Ny retur

Jeg fik min legendariske digtsamling "Atomstøv" tilbage fra et mellemstort forlag i provinsen uden så meget som et ord med på vejen og gav den til min gode gamle fhv. bedste ven at læse:

– Er du klar over, hvor barnagtigt det her er? sagde han (ang. kap. 7).

– Det er proto-Jammer! sagde jeg.

Det er mine ærlige følelser, som jeg siden fortryder.

Hvad foregår her?

Hvorfor kommer du herind? siger min datter (15), når jeg kommer ind på hendes værelse.

Jeg gider ikke banke af princip, så jeg pumper dørhåndtaget op og ned, før jeg går ind. (Hvad hedder "jiggle" på dansk?)

Ryd op, siger jeg hver gang. Nogen gange rydder jeg selv nogle ting op fra gulvet. Hvor mange gange skal jeg sige det? Krøllede skolepapirer, undertøj, sangtekster. Et frugtbart vækstlag. Er dét min baby?

Min baby, buhu, buhu, hun vil altid være min lille rundhovede fireårige pige, lige meget hvor skideirriterende hun er. Jeg er så træt af at råbe og skrige.

En ørkenvandring i en kattebakke

I parterapien sagde hun: – Det, jeg godt lide ved Gudsrost, er hans humoristiske sans.

Det er sjovt, for hun har ikke grint af noget, jeg har sagt, i 15 år.

Jeg kan huske, hvornår min kone sidst grinte af mine vittigheder. Det var i maj 1996.

Det er heller ikke rigtigt. Hun griner, hvis jeg falder eller slår mig.*)


*) Hvorfor er det i populærkulturen sjovt, hvis faren slår sig, men ikke hvis moren slår sig?



Tænk at tro, at det er hendes job at være skeptisk eller misbilligende over for alt, hvad jeg siger. De furer sætter sig fast.

I går forsøgte jeg at give min kone en kompliment, men hun troede ikke på mig, så jeg gav op igen. (Det er meget sjovt, at "at give op" betyder det omvendte af f.eks. "at give bolden op". Ligesom "at kaste armene i vejret", men ikke i triumf.)

Der er sgu ikke meget at grine af.

Det bedste er at være ligeglad.

Hvordan kommer man gennem den?

Hvad fanden tænker børnene ikke, når jeg allerede om morgenen siger til min kone: – Nu gider jeg ikke tale mere til dig.

Sandheden er, at jeg er ked af det, og jeg synes, hun er skideskrap. At tale med hende gør det kun værre. Det handler om, at jeg ikke kan tale med hende.

Så skal jeg gå med mine bulnende øjne og se sørgelig ud hele dagen.

Sov dødt

Jeg er ked af, at du går i seng med fornemmelsen af, at jeg er en stor nar.








– Slurrp!

Agt

Nu vil jeg tage hjem til de forvirrede følelsers hus.

Live fra lokummet

Det er nytårsaften, og jeg har lukket mig inde på lokummet. Min kone synes ikke, jeg er morsom.
- Jeg er ked af, at jeg optræder så prominent i dit sansefelt, som sådan en blævrende æterisk manifestation, du helst ville udradere. *)
Hun nægter at have øjenkontakt med mig – i dagevis – og når jeg griber fat i hende, vrister hun sig fri. Jeg bliver vanvittig. Jeg kan ikke komme igennem til hende, og børnene er der hele tiden.

Jeg er parat til at blive optaget i en kult, bare det at nogen ville lade som om, de kunne lide mig.

*) Autentisk citat.

UPDATE:








Faces, min nytårsdagsfilm 2010.

Mandejammers jul

***
Min kone kaldte mig en "idiot" ved bordet og sagde, jeg skulle tie stille under dansen om juletræet mellem et par af salmerunderne. *)

Det var hos hendes familie. Det er jo nemt nok at være på hjemmebane.

Hold kæft, jeg hader julen.


*) Hvad skulle jeg gøre, gå min vej? Jeg sang videre, men mumlende og uden gejst, hyldestsange til den nedstegne gud.

I morgen skal jeg heldigvis arbejde.
***

Jeg, en psykisk voldsmand

***
Min kone siger, at jeg er en voldsmand og en bølle. Hun siger, at jeg bliver vred altid. Det gør mig helt vildt vred! Når jeg prøver at fortælle hende, hvordan jeg føler, siger, jeg er voldsom. Det er hvad man får for at være følsom! Dér står jeg med mit dunkende, følsomme hjerte i hænderne som verdens største emo og sensitivo, og hun siger, jeg er voldsom.

