En gallerist-type fra provinsen dukkede uanmeldt op på mit værksted midt i mit hemmelige arbejde. Jeg har aldrig set ham før.– Nå, du maler nok med fantasien, sagde han.
– Nej, jeg maler faktisk med en pensel, sagde jeg. Haha.
– Jeg kan godt lide det med næsen, sagde ham kunstneren, der havde taget ham med.
– Det er et virkeligt dårligt billede, sagde jeg. – Men jeg kan godt lide det. Det gav mig en ide til en serie.
– Er det nu en næse? sagde galleristen spindsfindigt.
Det er det.
– Er dét et hul i tanden? spurgte han.
– Ja, det er det, sagde jeg. – Jeg er glad for, at min visuelle kommunikation er tydelig nok.
Og så kritiserede de det billede, jeg tog frem for at vise dem.
– Der er for stor kontrast mellem forgrunden og baggrunden, sagde manden.
– Jeg har lige lavet det færdigt, sagde jeg og begyndte at forklare og endte med at lave undskyldninger. Okay, det er ikke Mona Lisa, men hele ideen var kontrasten mellem forgrunden og baggrunden.
Farisæere og filistre. De forstår ikke mit sande geni!
Bonusdialog:
– Hvor er hun grim, sagde han og pegede på et andet billede.
– Det er et portræt af min kone, sagde jeg. Haha.
– Det er jeg ked af at høre, sagde han. – Se den firkantede næse.
***
2 kommentarer:
Hvad kan man lære af det? "gallerist-type fra provinsen" skal øjeblikkelig smides på porten - husk det! Pssst - måske skulle konen samme vej?
Min kone er ikke fra provinsen.
Send en kommentar