Som et eksperiment i social isolation vil jeg sidde alene hjemme nytårsaften, mens min kone tager børnene med på landet til fest.Jeg har noget arbejde, jeg kan lave, men bliver jeg ensom?
Tager jeg med, skal jeg sidde og kigge på kæresten, der ikke siger noget, hele aftenen.
Jeg går ikke op i nytårsaften. Det siger mig ikke noget. Faktisk hader jeg det pres, der altid er, for at man skal more sig.
Den værste nytårsfest, jeg har været til, var den store, 31. dec. 1999, Y2K. Den her kælling skreg mig ind i hovedet: "HOLD DIN KÆFT!", fordi jeg jublede under Dronningens nytårstale, og jeg var sårbar, fordi jeg havde røget et hvæs eller to af den gode med en, der nu er død. "FUCK DRONNING MARGRETHE I RØVEN MED EN VOGNSTANG!" råbte jeg i selvforsvar. Siden da har jeg valgt at forlade lokalet, når Dronningen holder tale.Det var også ude på landet. Hende, der råbte mig ind i hovedet, vil også være tilstede i år.
Jeg ved ikke, om jeg holder til det. Min kone vil hade mig, hvis jeg pjækker.
***
22 kommentarer:
Jeg har holdt nytårsaften flere gange helt alene. Det har altid været fantastisk.
En gang brugte jeg aftenen på at flytte. Jeg kørte frem og tilbage i min fars gamle bil med mit skrammel og samlede folk op på vejen, som forgæves prøvede at preje en taxa.
En anden nytårsaften havde jeg været på arbejde og skulle videre til stor fest bagefter. Men på vejen fik jeg pludselig lyst til bare at være mig selv. Helt alene. Så jeg lejede et par gode film og tilbragte aftenen hjemme på sofaen i selskab med Russel Crowe i Gladiator. Det var fedt.
Men det er desværre kun fedt at være eneboer-sociofob, hvis man vælger det selv. For godt nok er det fantastisk overskudsagtigt at fravælge middelklassens småborgerlige ritualer. Men til gengæld er det tilsvarende trist og ensomt, når isolationen skyldes, at ingen har inviteret..
I år er jeg trist og ensom..
Se det var en historie.
Ensomhed er det værste.
Tag med. Dine børn vil savne dig. Vær sammen med dine børn og glem de voksne.
Du har ret som altid. Suk.
Suzy Q har ret.
Glem fortiden!
Ja, Nærværsapostel. Men jeg er jo så gammel, at uden fortiden har jeg ingenting!
Nej, det er ikke let...
Var dig for falske profeter! Nærværets apostel taler med tvende tunger!
(Lyt dog gerne til hende sangerinden i lak og læder. Hun er en af de go'e.)
Hold op med det pjat. Jeg ved godt, hvem du er, "FA". Og hold dine billige lakfantasier for dig selv!
Gnæk gnæk!
Fraværets agnækstiker.
Er det MIG I kalder Sangerinden i Lak og Læder? *ser snerpet ud*
Uuh baby, ain't you The Wild One!
Jeg plejer at kalde hende Sussi, det' så sjov.
Jeg har ikke kaldt nogen noget, det er ham den anden.
Nå, her er du, Fraværets apostel! Kommer du ikke snart hjem?
Er der en pointe?
Det tror jeg ikke du skal regne med!
Nej. Jeg mener ja.
I forrige årtusinde, mens jeg stadig var teenager fejrede jeg nytårsaften med min barndomsven Anders. Vi startede med at høvle alt hvad vi kunne indenbords hos ham i Stenløse, hvorefter vi tog S-toget mod København. Toget var helt tom, men på måløv station steg et par frække tøser på. De kiggede på os, og vi kiggede på dem, og da vi nåede Ballerup spurgte de om vi ikke ville med af og til en fest?
Vi takkede nej tak, for vi skulle til København, men allerede mellem Skovlunde og Herlev fik toget defekt, så i stedet for et fyrværkeriinferno, værtshusbesøg og frække tøser en masse, skålede Anders og jeg i sprøjt alene i et S-tog.
Siden har jeg altid forsøgt at undgå at fejre nytårs aften, men der har da været et par succeser alligevel.
Åh at være ung og dum igen.
Se det var også en rigtig historie.
Send en kommentar