Hun tror, hun er et voldsoffer! Det er jo så nemt for hende. Hver gang jeg viser følelse, siger hun, at jeg hæver stemmen. Man må ikke vise en følelse heromkring. Man. Skal. Helst. Tale. Uden. Affekt. Jeg. Bliver. Sindssyg.

– Jeg har det som om, du ikke elsker mig mere, siger jeg.
– Det er ikke rigtigt, siger hun.
– Du opfører dig ikke sådan. Jeg kan ikke bede dig om den mindste ting. Du giver mig ikke et kys eller et kram ...
– Du skal ikke hæve stemmen.

Hun siger, hun er nødt til at beskytte vores datter, fordi jeg "hakker" på hende (vores datter) hele tiden (jeg beder hende om at rydde op og ikke ramme mig i hovedet med guitaren). Jeg har et glimrende forhold til mine børn (men jeg vil også have lov til at være her). Nu vil hun også forgifte det, som om hun var klar til at flytte med børnene på Grevinde Danner, fordi hun ikke får sin vilje altid.

Hun er verdens mest forkælede luksusvoldsoffer.

BONUSDIALOG (KØKKEN/MORGEN)

MIG
(hvæser)

Min mor er ved at dø, forstår du det? Og du giver mig ikke en centimeter af dig selv.

HENDE

Du gør det ikke nemt at elske dig.

MIG

Det er nemt nok! Jeg har givet dig opskriften, du vil bare ikke ...

HENDE

Jeg kan ikke have, du hidser dig op.

MIG

Jeg kan ikke tage det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mine følelser. Hvad skal jeg gøre af mine følelser, hvis jeg ikke kan vise dem over for dig?

(Jeg vender mig og begynder at gå.)

HENDE

Går du, midt mens vi står og taler?

MIG

Jeg går videre i programmet.

(Pakker tasker og får børnene ud af døren.)

***

Sten-, stendødt

***
Min kone kan kun have sex med mig, når hun har drukket. Men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget. Intet er givet. Der skal i hvert fald en halv flaske til, før der kan blive tale om noget.

Ellers vil hun ikke engang se mig i øjnene. Til hverdag flakker hendes blik undvigende omkring for at undgå at fæstne sig ved mig. Det er næsten pinligt. Det gør faktisk ondt.

Jeg mener, intimitet starter med at se hinanden i øjnene – to rå hjerner i direkte kontakt.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg har gjort. Eller også handler det ikke om mig. Er det ikke klichéen? Du skal ikke tage det personligt. "It’s not you, it’s me" – hvilken fornærmelse.



Jeg må konstant lægge låg på mine følelser og lade som ingenting for ikke at gå grassat. Det er bare røvsygt, når man mener at kærlighedsudveksling og sex*) er en almindelig del af et sundt liv. Hvad skal man så bruge hinanden til? Alle andre ting kan man få folk til – rengøring, børnepasning, vedligeholdelse osv. – uden at det er socialt forkasteligt. Hvornår er det legitimt at få sine seksuelle behov dækket andre steder? Hvis ens ægtefælle er paralyseret fra halsen og ned? Hvad med følelsesmæssig paralyse? Jeg kender ikke et eneste lykkeligt gift menneske. Jeg kender ikke en eneste person, der lever i et gensidigt seksuelt tilfredsstillende forhold. Og hvad kan man så bruge det til? Det er nok bare fundamentalt unaturligt at være sammen så mange år. Nå, jeg rabler. Hver gang jeg letter låget en lille smule, slår dampen ud til alle sider.


*) Sex. Jeg kan ikke lide at skrive det ord. Jeg er eddermame ikke Joan Ørting. Jeg har det bedre med "kønslig omgang".
***

Jeg hader det her forhold

***
Jeg står og laver mad, så kommer min kone hjem:
– Gi’ mig et kys, siger jeg.

Tidligere tænkte jeg, mens jeg stod og vaskede op: "Jeg er så skidevred. Jeg står og vasker op og er skidevred. Hvor latterligt er det ikke?" Så jeg bestemte mig for at tage det let, flyde ovenpå.

Jeg får ikke noget kys.

– Jeg har taget estragon med hjem.
– Gi’ mig et kys.
– Du siger altid, vi skal tage krydderurter med hjem fra haven.
– Hvorfor gi’r du mig ikke et kys. Nu har jeg sagt det tre gange.
– 'GI’ MIG ET KYS!' Det har jeg også virkelig lyst til, når du siger det på den måde.
(Brxztlgk!)
– Du vil ikke give det til mig, fordi jeg beder dig om det, er det ikke rigtigt?

Jeg har sagt til hende i mit mest sårbare øjeblik: – Jeg har brug for, at du giver mig et kys eller et kram, uden at jeg beder dig om det, og uden at jeg skal gøre noget for det, bare engang imellem, bare én gang om dagen.

