Omme – prokreationsmæssigt en relativ succes

***
Tænk at jeg ikke skal have flere børn. Det er ikke fordi, det gør noget, men tænk at det er omme.*)

Jeg kunne godt lide, da min kone var gravid. Hun siger altid, at jeg ikke var der for hende, men det er ikke rigtigt (jeg skal bare ikke have lov til at tro, at jeg nogensinde gør noget godt nok).

Jeg kunne godt lide hende, og jeg kunne godt lide, at hun var gravid.

Så følte jeg rigtigt, at jeg levede.

*) Det er ikke det samme som, at jeg vil have klippet lederne, som min kone foreslår. Man ved aldrig.

UDVANDET MIRAKELBREGREB
Min svigerinde, socialdemokraten, siger, at børn er mirakler, men jeg siger, børn er det mest almindelige. Hvis hvert barn skulle være et mirakel, synes jeg, det er at devaluere begrebet lidt. I øvrigt tror jeg ikke på mirakler. Jeg er imod dem. Vis mig et, så skal jeg tage stilling til det. Mirakler er for vanvittige og forvirrede personer.



Det hele kom sig af, at jeg så Control, om Joy Division-forsangeren Ian Curtis, der begik selvmord. God film. Smuk sort-hvid. (I øvrigt var min svigerinde i sin tid en stor Joy Division-fan.*) Mig sagde de aldrig rigtigt noget. Jeg synes, det var for selvmedlidende, ligesom The Smiths, bare mere mumlende.)

*) I dag lytter hun til Seal og Lisa Ekdahl, sånoget.)

UPDATE 1: Control fik mig til at tænke på John Lennons første kone, Julians mor, som han giftede sig med så tidligt. Hende har man altid bare tænkt på som et bump på hans vej mod tinderne. Men at forlade sin unge kone og sit lille barn er jo ikke nogen lille ting, som denne film så godt viser. Tydeligt at den er bygget over enkens bog.

UPDATE 2: Det fik mig igen til at tænke på Ang Lees Lust, Caution, der også tager det kvindelige perspektiv. Der har været masser af kvindelige agenter før på film, der har sovet med mænd for at få informationer ud af dem, men man har aldrig vist det fra deres side før.



LIGE NU: Min datter græder over sine matematikopgaver, og jeg sidder bare her og skriver.
***