Picasso tog s'gu ikke opvasken

Min kone tog til fest og bad mig om at gøre rent.


(Indsæt Picassos ansigt her↑.)

– Hvorfor gør du egentlig så meget rent, far?
– Det morer mig overhovedet ikke!
– Behøver du være så sur?
– Vi kan godt bytte, hvis det skal være!

Nu hvor det hele er tilpas surt, kan jeg gå i gang med mit arbejde

***

***

Frivillig tvang

***
Min kone gav mig ikke nogen fødselsdagsgave, fordi hun var sur over, at jeg tog til New York.
– Din fødselsdagsgave er, at jeg passede børnene, sagde hun.

Men hvad nu med julegaven? Hvad skal jeg forvente, at hun giver mig: mere eller mindre end hun plejer? Og er det nok, at jeg giver hende én gave i stedet for en håndfuld?

Det er ren pligt på dette tidspunkt.

*

Jeg gav min datter minus 26 julegaver i går pga. hendes opførsel. Men der er ingen, der tror på mig. Hun bad mig selv om at holde op med de trusler, for det er året rundt. Men hvad har man så af pressionsmidler?

Nu må jeg ud og købe de sidste. Suk. Det er et mareridt.
***

Hjemmeliv (punktvise nedslag i min dagligdag i dag)

***
Det er ved at være hverdag igen. Min kone har ikke brug for mig følelsesmæssigt længere og bebrejder mig min utilstrækkelighed over ting, hun ikke selv kan finde ud af.

*

Der er ingen af os, der gider støvsuge, så det er klart, at den der gør det, har ret til at være sur.

*

Man skal starte alle henvendelser med: – Det er ikke en personlig anklage, men (den her tandtråd, du lige har købt, er dårlig).
***

Status på besværet

***
Det eneste jeg skulle i dag, har jeg ikke lavet.



***

Arbejde - den store vampyr

Arbejde – den store vampyr, der
suger mit livsblod. Den knusende byrde,
mit åg,
der på mine fornøjelser lægger låg

Hvis det så bare handlede om smør på brødet
og salt til ægget
så kunne der til nøds være tid til skæg, det
gør det bare ikke,
en ko kan salt på en hegnspæl slikke,
derfor lige så godt kontakten på den elektriske stol jeg sidder i man kan klikke

At sidde indenfor i solskinsvejr
og parfumere andres lort
er værre end at rense tæer
for hundelort

Mit arbejde dræner hver dråbe af mit humør
dag ud og dag ind indtil jeg dør
lægger hovedet i en gasovn
og skruer op
eller bliver hentet af den blå vogn
og screwer up
når jeg har fået nok
og taber det hele på gulvet
og smider mig i hullet,
det sorte,
og bliver borte

Jeg skal finansiere mit overforbrug
og ha’ til fede nye sko
så jeg tramper videre
i møllen
og glider
i pøllen
og sluger min stolthed
og sælger min ægthed
og knægter min særhed
og ender i stegthed
så udtørret som pigen fra Egtved.
Jeg kan ikke blive ved

Min eneste trøst er graven
der venter med
det døde bryst, sutten, og kraniets snaven
der fred jeg henter.

Arbejde er døden i levende live,
ingenting til jeg skal blive.
Det er omme og forbi for mig
før jeg overhovedet kom i gang
og mere i den dur, jeg er sur,
livet er ikke en leg, det er en klagesang

En trist smøre
Intet i mit hjerte sig røre
Kun mørke og vemod
aftrykket af arbejdets jernfod
har dræbt, nedtrampet al glæde
tilbage er kun simrende vrede,
utilfredshed, pine
talte er dagene mine
Jeg er til grin, eh?

Men jeg er ikke et svin, næh,
bare en far og husbond
der jamrer og klager sig en stund
i stedet for at jobbe,
det kan rende og hoppe,
jo længere tid man har til det
jo længere tid bruger man,
så man kan lige så godt vente
til sidste øjeblik
Det eneste man skal nå er at hente sin check
når det kommer til stykket
det handler sgu ikke om lykke
men husleje, forbrugsgoder,
bistandshjælp til samfundets skæve hoder
der ikke selv gider
mens jeg går og slider
der ryger en chillum til
mens jeg vælter et lokum til
af jammer og udgydelser
ud over nettet
mit rygte er plettet
og jeg er fuld af fortrydelser
for jeg hader mit job
men er for slap til at stoppe

Det er min evige klage,
at man ikke kan tage livet tilbage.

Hellere en undvigelse
end en til tilsigelse
Lær at sige nej,
dit gamle kvaj,
du gentager dine fejl
det er det samme gejl
om og om igen med dig,
sig de kan gå deres vej
når de har et job
til dig
sig de kan stikke det op
og lav det du vil
som du aldrig når til
og som i øvrigt kræver initiativ
for at det kan blive
til noget
andet end tåget
snak og undskyldninger
ingen disciplin og udskydninger
du skylder dine drømme
lidt tid i solen
i stedet sidder du dér, klæbet til stolen
som en gammel sur nar,
husbond og far,
der ikke glæder nogen,
slet ikke fruen,
med al den jammer og klage og
utilfredshed fordi du sidder fast
og ikke kommer nogen vegne
tag dig sammen, let røven
gå udenfor før det begynder at regne.
Der er folk til det kedelige
Hvorfor skal det lige
være dig?
Fordi du er fej
og ikke tør
gøre
noget ved dét
det handler om
Din palet er tom
Du er en dompap
ingen krumtap
ingenting drejer sig om dig
der er noget værd.
Du er ikke noget sær-
ligt, du sidder bare dér
med sur pligt

Oh bitre skæbne – hvor midaldrende er jeg?

Jeg er så langt væk fra noget sted, jeg overhovedet nogensinde troede, jeg ville være i mit liv. Jeg er blevet til min far. Hynden på min kontorstol lugter ligesom min fars.

Jeg er færdig.

Jeg har været nødt til at arbejde hver dag i ugevis, nogen gange i weekenden med, timevis i træk, jeg stakkel.

Hvorfor gør jeg ikke bare det, jeg har lyst til?

Hvornår endte jeg med at blive en, der sidder og arbejder hele tiden? Hvad skete der?

Siger Don Nzo: – Du blev gammel og fik forsørgerpligter. Du blev smækket!