Men det gør hun ikke. Det eneste, jeg beder om, vil hun ikke give mig.

Det er pinligt for mig. Jeg bliver sindssyg.


Grafisk særtryk.
***

100 års tosomhed

***
I går lagde min kone sin hånd kærligt på min arm. Det føltes elektrisk. Jeg var ved at græde. Jeg er ikke vant til at blive rørt.


***

Alene i natten

***
Skrevet i mørke


Jeg har lyst til at ruske i min sovende kone og sige: Jeg bliver sindssyg.
Jeg bliver sindssyg over at ligge her som en mumie. Jeg bliver sindssyg over ikke at kunne fortælle dig noget.
Forstår du, sovende isbjerg, jeg er så dybt alene.
Du er ligeglad med mig. Jeg har det som om, du er ligeglad med mig.
Mit hjerte er spiddet. Jeg forbløder og bliver til støv.
Mit stakkels hjerte, så ømt og mørt,
er løbet for livsglæde tørt.

Jeg, Kong Sutsko,
har den indre uro.


***

Far out

***
Min kone og jeg taler ikke sammen. Vi skændes om morgenen, og når hun kommer hjem om aftenen lader hun som om, intet er hændt. Og jeg er skidesur hele tiden. Jeg går for følelsesmæssigt lud og koldt vand her. Jeg kan ikke tage presset mere.
Hvor kærlighedsløst kan et ægteskab være? Sikkert mere end det her. Det er ikke værd at finde ud af.

I morges var jeg ved at sms’e hende og sige: Jeg savner dig, og noget andet jeg har glemt nu. Jeg ville ønske, jeg kunne huske det, det var dybfølt.

I aftes sagde hun et eller andet til børnene om "jeg havde en kæreste det…", og det irriterer mig. Hendes gamle kærester rager mig en skid, hvis jeg får kærlighed nok, men hvis jeg ikke gør, bliver jeg bitter ved tanken om, hvor hengiven hun ville være ved andre, hun kunne være mindre sikker på, når hun var nødt til at gøre noget ved det. Jeg er gammel og udtrådt. Hun hører mig ikke, hun ser mig ikke, jeg er bare baggrundsstøj.

Hvor gammel skal man være, før det hele er for sent? Rundt regnet nu, når helbredet skrider og man ikke har nogen prospekter til andet end mere af det samme.

Man har kun det ene liv, og mit er tabt på gulvet. Intet har jeg udrettet, intet er jeg blevet til, og det, der er allervigtigst for mig, negligerer jeg. Mine børn er snart så store, at de ikke gider at have noget at gøre med mig mere, og i mellemtiden ignorerer jeg dem, så godt jeg kan.

Jeg er en utilstrækkelig, ufuldbyrdet gammel nar og far.

Hvor er det hele sørgeligt, jeg burde gå på bar, for jeg har intet svar.
***

Nej, jeg har ikke mere at sige

***
Fucking dag.

Min kone skreg af mig i morges (og jeg skreg ikke igen).

Jeg var kommet for skade at blande mig i familiens anliggender i stedet for at blive ude i køkkenet og smøre madpakker.

(Jeg springer lidt frem.)

– Jeg gider ikke høre på din hormonstorm, sagde jeg. – Tal til hånden.

– Tal til den her, sagde hun og gav mig fingeren.

– Har du mere at sige? skreg hun. – Har du mere at sige? mens børnene sad som forstenede og prøvede ikke at græde.

– Kan du ikke for en gangs skyld tage din del af ansvaret for det her? sagde hun med lynende øjne.

– Nej, det er altid dine følelser, man skal tage hensyn til, sagde hun.

– Ved I overhovedet, hvad I skændes om? sagde min ældste.

Senere kom den mindste skubbende sin mor foran sig ud i køkkenet: – I skal kramme hinanden, sagde hun.

Det bliver værre i løbet af dagen, følelsen.

Jeg kan ikke leve med, at det kun er den ene part, der må hidse sig op.

Min tand isner.

Der er ikke meget plads til at være mand heromkring.

Jeg kunne leve med det, hvis der kom noget den anden vej, hvis der også var af det søde. Jeg hader at være her. Jeg hader Danmark. Jeg ville ønske, jeg ikke boede her. Livet er én lang tur i Netto. Kun én af alle varer, undtagen ost.

