Nej, jeg har ikke mere at sige

***
Fucking dag.

Min kone skreg af mig i morges (og jeg skreg ikke igen).

Jeg var kommet for skade at blande mig i familiens anliggender i stedet for at blive ude i køkkenet og smøre madpakker.

(Jeg springer lidt frem.)

– Jeg gider ikke høre på din hormonstorm, sagde jeg. – Tal til hånden.

– Tal til den her, sagde hun og gav mig fingeren.

– Har du mere at sige? skreg hun. – Har du mere at sige? mens børnene sad som forstenede og prøvede ikke at græde.

– Kan du ikke for en gangs skyld tage din del af ansvaret for det her? sagde hun med lynende øjne.

– Nej, det er altid dine følelser, man skal tage hensyn til, sagde hun.

– Ved I overhovedet, hvad I skændes om? sagde min ældste.

Senere kom den mindste skubbende sin mor foran sig ud i køkkenet: – I skal kramme hinanden, sagde hun.

Det bliver værre i løbet af dagen, følelsen.

Jeg kan ikke leve med, at det kun er den ene part, der må hidse sig op.

Min tand isner.

Der er ikke meget plads til at være mand heromkring.

Jeg kunne leve med det, hvis der kom noget den anden vej, hvis der også var af det søde. Jeg hader at være her. Jeg hader Danmark. Jeg ville ønske, jeg ikke boede her. Livet er én lang tur i Netto. Kun én af alle varer, undtagen ost.

Jeg har lyst til at rejse min vej.
***