Jeg er helt på røven.
Hver dag er en lidelse.
Jeg har ingen kræfter.
Mine instinkter svigter mig. Jeg frygter jeg skal miste forstanden.
Den er helt gal.
Holder det aldrig op?
Er jeg dømt til evige lidelser med døden som eneste lindring?
Jeg snakker til mig selv, når ingen er der.
Det hænder, at jeg ler højt, men straks slår jeg ned på det som en grib, og latteren forstummer og mine læber strammes.
Hvad laver jeg, siger jeg til mig selv.
Hidr-hidt-hidr-KLAP!
Det er min hverdag.
Når ingen ser.
***
4 kommentarer:
Dersom du IKKE er en fiksjon...er du moden for psykofarmatika i en overgangsperiode..til mor di er død, ekteskapet er over, ungan flytta ut...og du er over på alderspensjon...Det kan ikke fortsette slik; du drar også meg med når du synker; blir jo syk av å være "vitne" til en dårlig styrt avvikling av et ellers brukanes mannfolk ;-)
Det har jeg tænkt på. Hvis bare der var en pille...
Hvis bare jeg vidste hvad "brukanes" betyder.
Det betyder "Brugbart", så vidt jeg kan afkode..
Er i øvrigt enig med Anonym: Man får nogle gange lyst til at begå selvmord, når man læser din blog :-)
Det er godt. Så I kan forestille jer, hvordan jeg har det.
Send en kommentar