Jeg har lyst til at rejse min vej.
***

Værredagen

***
Resultatet af min weekend på landet med familien (og noget af svigerfamilien) er, at jeg har lyst til at sætte mig ind på et værelse alene og græde.
***

Ting jeg ikke får sagt (har fået sagt endnu, om nogensinde)

Jeg er i skidedårligt humør.
Jeg er træt af at leve i et kærlighedsløst ægteskab. Jeg aner overhovedet ikke, hvad du tænker på, for du er komplet utilnærmelig, og det eneste du giver udtryk for er, at du er utilnærmelig.
Nu sidder vi i går og har vores nye udgave af skænderier i form af strukturerede samtaler, altså strukturerede skænderier, lige før vi skal i seng, og hvordan fanden skal jeg så kunne sove, når jeg har lyttet til en times bebrejdelser og anklager og gammelt, bittert nag udelukkende og ensidigt møntet på mig selv? Og jeg får ikke et knus eller et kram eller et kys eller en eneste kærlig tilkendegivelse i dagevis. Hvad skal jeg så gide noget for? Hvorfor skulle jeg gide tilbringe mere tid sammen med familien ved at "tage initiativet til fælles arrangementer" som f.eks. ferie, hvis det hele bare handler om at rejse et andet sted hen og være sure på hinanden dér?
Jeg gider absolut ingenting og min motivation er i bund.

2-1 i følsom mandehørm

Tredje møde i Litterær Kreds blev afholdt i går, og jeg vil nok sige, at bortset fra en smutter grundet fedtspil ved indledende møde, har jeg klart vundet de sidste to runder.
Ikke værst, selv i betragtning af modstanderne.
Deres tavshed i mødet med mine ord taler mere end tusinde billeder.
Der ligger de på den litterære kanvas, teknisk knockoutet i en dunst af følsom mandehørm.

*

Fra fruen: Min kone kalder det en basisgruppe, men det er en litterær kreds.
Hun fnyser afvisende, når jeg kommer hjem og hoverer.

Fedtet med suppen

Okay, her er hvad der sker i mit hjem. Jeg kommer hjem og vil tage mig noget suppe, min kone har lavet. – Det er ikke til dig, siger hun. – Det er til børnene.

Og så spiser hun og børnene grønsagssuppe, og det er "langt ude", at jeg føler mig ekskluderet, for jeg har en hel gryde kålsuppe stående, jeg lavede i går, jeg kan spise. Hvad nu hvis jeg vil have det andet? Hun har ikke lavet nok til alle.

– Du begynder vel ikke at råbe af mig igen, siger hun med gnistrende øjne, der antyder den totale atomkrig forude.

Kålsuppe, kålsuppe, kålsuppe, hvis jeg hører det ord igen, bliver jeg nødt til at sprænge nogen i luften.



Dette efter en længere periode med skrøbelig fred. Vi har stadig ikke fået talt sammen. Det er en tynd størknet skorpe oven på lavaen.

Spørgsmål: Hvorfor lave sådan en fedtet lille portion, når man alligevel er i gang?

Fødselsdagsfiasko

Jeg har været ved at kvæles i mit eget sorte humør. Det hele er noget lort på alle leder og kanter af mit mandlige ego. Jeg har haft den værste fødselsdag i mit liv. Ingen stads blev der gjort af mig, og jeg gad ingenting selv.

Her er hvad jeg fik: Netto-croissanter og 4 vers af "I dag er det..."

Her er hvad jeg ønskede mig: Hård sex.

Jeg får aldrig det jeg vil have. Af min kone fik jeg to stykker tøj, der var for småt, hun købte i sidste øjeblik, og beklagelser over, at hun ikke havde tid til at købe mig noget. – Så lad være med at give mig noget! sagde jeg. Nu skal jeg spilde tid på at tage det her lort tilbage, jeg ikke gider have alligevel. Tak for at give mig noget, jeg ikke vil have, og tak for at jeg skal spilde tid med at bytte det. Hvis hun virkelig ville glæde mig, kunne hun tage det tilbage selv.

I stedet for at blive glædet på min fødselsdag, skulle jeg glæde alle andre: Mine børn og min velmenende mor. Faderens fødselsdag er altid rend mig i røven. Forestil jer det omvendte, at manden ikke gider noget på konens fødselsdag. Så skulle I bare se. Et hus der ville stå. Min kone har mindet mig om alle de fødselsdage før i tiden, så langt tilbage som 15 år, hvor jeg ikke gjorde et stort nok nummer ud af hende.*)

Ahr, fuck det, jeg er træt af at brokke mig over min kone her i bloggen. Hvor lamt er det ikke. Hvor krysteragtigt er det ikke. Jeg gider ikke tage de konfrontationer oven i det andet lort, der ligger og roder.


*) Der var et par på Dr. Phil, hvor konen stadig brugte mod manden, at han smurte kage i hovedet på hende ved deres bryllup, en sær amerikansk tradition de brugte i hans familie. For at de skulle komme over det, genopførte de scenen i studiet med en kage. Hvor jeg dog ønskede, at han havde smasket den lige i hovedet på hende.