Selvtægtsmand på nabolagspatruljering

Michael kom ind og så endnu mere mærkelig ud i hovedet end sædvanlig.
– Der er nogen, der er ved at bryde porten op dernede, sagde han med sin Limfjords-accent. – De passer på signalementet med dem, der brækkede hoveddøren op i forgårs.

– Hent dit videokamera, sagde jeg og stak en hammer i lommen og løb derned i mine tykke sokker i jydesandaler.

Da jeg kom rundt om hjørnet, sad der to teenagere på trinet og røg.

– Er I ved at brække porten op? sagde jeg og tog i håndtaget.
– Nej, sagde de og så irriterede ud.

– Jeg hørte altså noget, sagde den gamle idiot, der kom ud sammen med Michael, min backup.
– Jeg tror bare, det er nogle teenagere, der sidder og ryger, sagde jeg.

– Nu laver I ikke narrestreger, vel? sagde jeg.
– Nej, sagde de med undvigende øjne og store, plettede næser i mørket.

De passer ikke en skid på signalementet. De sidder bare på trappen ind i mellem og ser irriterede ud, når man vil forbi, eller i skralderummet, hvis der er møbler.

De er garanteret skyldige i et eller andet.

Samme cirkus

Jeg er træt af at fortælle om de samme evindelige, kedelige skænderier, men her er hvad der skete: Jeg kom hjem lidt efter 8, og min familie sad og så Moulin Rouge. Da jeg under højlydte protester skruede over på landskampen - jeg havde booket den - scorede Jon Dahl (hvem klipper hans hår, Grønkjærs frisør?) til 3-0, så jeg tænkte nåja, hvad fanden, og skruede tilbage igen.
- Her, sagde jeg og rakte min kone remoten, den lille magtkamp vinder du. Og så begyndte det.
Efter et stykke tid tænkte jeg: - Hov, jeg gider ikke blive talt til på den måde. - Hun har jo hævet stemmen, tænkte jeg.
Det eskalerede, indtil jeg flygtede ind i det andet værelse med min mad, mens jeg fyrede et par afsluttende pointer af, og videre ud i køkkenet forfulgt af min kone.
- Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? sagde jeg, for det handlede i hvert fald ikke om, at hun godt ville se Moulin Rouge.
- Det handler om, at jeg godt vil retfærdiggøre mig, sagde hun. (Dét tror jeg på!)
Når hun først får begyndt, holder hun aldrig op igen, og jeg skal bare stå dér og tage det, så jeg flygtede ud af døren, mens børnene skreg og jamrede sig, og gik over i Døgn-Netto og købte mørkt rugbrød og andre fornødenheder.

Nu taler vi ikke til hinanden igen.

Idé: Jeg kunne godt tænke mig at have et videokamera eller en båndoptager, der begynder at optage, når vi begynder at skændes.
Måske børnene begynder at gøre det på telefonen helt af sig selv.

Mit stolteste øjeblik

Det vel nok stolteste øjeblik i mit liv udspillede sig – for mange år siden selvfølgelig – i en deli nede på hjørnet fra dér, hvor jeg arbejdede, på 25th St. og Park Ave. So. Deli-manden, en ægyptisk revisor, jeg gerne spøgte med, stod og snakkede med en kunde, da han så mig og sagde ”Her, grib” med en sølvpapirskugle, han havde rullet sammen. Og her bliver det godt, for jeg stod støt, urokkeligt, rørte mig ikke, end ikke da kuglen kom flyvende over min skulder. Da var det min hackysack-træning kom mig til gode, for med et lynhurtigt svirp af et spark bag om ryggen med ydersiden i sidste øjeblik returnerede jeg kuglen i en elegant bue direkte til hans hænder bag disken.

Det bedste jeg lavede var ingenting

Det bedste jeg lavede i min sommerferie var at være helt alene, da min kone tog til Roskilde-festival og mine børn tog med deres bedsteforældre i sommerhuset. Tre dage helt for mig selv. Jeg lavede ingenting andet end at se VM i fodbold og ligge i liggestolen i min kolonihave, gerne i kombinationer når jeg slæbte fjernsynet ud på terrassen. Jeg gik ikke på druk, jeg gik ingen steder. Det var skønt.
Det kan ikke beskrives.

Det mest dramatiske, der skete, var den eftermiddag, jeg lå og kiggede op i himlen og så en due lande på naboens antenne. Hvor var mit videokamera? Jeg så duens røvhul palpitere og gabe og en lort ploppe ud. Det var et perfekt øjeblik.