Det eneste tidspunkt, jeg påkalder mig offerstatus, er, når jeg skal smide noget ud.*)– Jeg ved det, siger jeg. – Jeg har et problem.
Jeg kan ikke få mig selv til at smide gamle plader og bøger ud, og jeg bliver ved med at samle dem op, andre folk smider ud og sætte dem ind under sengen.
Nu har jeg lovet min kone at rydde op under sengen i juleferien, men det var fordi, hun bragte emnet på bane, da jeg lå og troede, jeg skulle til at have noget.
*) Men det er heller ikke helt rigtigt: jeg påkalder mig også offerstatus, når det handler om at planlægge mit liv eller noget som helst langsigtet.
– Ja, siger jeg, – jeg ved det, jeg har et problem.
PS i øresneglen: Nu har min kone lige ringet og brokket sig over, at jeg ikke har købt vin.
– Jamen, jeg drikker ikke vin, siger jeg.
– Nå, skal man så kun købe det ind, man selv bruger? siger hun.
– Jeg gider ikke blive skældt ud, siger jeg. – Jeg har løbet alle vegne rundt.
– Det har jeg også, siger hun.
– Ja, siger jeg, – men jeg skælder ikke dig ud.
Hun: – Blablabla.
Jeg: – Kan vi ikke bare drikke den, der står oppe på hylden?
– Det troede jeg var din.
– Jeg er sgu da ligeglad!
– Godt.
Klik.
Jeg hader virkelig julen med et intenst, glødende had.
***
3 kommentarer:
Jeg tror egentlig ikke det er julen som sådan du hader.
Julen bliver blot et lærred hvor ens dårligdom bliver synliggjort, og de små dagligdags hade-hændelser bliver til malingen der sætter hele billedet i ramme. Eller også er Julen selve rammen om alt det skidne man oplever i hverdagen. Personligt er jeg glad for julen. Men i år har julen jo også artet sig forskelligt fra alle de andre år for mig. Det har været en god jul for mig i år.
Jeg tror fandengaleme det ER julen Jamringen hader - og jeg ved hvad jeg snakker om!
Jo, jeg hader virkelig julen. I år har den såmænd været mindre slem, end den plejer, men det er galt nok alligevel. Dens blotte eksistens og min manglende evne til at undgå den er en fornærmelse mod mit inderste væsen. Jeg overvejer at konvertere til jødedommen.
Send en kommentar