lørdag den 1. januar 2011

Jeg er ikke taler


Der er utroligt, min kone har ikke talt til mig hele dagen (utroligt er det måske ikke, men det er belastende og også kedeligt og sørgeligt på en måde og så utroligt vant), og hun har også undgået øjenkontakt.

Hun er sur på mig, fordi jeg ikke er festlig nok nytårsaften, årets mest anstrengende aften, fordi den skal holdes op mod et ideal, der ikke eksisterer, som alle idealer – det er min nye teori: jeg er mod idealer. Forventninger hjælper heller ikke.



Når jeg tænker efter, har hun egentlig ikke henvendt sig til mig, siden jeg kritiserede Harry Potter-universet i går. Så tænker læseren måske: Hvorfor går du ikke bare ind og taler med hende i stedet for at sidde her og skrive?

Fordi børnene er her hele tiden, og hun kun svarer mig med enstavelsesord, og jeg forresten ikke gider høre på, hvor åndssvag, hun synes, jeg er, for det er en smøre, jeg kan udenad, for jeg har hørt den 1.000 gange før.
– Skatter, hvorfor taler vi ikke sammen?

Når hun ikke siger noget, er det, fordi hun går og stuver, og pludselig annoncerer hun en eller anden beslutning, hun har taget, og hvad jeg synes er ligegyldigt.

Fantastisk start på året.

– Det var altså en mærkelig nytårsaften, sagde min yngste datter (10). – Mor sad bare ude i køkkenet og kedede sig med sin iPhone. Hvorfor kom hun ikke ind i stuen og spillede ludo med os eller sånoget?

Jeg for mit vedkommende gad ikke springe ind i det nye år.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsløst end nytårsaften, dilettanternes aften.

– Se alle de glade, festklædte mennesker, sagde jeg til hende på vej ned i Irma.
– Kunne du sige det på en mere sur måde? sagde hun bittert.
– Jeg er ikke sur. Jeg kan bare ikke lide, at man skal gøre alting samtidigt: 'På denne dag skal vi allesammen tage rødt tøj på'. Det virker robotagtigt.



Jeg tror ikke, at vi har haft én sjov nytårsaften alle de år, vi har været sammen. Nu tænker jeg på det år, hvor hun ville losse mig med sine højhælede gogo-støvler, men gled på isen og røg på røven, og så forventede hun, at jeg skulle hjælpe hende op.

Så skal man være en gentleman.
Fucking legestue.
Hendes barndoms nytårsaftener var altid de sjoveste.

Først julen og nu dette. Samme gamle pis.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Godt nytår, trods alt ;O)

Det Forkromede Overblik sagde ...

Skål, I know the feeling!

Anonym sagde ...

Hvad jeg ikke forstår er ingenting. Intet forstår jeg, og så er det sagt.