Tilbage igen

Året i glimt

Hvad har jeg lavet i år? Jeg tog ud hos Donzo og hentede en pladespiller i stedet for den anden, der gik i stykker, jeg fik af ham før. Så forklarede han tålmodigt, at når vægten falder af armen, skal man bare skrue den på igen og indstille balancen. Hver tiende år tager jeg ud hos Don og henter en pladespiller. Hans børn kravler på væggene. Hans kaffe er Sort Irma. Hans brunkager er gode og bløde, fordi de står ude hele natten. Jeg kunne have siddet der hele dagen. Så tog jeg hjem og hylede og skreg af fantomerne. Er jeg den eneste heromkring, der vasker op?



Hvad der venter mig:
Mine langtidsferiedage former sig altid således: jeg giver mine børn mad og køber ind. Så kommer min kone hjem og brokker sig over, at maden ikke er klar. Hvor er jeg henne i alt dette? Hvem tænker på mig, andre end mig selv? Under hvilket påskud kan jeg snige mig væk og undgå alt?

PS Jeg er også ligeglad, sånoget slapt lort.

Tzching! Tzching! Tzching!

Boomeranggaveprincippet

Hvert år giver jeg min far julegaver med henblik på, at jeg snart kan få dem tilbage i tilfælde af hans død (han er meget gammel). For nogle år siden fik jeg mine brødre til at være med til at splejse til en espressomaskine. Den blev brugt præcis én gang, da Bentes eksmand var på besøg, ham der altid går rundt med en kæk bandanna om halsen i bedste Nina og Frederik-stil, men lad nu ham ligge, det ækle lille pikhoved, der får min far til at ligne verdens rareste mand, alene ved det at hán er afslappet. Den espressomaskine kunne jeg så tage tilbage sidste måned, da min egen brød endeligt sammen (i denne veldokumenterede episode). Sidste år gav jeg ham første sæson af Mad Men, som han ikke kunne lide og gav mig tilbage hen ad foråret. Mine brødre har i årevis givet ham skolefotos af deres børn, som han piller ud af rammerne og putter noget andet i. Hvad skal jeg give ham i år? Som regel bliver det kager. Et år gav jeg ham Peter Beier-chokolade, som jeg ikke hørte noget af. Året efter gav jeg ham "Lokums"-kager fra kiosken, som han roste. Der er ikke hoved eller hale på det, men én ting er sikkert: jeg skal spare mine penge, hvis jeg ikke vil have gaven tilbage.


Alle ka' li'e en applepie.

Et forpint blik helt nede fra tarmen

Min ven rockstjernen kiggede forbi, men han gik hurtigt igen.

Så mødte jeg ham nede i Irma.
– Kommer du ikke og får en kaffe igen snart? sagde jeg.
– Den kaffe, sagde han, – er simpelthen for sort. Jeg kan ikke drikke den.

Siden har jeg ikke set ham.

Jeg skylder ham en mikrofon og et stativ, han har arvet fra Annisette. Det er så massivt, det kunne slå en mammut ud eller tænderne på Sammy Davis, hvis han hurtigt vendte sig fra den blinde vinkel.

Adjø, kammerat

Min trofaste gamle Krups er tilsyneladende gået helt ned. Den lækker og drypper kun, selvom jeg afkalker den.

Min nye reserveespressomaskine, jeg købte af en Brøndby-fan på Kaninmarked, eksploderede, da jeg forsøgte at redde dagen:

Sand historie

Jeg har ikke vasket min kaffekop op i år.



Jeg opdagede, at jeg har gået i de samme to skjorter i fem år. Det gjorde mig sørgelig til mode. Min sidste yndlingsskjorte er fra før 9/11 (ikke afbildet).

Jeg har haft dette lagen hængende til at tørre mine fingre i siden 2005.

