Jeg er træt af at fortælle om de samme evindelige, kedelige skænderier, men her er hvad der skete: Jeg kom hjem lidt efter 8, og min familie sad og så Moulin Rouge. Da jeg under højlydte protester skruede over på landskampen - jeg havde booket den - scorede Jon Dahl (hvem klipper hans hår, Grønkjærs frisør?) til 3-0, så jeg tænkte nåja, hvad fanden, og skruede tilbage igen.- Her, sagde jeg og rakte min kone remoten, den lille magtkamp vinder du. Og så begyndte det.
Efter et stykke tid tænkte jeg: - Hov, jeg gider ikke blive talt til på den måde. - Hun har jo hævet stemmen, tænkte jeg.
Det eskalerede, indtil jeg flygtede ind i det andet værelse med min mad, mens jeg fyrede et par afsluttende pointer af, og videre ud i køkkenet forfulgt af min kone.
- Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? Hvad handler det her om? sagde jeg, for det handlede i hvert fald ikke om, at hun godt ville se Moulin Rouge.
- Det handler om, at jeg godt vil retfærdiggøre mig, sagde hun. (Dét tror jeg på!)
Når hun først får begyndt, holder hun aldrig op igen, og jeg skal bare stå dér og tage det, så jeg flygtede ud af døren, mens børnene skreg og jamrede sig, og gik over i Døgn-Netto og købte mørkt rugbrød og andre fornødenheder.
Nu taler vi ikke til hinanden igen.
Idé: Jeg kunne godt tænke mig at have et videokamera eller en båndoptager, der begynder at optage, når vi begynder at skændes.
Måske børnene begynder at gøre det på telefonen helt af sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar