Jeg var marinesoldat i Afghanistan

***
Den første dag blev jeg bortført og tortureret i en hule. Det lykkedes mig at slippe fri ved at smøre ost fra min feltration ud over rebene, så en lille afghansk mus, der opholdt sig i hulen og var sulten, kunne bide dem over. Jeg slog en af vagterne ned – har jeg glemt at sige, at det var en rabiat, muslimsk splintgruppe, anført af den onde, onde Machmanaman? – og iførte mig hans tøj, før jeg flygtede jeg ud i natten.
– Hvem dér? råbte en vagt, og jeg fingerede et voldsomt hosteanfald.
– Det skal du ikke sige om min søster, råbte han optændt af harme og løb mod mig i mørket med sin MK-45 med påsat bajonet, men da var jeg for længst flygtet på en kamel. Næste morgen ved daggry stødte jeg på en FN-karavane og nogle NGO’er, der tog mig med til den nærmeste havn, hvor jeg fik passage på et skib til Nykøbing. Undervejs blev vi overfaldet af pirater i Biscayerbugten, men jeg drev dem på flugt med en kartoffelskræller, egenhændigt. Glemte jeg at sige, at jeg var læderhals i Jægerkorpset og blandt de bedste på mit hold?

Nu er jeg hjemme i Danmark igen, og det er svært at tilpasse sig dagligdagen. Jeg synes ofte, folk ikke vil høre om mine oplevelser i Afghanistan, og jeg kan ofte føle mig usynlig. Jeg er begyndt at fixe og er ofte langt ude. Jeg mener fiske, og jeg må ofte langt ud på fjorden for at stange ål.

Nu håber jeg, at I lidt bedre kan forstå, hvad jeg og så mange andre danske besættelsestropper har gennemgået, mens I andre bare har siddet derhjemme og set fjernsyn og filtet navleuld og pillet hinanden i kussen, som om det hele bare var et spil, mens det for os alt for ofte har været dødelig virkelighed. Jeg er lykkelig for at være i live, og i dag forsøger jeg at skabe mig et nyt liv med almindelige værdier. Før var det hele lige meget, nu er det hele meget lige, i den forstand at man som verdensborger lærer at værdsætte og påskønne det flade, demokratiske, danske hierarki.
Tak.

Det er ikke altid nemt, lad der ikke herske nogen tvivl om det, men jeg har da mig selv og min samling udstoppede skrumpehoveder, jeg stryger over håret, når det falder mig lidt tungt.

Jeg tager det en dag ad gangen. Livet er en sær størrelse at have med at gøre, men det er det eneste, vi har, når alt kommer til alt. Så det er bare at klemme de sidste dråber glæde ud af det, dræne livets bæger og sige skål. Det var som det blev. Deri ligger der en stor accept.
Tak fordi I ville lytte til mig.
Farvel for nu.
Hej.
***