Hele holdet

Kvalme nætter uden luft
uden duft
af håb
kun råb
og lyden af fjern festen

Kaskader af skrydende latter
flade a'er
flade patter
gode kammerater

Tre lange, tre korte
og livet er borte
Den tandløse luder
samler ind til nye tænder
(kindtænderne, hun
sutter sidelæns uden
at åbne munden)

Vil du have på
hvad jeg mener
Jeg har så meget
at leve for
Jeg har rejst så langt
for at være her i dag
Og så skulle jeg smide
det hele væk?
Alt det jeg
har kæmpet for

En tandløse flok bh'er
et ølskilt
Noget jeg har set
Kvinden med hesteansigtet
drikker sin egen urin
Hvem var det der lugtede
til sin egen gummistøvle
som drak hun nytåret ind?
Min ven med musicalen
og tv-holdet
og sin døende far på hospitalet
De fleste mennesker er ikke
så heldige at falde hurtigt døde om
Fumletid du kunne ikke få
minutter
Et skrigende ølskilt
en død sirene
når de andre er gået hjem

Nu er jeg træt af
at ligge her
som en sur nabo
i mit eget hjem
Folk der klapper af sig selv

Gamle venner
uden tænder
Vi siger et nyt farvel

Jeg må aldrig sige
hvor dumme de lyder

Hvem er disse dumme idioter?

Jeg er træt af
ikke at kunne sove

Knips med fingrene
og der står de
Lattergebisser

Flere ting at holde hemmelige

Jeg ved ikke, om jeg kan
udtrykke over for dig
tydeligt nok ærgrelsen
over ikke at have noget sexliv

Jeg er ikke taler

Der er utroligt, min kone har ikke talt til mig hele dagen (utroligt er det måske ikke, men det er belastende og også kedeligt og sørgeligt på en måde og så utroligt vant), og hun har også undgået øjenkontakt.

Hun er sur på mig, fordi jeg ikke er festlig nok nytårsaften, årets mest anstrengende aften, fordi den skal holdes op mod et ideal, der ikke eksisterer, som alle idealer – det er min nye teori: jeg er mod idealer. Forventninger hjælper heller ikke.



Når jeg tænker efter, har hun egentlig ikke henvendt sig til mig, siden jeg kritiserede Harry Potter-universet i går. Så tænker læseren måske: Hvorfor går du ikke bare ind og taler med hende i stedet for at sidde her og skrive?

Fordi børnene er her hele tiden, og hun kun svarer mig med enstavelsesord, og jeg forresten ikke gider høre på, hvor åndssvag, hun synes, jeg er, for det er en smøre, jeg kan udenad, for jeg har hørt den 1.000 gange før.
– Skatter, hvorfor taler vi ikke sammen?

Når hun ikke siger noget, er det, fordi hun går og stuver, og pludselig annoncerer hun en eller anden beslutning, hun har taget, og hvad jeg synes er ligegyldigt.

Fantastisk start på året.

– Det var altså en mærkelig nytårsaften, sagde min yngste datter (10). – Mor sad bare ude i køkkenet og kedede sig med sin iPhone. Hvorfor kom hun ikke ind i stuen og spillede ludo med os eller sånoget?

Jeg for mit vedkommende gad ikke springe ind i det nye år.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsløst end nytårsaften, dilettanternes aften.

– Se alle de glade, festklædte mennesker, sagde jeg til hende på vej ned i Irma.
– Kunne du sige det på en mere sur måde? sagde hun bittert.
– Jeg er ikke sur. Jeg kan bare ikke lide, at man skal gøre alting samtidigt: 'På denne dag skal vi allesammen tage rødt tøj på'. Det virker robotagtigt.



Jeg tror ikke, at vi har haft én sjov nytårsaften alle de år, vi har været sammen. Nu tænker jeg på det år, hvor hun ville losse mig med sine højhælede gogo-støvler, men gled på isen og røg på røven, og så forventede hun, at jeg skulle hjælpe hende op.

Så skal man være en gentleman.
Fucking legestue.
Hendes barndoms nytårsaftener var altid de sjoveste.

Først julen og nu dette. Samme gamle pis.

Mere svig

***
Jeg skal lige bitche lidt:

– Du skulle have din egen klumme, sagde en af mine venner til mig for mange år siden. Og ved gud, nu har jeg en, og han læser den, men uden at sige noget til mig om det, fordi vores fælles ven Gerhard Flaprelæbe ikke kan lade være med at flapre sine læber. Og nu skriver jeg det her for at røre i gryden. Så undskyld den negative tone, men hvis I kender mig, er denne blog ikke for jer. I må finde noget andet at læse, Weekendavisen eller En halv humørtime. Løs en sudoku, luft hunden. Det er irriterende, fordi jeg ikke ved, om de mest liderlige af mine fanbreve er ægte, eller det bare er nogen, jeg kender, der driver gæk med mig. Tag f.eks. ham der gerne vil købe en tegning af mine psoriasis-ramte tæer for 120 kr. og vil møde mig i en mørk gyde, hvor overdragelsen skal finde sted, og når jeg så endelig møder op, træder han frem i lyset og siger: – Haha, Gudsrost, det er bare mig. Narret!