Sundhedsstyrelsen tilråder:

Et mindre gennembrud kom, da jeg ikke havde noget at æde og sprang på cyklen ned til byen, men da jeg kom tilbage, var jeg så fuld af pep, at jeg straks lavede noget arbejde, der var kommet ind i mellemtiden, på den halve tid – 45 minutter i ét hug – før jeg åd.

Faktisk tror jeg, at jeg åd en pose nødder først, men moralen er, at det er smart og sparer tid at få pulsen op gennem fysisk aktivitet, når man skal lave sit kedelige arbejde. Også mindre kedeligt arbejde. Jeg plejede at sjippe 100 hop i gamle dage for at få pulsen op, da jeg lige var holdt op med at ryge igen og gerne ville forbedre mig.

Som jeg ville sige, praktiserede jeg så det et stykke tid: skrabede øjenæblerne af skærmen og gav mig til at drible en bold omkring som en vårhare. En glimrende fidus, jeg varmt kan anbefale alle. For hvad gør man, når kaffe ikke duer?


Der stod i avisen i dag, at jeg har 50% større change for at få et hjerteanfald end den jævne befolkning.

Eller også er det fordi der nærmer sig t-rex'er

Når espressoen brygger, opstår der sympatiske vibrationer i mit glas for afløbsvand.

Væmmeligt albinokryb afbryder min middagsmeditation

Der sad en hvid edderkop (a) på min espressomaskine i dag. Jeg tror, det er tid til at rense bakken (b).

Hvad mon Dronningen tænker?

Tænk, at der var engang, at kongehuset var ligesom Gaddafi.*)


Hvem udfører og godkender de her majestætsfornærmende frimærker? De er uflatterende og teknisk ekstremt dårlige.

*) Nu er det ikke værre, end at dronningen får museumsudstillinger af sin kunst ligesom Saif Gaddafi. En dag med lidt held vil han også leve tilbagetrukket og korsstingsbrodere.

Ever since Nero, there has been a depressing connection between bad art and megalomaniac regimes: Hitler the opera lover, architect and painter; Stalin the poet; Tony Blair the rock guitarist.
(Jonathan Jones, The Guardian)

Dronning Margrethe, en slags Hitler.

Fac(e)it

Jeg er kun så god som min sidste kop kaffe.

Tak, gud

Min espressomaskine virker igen. Oh glade dag! Jeg skulle bare trykke vandbeholderen ordentligt ned. Nu er mit liv igen komplet, og på eksistentiel tilfredshed jeg er mæt, for uden kaffe bliver jeg træt, og alt bliver ligegyldigt, uden cræma'en der fyldigt og lyksaligt skummer og får mig til at fylde wc-kummer. Uden caffée, ingen funktion, men nu er jeg atter god for en analeksplosion. Oh glade dag. Oh glade, glade dag. Halleluja! Fra kaffe går en direkte linie til puha.



Der er direkte forbindelse mellem den sorte og den brune, og mere i samme tone: bønnen fører direkte til tønden. Er det løgn, hvad jeg siger, nej gu' er det ej, cafféen sætter turbo på den brune motorvej. Med cafféen som smørelse, er der gørelse. Forstår du, hvad jeg siger, eller har du ingen hørelse? Kaffen sætter tryk på de peristaltiske ryk og får tarmen til at synge, som et lykkeligt barn på en gynge: Under den hvide bro løber den brune flo'. Hurra, hurra, syng Javas pris og læg kun selv i litervis. Der er nok, hvor det kom fra (og hvis du på offentligt lokum sidder, er det, du kan lugte, kamfer [fra duftblokkene]). Når cafféens sirenesang lyder lokkende, titter frem de brune rotter fra deres huller.
Det vist på sin plads med en skål er!
Skål Java, hil der
til dig lyder,
du er mere diktatorisk end Hitler,
din gamle forbryder – jeg dig nyder og adlyder. Java befal, jeg følger. Jeg har alliwel intet valg, når min tarm går og bølger. Jeg dig evigt bæller og sekunderne tæller,
til vi mødes igen – dvs. når du mellem koppens rand og mit svælg er.
Java er god, Java er stor, med hans sorte gødning står min tarm i flor. Hil ham, hil ham, hil ham, alt andet er synd'fuldt og en stor skam. Java befaler, og jeg slubrer, er du gal, hvor jeg jubler. Hurra, hurra, hurra igen, vi går brune tider i møde, jeg kan mærke, jeg snart skal føde, bare den ikke sidder i spænd. Nu er der kun tre sekunder mellem veerne, på med bleerne. Ud med lortet, det skal til, det gør jo som det bedst selv vil. Over min tarm jeg har ingen kontrol, når den er i Javas vold. Hil dig, Java, og dine gaver. Hil dig, du gode, du ophøjede, du skønne, lad de peristaltiske lege begynde. Jeg er helt eksalteret over det, jeg skal have ekspederet. Her kommer posten med pakker svøbt i brunt papir, jeg takker, hvis ej min hæmorroide svier. Jeg skal ikke have noget i klemme, lad bare Java bestemme.

