Der var en nede i Netto i dag, der kastede op foran kassen.a) Der var ingen, der hentede en moppe.
b) Han tørrede det selv op med køkkenrulle, og bagefter betalte han for sine varer og gik.
Det havde jeg aldrig gjort.*)
OPFØLGENDE BEMÆRKNINGER
Jeg har lugten i næsen endnu.
Det tog 100 år. Han var helt bleg. Kassereren sad der bare.
På vejen hjem med mine poser tænkte jeg: Hvem har opdraget ham? (Altså kunden.)
Det kulturantropoliske perspektiv: Her vil jeg have lov til at postulere: Han er et resultat af det danske børneinstitutionssystem. Jeg har svært ved at forestille mig andre nationaliteter betragte opkastmopning som andet end en del af den accepterede service i detailhandelen. Tak.
Moralsk konklusion: Min kone synes, det er moralsk forkasteligt af mig, at jeg bare ville gå, men hertil kan jeg parere, at hvis det var mig, der arbejdede i en butik, havde jeg hentet en moppe.
Spørgsmål: Betalte han selv for køkkenrullen?
*) Hvis nogen havde forsøgt at stoppe mig eller gjort indsigelser, fordi jeg forlod butikken, havde jeg lavet opkasttrækninger i deres retning, så skulle de nok have fortrukket.
* * *
6 kommentarer:
Jeg væmmes voldsomt over folk, der brækker sig. Alene lugten får min mave til at gå i krampe. Det ligger vist i os alle, som en ældgammel genetisk kode, at vi skal holde afstand til dem i flokken, der kaster op. For de er syge og de kan smitte os andre.
Det er dog alligevel ret interessant, at du stiller spørgsmål ved den stakkels mands opdragelse, fordi han kastede op foran kassen i en Netto-forretning.
Hvis jeg nogensinde bliver så syg, at jeg må kaste op i et supermarked, så håber jeg, at folk viser mig hjælpsomhed og empati i stedet for blot passivt at betragte mig og tænke: "Hvem har dog opdraget ham?"
Engang så jeg en mand kaste op i et overfyldt S-tog. Han var helt gennemsigtig, støttede sig til en krykke og var delvist iført hospitalstøj. Han brækkede sig diskret ned i en tynd plastikpose, hvor han havde nogle papirer, sikkert hans journal. Han havde det forfærdeligt. Alle lod som om de ikke så det. Men måske var der nogle, der tænke: "Hvem har dog opdraget ham?"
Jeg havde egentlig glemt alt om ham.. Og nu er han sikkert død for længst..
Ah! Jeg har misforstået dig! Det må du meget undskylde!
Du stillede ikke spørgsmålet fordi han kastede op. Nej, du stillede det, fordi han tørrede op efter sig!!!
Jeg holder min kæft og kryber hen i det nærmeste musehul. Ærgerligt, at man ikke kan slette sine kommentarer igen.
Man kan godt slette sine kommentarer, men lad endelig være med det!
Kommentarer som denne er grunden til at jeg lever.
Tak for det friske udviklingsbiologiske perspektiv.
Og ja, pointen er selvfølgelig, at hvis man kommer til at kaste op et offentligt sted, skal man skamfuldt skynde sig væk (eller arrogant, bare man skynder sig). Det kan ske for den bedste.
PS og FYI: Frygt for opkast hedder emetofobi.
Man kan kun slette sine kommentarer under sin blogger-konto. Ellers ikke. Men du kan...
Man kan slette kommentarer indgivet under sit Blogger-ID, men ikke sine slibrige anonyme bemærkninger (nærværende anonyme bemærkninger undtaget, som ikke er særligt slibrige). Det må være sådan, det skal forstås.
Send en kommentar