Det er ikke engang løgn, del XXVII

Jeg var engang ude i en regnskov, og da begyndte det at regne.

Mig som ung

Jeg stod ved baren i McKluud og blev ikke betjent i fem minutter.
– Du er jo en bly viol, sagde min gode gamle bedste ven.
Det er jeg.
– Vidste du ikke det?



– Gi' mig to trampedyr, sagde jeg. Ingen reagerede.

Tzching! Tzching! Tzching!

Julegaver i miniformat

På denne tid af året mindes jeg altid en historie, jeg hørte på radioen engang. Det var en gammel dame, der fortalte. Da hun var barn, var hendes forældre meget fattige, og der var ingen måde, hvorpå de de kunne give hende det, hun ønskede sig. Men juleaften fik hun det alligevel altsammen: hendes far havde lavet det til hende "i miniformat".

Den første jul efter mine forældre blev skilt, gav vores far os seks Muppet-krus til deling. Man kunne få dem i Irma til 29,95, havde jeg set. Min storebror tog Fozzie og Kermit, jeg tog Animal og Gonzo og min lillebror fik Rowlf og Miss Piggy.



Kildelink.

Året efter fik jeg en vaskeklud og et fingerhåndklæde med mit stjernetegn på, som Bente havde købt, uden tvivl.

Fremlejer uden stemmeret

Jeg var med i en kunstnersammenslutning, det her fællesatelier, og så vil de holde en støttefest. Hvad skal vi bruge pengene til?
– Vi kan købe cd'er, var der en, der foreslog.
Godt formål. Hun hørte aldrig andet end Palle Mikkelborg. Hun malede det samme billede om og om, og det blev værre og værre, indtil enhver friskhed blev klemt ud af det. (Det er det samme, jeg gør nu med alle mine, så jeg ved, hvad jeg taler om.) Hun så for godt ud til at være så dum. Hun lignede Nico. Bitter og barnløs. Mystikermand.

Pengene gik til at reparere et vindue, en havde smidt en betonblok igennem.

Da jeg ankom, stod der en flok russere rundt om et bord, alle klædt i sort. De delte ikke den fede.

– Prøv lige at se, sagde Donzo, fordi der stod en flok kvinder rundt om mig. – Han aner det ikke engang.
– Jeg ved det, sagde min kone.
– Hvis jeg skulle tage mig af alle de kvinder, der kastede sig efter mig, kunne jeg aldrig bestille andet.

Det var dengang, jeg var ung og frisk, før jeg ramte muren. Det er længere siden, end det føles.

Ambient-Bent modificerer lydmiljøet

Niller plejede at justere køleskabet ved at lægge mønter ovenpå for at opnå en mere behagelig brummelyd.

Postkort

Her er jeg i 1982 1984 1985: jeg går rundt i N.Y. med B-52’s i Walkman’en og ryger en $1-joint med oregano i Washington Sq. Park sammen med ham, jeg har købt den af, på ryggen af en bænk.

Afgørende forskel ang. social mobilisering

Jeg var til selskab hos min gode, gamle, forhenværende bedste ven, og så kalder hans kæreste til mændene ude i køkkenet:

– Kommer I ikke herind i stuen til os andre?

Det ville en mand aldrig nogensinde gøre.

Ret mig, hvis jeg tager fejl.



For ikke at tale om: Jeg var til polterabend, da bruden og hendes veninder pludselig dukkede op. Ikke bare kunne de ikke selv finde ud af at more sig, vi måtte heller ikke.
Andre folk får strippere.
Ham med hestehalen og shorts var begyndt at se godt ud.

Voksenalderen

Jeg gider godt gå ud at spise, men ikke hvis jeg skal have familien med. Det er simpelthen for dyrt. Jeg køber ind til mig selv i Irma, til frokost, men i Netto til dem.



Der var engang, jeg var ude hos min far, så siger jeg: – Hvad har du dér?
Han havde gemt småkager til sig selv nede i sofaen.
– Gi' mig dem!
UMF! ARGH!
– Gudsrost! Nej! Bente! Hjælp!
Knas! Knas! Ha!