For 10.000 ulykker

Min espressomaskine er død. Jeg trykker på knappen, men der kommer ikke noget ud. Den lyser, men den pumper ikke. (Hvad så? Jeg har prøvet at genstarte. Hjertemassage, kunstigt åndedræt, adrenalin?)


Det er en meget fin maskine, jeg købte til min kone i julegave for 12 år siden. Eller også var det et dampstrygejern, jeg har glemt det.

Nu har jeg været nede i skralderummet og hente min gamle espressomaskine, jeg i et anfald af overmod smed ud i efterårets store putsch, efter den sprang læk i 2007. Det er i skrivende stund de spændte minutter, hvor jeg venter på, om den virker.

Jeg kan ikke huske, hvordan man gør. Vent lidt, der kommer vand ud nu, men den lugter underligt, maskinen. Jeg gør et forsøg med bønner...



Det, der var galt med denne espressomaskine, var, at vandet kom ud alle andre steder end i koppen, og sådan er det stadigvæk.

Nu må jeg ud i kolostomimaven og hente min reserve-reserve-espressomaskine, jeg købte engang for en 50'er af en Brøndby-fan, der aldrig fandt ud af at bruge den. Det er på alle måder en inferiør maskine. Satans da også med det altsammen. Jeg er hjemsøgt af ulykker. Hvor uheldig kan ét menneske være?

Endelig

Det er endelig lykkedes mig at dræbe min plante. Jeg fik den til min 40-års fødselsdag, og den har fulgt mig op igennem. Meget har den fundet sig i, og aldrig har den beklaget sig.

Men nu er den ikke mere.


Meget, meget næsten ikke mere. Der er ét grønt blad i.

Ligesom Den barnlige Kejserinde er den ramt af noget uforklarligt. Hvem er den grønfingrede – om ikke -hudede – helt, der kan redde den? Jeg lader hofgartnerne kalde sammen. Den ædleste og viseste af dem må drage ud og overdrage helten Klenodiet, også kaldet "Glansen". Med den om halsen hænger al rigets skæbne på ham.

Jeg ved godt, det kun er en plante, men den er alt, hvad jeg havde til at holde mig med selskab de lange kolde dage med slavearbejde og frygtelige eksistentielle kvaler.

Den er mit riges dunkende hjerte, og dør den, dør alt.

Hvad nu? Jeg tror, der vokser noget mug omme bag min espressomaskine.

Befinder helten sig dér?

