkt på som et bump på hans vej mod tinderne. Men at forlade sin unge kone og sit lille barn er jo ikke nogen lille ting, som denne film så godt viser. Tydeligt at den er bygget over enkens bog.

UPDATE 2: Det fik mig igen til at tænke på Ang Lees Lust, Caution, der også tager det kvindelige perspektiv. Der har været masser af kvindelige agenter før på film, der har sovet med mænd for at få informationer ud af dem, men man har aldrig vist det fra deres side før.



LIGE NU: Min datter græder over sine matematikopgaver, og jeg sidder bare her og skriver.
***

Når jeg giver fortabt

***
Det eneste tidspunkt, jeg påkalder mig offerstatus, er, når jeg skal smide noget ud.*)
– Jeg ved det, siger jeg. – Jeg har et problem.
Jeg kan ikke få mig selv til at smide gamle plader og bøger ud, og jeg bliver ved med at samle dem op, andre folk smider ud og sætte dem ind under sengen.

Nu har jeg lovet min kone at rydde op under sengen i juleferien, men det var fordi, hun bragte emnet på bane, da jeg lå og troede, jeg skulle til at have noget.


*) Men det er heller ikke helt rigtigt: jeg påkalder mig også offerstatus, når det handler om at planlægge mit liv eller noget som helst langsigtet.
– Ja, siger jeg, – jeg ved det, jeg har et problem.



PS i øresneglen: Nu har min kone lige ringet og brokket sig over, at jeg ikke har købt vin.
– Jamen, jeg drikker ikke vin, siger jeg.
– Nå, skal man så kun købe det ind, man selv bruger? siger hun.
– Jeg gider ikke blive skældt ud, siger jeg. – Jeg har løbet alle vegne rundt.
– Det har jeg også, siger hun.
– Ja, siger jeg, – men jeg skælder ikke dig ud.
Hun: – Blablabla.
Jeg: – Kan vi ikke bare drikke den, der står oppe på hylden?
– Det troede jeg var din.
– Jeg er sgu da ligeglad!
– Godt.
Klik.

Jeg hader virkelig julen med et intenst, glødende had.
***

Dobbelt dårligdom

***
Jeg lider af B12-vitaminmangel, og jeg har ikke nogen penge.
Jeg skal have flere prøver og flere penge.


***

Problemet med mig (XXIV)

***
Problemer med mig er, at jeg aldrig har vidst, hvad jeg egentlig helst ville.

Mine linier i hånden tyder på vanvid og stor forvirring.



Og det er ikke det hele.

Det er en godt ting, hvis man på et tidligt tidspunkt bestemmer sig for, præcis hvad man vil lave. Det har jeg bare aldrig kunnet. Ikke engang på dette fremskredne tidspunkt af mit liv.

En midaldrende mand, der ikke ved, hvad han vil. Til gengæld ved jeg faktisk næsten altid, hvad jeg ikke gerne vil, men det er desværre næsten alting.

En sørgelig tingenes tilstand.
***