Hvad tænkte jeg?

4 uger efter min kone havde forladt mig, og jeg var skæv, skrev jeg et 12 sider langt brev til hende med rim over 7 stavelser på side 10. Hun syntes, det var åndssvagt. Jeg var så stolt af mig selv. Rim over 7 stavelser er vildt godt.

– Tror du, det er en god idé at sende det? sagde min ven George III, arvingen, folkesangeren.
– Der er rim over 7 stavelser! sagde jeg.
– Det er sgu meget godt, sagde han.



Hint: Ovenstående er en numerologisk nøgle til alle mine mest personlige oplysninger. Nuff said!

Tilbage i nyhederne

Jeg havde en psykologilærer, der blærede sig med, at han var Chers datters terapeut. Han sagde det ikke lige ud, de andre kunne selv gætte sig til det. Fucking idiot. I dag er Chers datter en mand, der danser på tv (og jeg ser ikke den slags selv, men de taler om det på radioen).

Han udpegede mig som spion i elevatoren: – I tror, Gudsrost er en af os, sagde han til de andre, lænet til sine krykker, – men han er som en tysker.

Det hele var spild af tid.

*

Han brugte engang den sidste time af en lektion på at "hurtiglæse" vores opgaver. "Det er en nyttig teknik, jeg har tillært mig", sagde han. "Den er god nok." Narhoved.

Eva

Er der andre end mig, der bliver seksuelt stimuleret af at se kvinder gnaske æbler?

Jeg tjekker nettet…

(2 minutter senere): Det er ikke voldsomt, hvad der findes:









Det her er bare fjollet:



Umiddelbart er der for mig at se mere saft i det gamle lort:











Her går det over stregen:




Konklusion 1: At gnaske æbler er en sund og rask aktivitet og virker derfor tiltalende.

Konklusion 2: Bananer er fjollede.


Eksempler fra mit eget liv: a) Der var engang, hvor jeg godt kunne lidt at købe et rødt og grønt æble på vej til et selskab. Det renser munden og giver en noget at lave. b) Min mor plejede at spise æbler i bilen for at holde sig vågen, når hun kørte os hjem om natten fra min mormor og morfar.

Kan du huske det blowjob, du fik i 1987?

Meget skal man finde sig i

Jeg befandt mig i selskab.

– Du skal overtrumfe, hver gang jeg siger noget, sagde Torsten. Lad os kalde ham det, han ved, hvem han er. Og det er rigtigt. Det gør jeg. Jeg skal altid være klogere, sjovere, smartere. Navnlig når der er tale om andre hanner.

Her er, hvad han sagde i et enkeltstående tilfælde: – Talking Heads lavede to albums før live-pladen Stop Making...

– Stop, sagde jeg, og så remsede jeg dem op: '77, More Songs about Buildings and Food, Fear of Music, den med flyene på og den med Psycho Killer, men jeg mente Slippery People. *)

Da han sagde, at Talking Heads tog navn efter de snakkende hoveder på tv, tunede jeg det ud.

Hvorfor skal folk altid spille Stop Making Sense til selskaber? Det er anden uge eller lign. i træk, det er sket.


*) Hvor nørdet er jeg ikke, tænkte jeg, mens det stod på.


Tina Weymouth, kvindelig bassist. Ikke bare er hun bassist, hun er kvinde. Gift med trommeslageren, er det en indarbejdet rytmesektion eller hvad? Jeg så Stop Making Sense to gange i Klaptræet i firserne, og hver gang var lyden usynkroniseret. Jeg gik ud og brokkede mig, og to minutter efter var den usynkroniseret igen. Det var alt, hvad jeg kunne tænke på, lyden og munden der langsomt gled fra hinanden. Og nu? Nu vil jeg hellere tænke på noget andet. F.eks. al den anden gode NY'er-funk fra 1979-82, af hvilken Hovederne var toppen af isbjerget. Se f.eks. Mutant Disco (download).

***For kendere: Fuck Yeah Chick Bassists!***

Totemnyt

Jeg drømte, at jeg tegnede en hest som Leonardo. Det føltes fedt.


Jeg lavede halen.