Kortene på bordet

Jeg er kommet med i en kunstnergruppe, men det er en dårlig kunstnergruppe. Vores udstillinger er kedelige, og vi har intet til fælles.
Men jeg har ikke andet. Jeg har intet.
Det er meget sørgeligt, og jeg har lyst til at græde, min løsning på alt.
Ikke særlig mandigt. Men det er nu ikke det, jeg græder mest over, min manglende karriere, det er værre med mit job, her heller ej ligningen går op, kun jeg i limningen går op. Så er der en stak tjanser til selvpromovering, jeg heller ej har fået lavet, og jo længere tid, der går, jo mere besværligt bliver det. Jeg vågner om natten og tænker på det, om dagen ignorerer jeg det. Tingene skal gøres med det samme, men det bliver ved det gamle. Min hjerne er skævt skruet på, jeg fik den forkerte sko på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme ud af dette pløre. Det er fornedrende, det kunne jeg gøre det meget bedre end, og jeg har jo kun det samme liv. Tag dog og opgiv, kan jeg høre folk sige, find på noget nyt, men det er ikke sådan lige, når man føler sig snydt, igen af sig selv, og ikke sin kaffe har nydt.
Schlurrrp!
Nå pyt.
Med guldkornene vist i dag jeg er lidt lang i den spyt.
Det er bare at få smøget ærmerne op og få brygget den næste kop.
Så dér, jeg har ikke mere, jeg er slagen af for mange år på bagen.
Så blød jeg er af at have det for godt, jeg gider ej knokle, og det eneste jeg skal er at skrive en pressemeddelelse, men den hænger over mit hoved som et sværd af Damokles. Så skal jeg også have samlet nogle malerier til at sende til nogle gallerier i udlandet, det er venskabeligt og bare jpegs, ikke andet, men også dér er jeg strandet på anden uge. Hvor er min lue, min gnist? Den ligger på bunden som en udkogt suppevisk. I mit sind der er tvist: på den ene side gider jeg intet, på den anden side kan jeg ikke tro, at jeg kan mene det, og livet er for kort til at holde alting i mente: Åh, glem det. Jeg vil hellere pive, kan I fornemme det? Suk, må jeg sige, jeg ved ikke til hvad, jeg skal blive, andet end mere af det samme, du gamle, det lamme. Der er kun én ting at gøre: på væggen min hjerne udsmøre. Det løser problemerne, i hvert fald for mig, for når jeg er død, betyder de ikke en rød reje. Er alle mine udveje feje? Ja og nej. De vil sige om mig: Han sit hjerte udskreg.
Og når jeg er borte, vil I savne mig stort, både mine vers om kaffe og min fiksering på lort, bagsiden af medaljen, om man vil, dét, det altid vender tilbage til. Åh, tag nu og smil & giv Java et hil.
Hil!
Schlurrrp!
2x(c)

Kong sved

Min kaffe er god, min kaffe er stærk
Når jeg får kaffe, kan jeg gå til værks.

Oprigtigt mystificeret

Min kone vil ikke have, at jeg kritiserer hende, når hun læser Harry Potter.

– Hvordan kan du læse det dreck? siger jeg. – Jeg har aldrig kunnet sidde gennem en hel Harry Potter-film. The acting is horrendous. (Ron Weasley er den dårligste.)

Og så følger der en barrage på ti minutter: – Det ved jeg godt, du synes. Du har sagt det 100 gange. Du skal ikke ødelægge det for os andre. Jeg vidste, du ville sige det! Lige så snart, du så mig med bogen. Du er så forudsigelig!

Så jeg må forlade lokalet og lukke døren ligesom mod en stærk vind.

– Jeg synes, du skulle sende nogle flere penge til J.K. Rowling. (Bare send en check.)

Nu kan hun få lov til at hente sin kaffe selv.



Den eneste, jeg kan lide, er Hermione, og det er kun, fordi hun er en pige.

Rumlende ekko

Nu har jeg drukket kaffe, og hvad skal jeg så?

Det er da klart: Du skal skide. Dit gamle fjog.

Postklimaktisk tristesse

Jeg er først på dagens første nu.

Og nu er den også omme.

Altid denne tomhed.

Udslip

Der er begyndt at lugte råddent omkring min espressomaskine.


Fluerne sidder fast i kaffeolien som pelikaner i Golfen.