Far out

***
Min kone og jeg taler ikke sammen. Vi skændes om morgenen, og når hun kommer hjem om aftenen lader hun som om, intet er hændt. Og jeg er skidesur hele tiden. Jeg går for følelsesmæssigt lud og koldt vand her. Jeg kan ikke tage presset mere.
Hvor kærlighedsløst kan et ægteskab være? Sikkert mere end det her. Det er ikke værd at finde ud af.

I morges var jeg ved at sms’e hende og sige: Jeg savner dig, og noget andet jeg har glemt nu. Jeg ville ønske, jeg kunne huske det, det var dybfølt.

I aftes sagde hun et eller andet til børnene om "jeg havde en kæreste det…", og det irriterer mig. Hendes gamle kærester rager mig en skid, hvis jeg får kærlighed nok, men hvis jeg ikke gør, bliver jeg bitter ved tanken om, hvor hengiven hun ville være ved andre, hun kunne være mindre sikker på, når hun var nødt til at gøre noget ved det. Jeg er gammel og udtrådt. Hun hører mig ikke, hun ser mig ikke, jeg er bare baggrundsstøj.

Hvor gammel skal man være, før det hele er for sent? Rundt regnet nu, når helbredet skrider og man ikke har nogen prospekter til andet end mere af det samme.

Man har kun det ene liv, og mit er tabt på gulvet. Intet har jeg udrettet, intet er jeg blevet til, og det, der er allervigtigst for mig, negligerer jeg. Mine børn er snart så store, at de ikke gider at have noget at gøre med mig mere, og i mellemtiden ignorerer jeg dem, så godt jeg kan.

Jeg er en utilstrækkelig, ufuldbyrdet gammel nar og far.

Hvor er det hele sørgeligt, jeg burde gå på bar, for jeg har intet svar.
***