Lad mig i den forbindelse sige, at jeg nu officielt vælger en sort hest som mit totem. Den sorte panter er bumpet ned ad totempælen, selvom den stadig er god nok.

Den sorte hest kom tidligere i mit liv til mig i drømme, og vi blev venner, omend den bevarede sin vildskab.

Socialt brætspil i undervisningsøjemed

I skolen (15. klasse) spillede vi det her spil (lang historie), hvor det gjaldt om at stemme om hinandens karakteregenskaber (eks.: Hvem er en menneskelig hindbærroulade?), og jeg fik flest stemmer som den, der var parat til at skubbe andre til side for at komme frem. Det undrede mig, da jeg godt kan lide at være et uigennemskueligt venligt menneske.

Så stå ikke i vejen for mig, med mindre I gerne vil knuses (tværes ud, ikke krammes).

Men hvorfor er jeg så ikke kommet frem?

Hvorfor sidder jeg bare her og lader mig overhale?

Jeg er et par 'addocks.

Jeg bitre, triste mand. Hør mine tunge tårer falde.

Op mod gud

Da jeg var lille, forbandede jeg gud.
– Fuck dig, gud, råbte jeg op mod regnen, eller hvad man sagde dengang: – Pisselortegud! Rend mig i røven! Pikantilopegud!

Det er derfor mit liv er sådan noget lort i dag. Hvis jeg bare havde sagt ja til livet, til troen på alt godt, kunne jeg have spredt mine smukke vinger (i stedet for lort) og løftet mine arm i bøn til Vorherre, himlens konge, og hans søn. I stedet forbandede jeg alt,
og så må det jo gå galt.
Luk øjnene og bed
til, det ikke bliver sådan ved.

– Gud her, hvad er problemet?
– Er det virkelig dig, min herre og skaber?
– I egen høje person. Spyt ud.
– Øh…
– Hvis der er noget, du vil, så er det nu.
– Jeg hader mit liv.

Og så blev alt tavst og røret lagt på, for gud har for travlt
til at høre på snavs.

Jeg har vist desværre gjort det til en livsstil at klage, og det ej gud behage.

Skyder man bolden ind i guds have, får man den aldrig tilbage.



Jeg har sparket bolden ind i guds have, og nu tør jeg ikke gå ind og hente den.

Til langbords hos fællesmekanikken

Min svoger fra provinsen sagde til mig ved frokosten:
– Du braldrer.
Hvad? Jeg ved ikke engang, hvad braldrer betyder. Jeg skulle nok have sparet mig kollektivistvittighederne.
– Du forstår ikke, sagde jeg, – vi er på samme side.
Og så drak han 8 snaps og løb op og ned ad korridoren.

Spændenyt

Siden 1993, da jeg ramte min nevø i øjet med spændet på min læderjakke, og han sagde: – Av, Onkel Gudsrost!, har jeg haft det stukket ned i lommen.

'Osama bin Falafel'

Her er et forskud på min tiåret for 9/11-tale

Et par dage efter 9/11 stod der dét på en container på Nørrebro: "Osama bin Falafel". Så vidste jeg, verden ville være okay.



Tak.

Hjernebaner

Efter min mor døde, spillede jeg sudoku på iPhonen det meste af en uge, indtil jeg opdagede, at det var de samme 25 baner, jeg spillede om og om igen. Så jeg bestilte den udvidede pakke, men holdt op, da jeg ikke mærkbart kunne forbedre mine gennemsnit længere (se fig. 1). Mine ekspertresultater blev også negativt påvirket af at lave de hurtige, simplistiske baner, hvis jeg da kunne koncentrere mig om de svære. Derefter gik jeg over til at løse The New York Times Crossword Puzzle. I fredags (kl. 16.23 lokal tid) havde jeg den 73. hurtigste tid. Det er rimelig godt. Fredagskrydsen er svær. Nu er jeg gået tilbage til sudokuerne, men kun i ekspertudgaven, og hver gang jeg løser en, tænker jeg på min mors død og hvor meget, min far irriterer mig, alt imens mine sluttider rasler ned.

Fig. 1