Hej kære nabo

Min kone holdt selskab og smed mit improviserede bobleplast-gardin på badeværelset ud. Nu kan alle folk se ind, når jeg skider.

Det havde hængt der, siden vi flyttede ind.

Det dækkede ikke helt. Engang fik jeg øjenkontakt med en nede i gården, der vinkede. Og jeg vinkede igen. Hvor pinligt.

Det dækkede ikke det nederste højre hjørne, og jeg opdagede, at man kunne se alt det, man ikke havde lyst til at se, fra køkkenet, engang vi havde gæster.

Nu gør det ikke så meget, hvor fugten driver ned ad ruderne og slører.



Min kone har sat en gardinstang herud, men intet gardin, og hun har ikke hængt den op. Det er den sædvanlige procedure.

Jeg sidder herude nu så stoisk som munken, der sætter ild til sig selv.