Hvordan vil jeg så ikke have det over at vide, at der virkelig ikke er et menneske på jorden, der vil eje noget, jeg har lavet, andet end i hoven spot? Og hvad med den netshop, jeg var ved at sætte op?

Så skærer jeg mine pulsårer over, og mens jeg ligger dér i badekarret og forbløder, vil jeg sige: Det er mine venners skyld, det er mine venners skyld! og liveblogge begivenheden.


PS Snart har jeg ikke en eneste læser, så er jeg back to basics. Så er jeg bare en urinstinkende bums, der skriger om natten under en bro.


***

Mine oplevelser med skinheads

Episode 1
Jeg mødte en skinhead*), der havde fået et drømmejob. Han var ikke en slem skinhead, han så bare sådan ud, med håret og støvlerne. En homoseksuel kunstner havde hyret ham til at smadre møbler for sig. Smadrede møbler, det var hans kunst.
Kunstneren gav ham en antik stol og bad ham smadre den. Han reducerede den til pindebrænde. Lidt efter kom kunstneren tilbage.
– Ih, du milde, sagde kunstneren. – Det er alt for meget!
Det var et job, der passede ham godt.

Episode 2
En anden gang mødte jeg en skinhead i Lissabon på en klub i Bairro Alto, året før det brændte ned.
–Goddag, min lille ven, sagde jeg og klappede ham på hovedet.
– Hvad laver du? sagde min nye ven Carlos til mig bagefter. – Det var ham, der knækkede min fortand.
Og så dansede vi aggressivt til Mão Morta.


*) Til en tagfest i Brooklyn.


Nan Goldin: Skinhead dancing, London 1978

Der er altid nogen der stormer ud

Mens jeg forsøgte at se den latterlige, åndssvage landskamp, med lyden skruet ned, spillede min kone Der bor en ung pige, Kattejammerrock, Du er så smuk og dejlig og Sebastian’s Romeo på min rejsegrammofonen. Hun sagde hun hellere ville se Wayne’s World 2 på Zulu, og mine to døtre brokkede sig. Så kom vi op og skændes over emner omkring tabt arbejdsfortjeneste, mens børnene bønfaldt os om at holde op, og til sidst gik min kone i byen i høje hæle ca. 25 minutter inde i første halvleg.

Senere kom hun hjem og gav mig kinky sex.

Åbent brev til Kim Milton

Hvad ville der ske, hvis nogen sparkede så hårdt til bolden, at den gik i to stykker og de respektive halvdele røg i hvert sit mål?

- Hvad er din dom, Kim Milton?

Hvorfor er alting sjovere når det er på tysk?

Eksempel: "Die Sclimmsten Plattencover der Welt" (kan ses her.) Kosteligt!
Og på samme side: " Lustige Bilder - og billederne er ikke engang specielt morsomme! Jeg kan bare godt li' ordet "lustig" (jvf. DAF's Die Lustigen Stiefel).

Kommer det sig af, at man blev tvunget til at tage tysk i skolen, at man pinedød skulle lære det, besættelsen og nazismen og sprogets generelle irrelevans til trods?

Kommer det sig af sprogføringen i alle disse tyske pornofilm (som jeg ikke har set, men jeg hører de altid ender oppe i røven)?

Måske er det fordi tysk ligner dansk som aber ligner mennesker.

Og vil det ændre sig, nu hvor børnene selv må vælge hvilket sprog de skal spilde deres tid på ikke at lære i skolen?
Én ting er sikkert: Fransk er ikke ligeså sjovt, not by a long shot.
Spansk er lidt sjovt. Italiensk er meget sjovt.
Svensk er ret sjovt. Norsk er enormt sjovt. Engelsk er sproghumoristisk neutralt.

Undtagelsen der bekræfter reglen er Hitlers taler. De er ikke sjove. men det kan være meget sjovt at lægge lydsporet hen over noget andet eller omvendt (Star Wars eller Harry Potter f.eks. - gerne scener der ligner noget fra Viljens triumf).

Konklusion: Jo mere jeg tænker over det, jo mindre sjovt er tysk.
Men det er et meget autoritært sprog, så det er sjovt at gøre grin med.