Jeg gider ikke rydde op, eller jeg når det ikke. Jeg får ikke vasket, fordi vaskemaskinen er gået i stykker. Sengen er ikke redt, og jeg sidder bare og ser højdepunkter fra weekendens 3. runde i Bundesligaen (som om det var interessant, men jeg kan godt lide den engelske speaker). Jeg har ikke taget opvasken eller ryddet efter morgenmaden.
Jeg er ved at sortere halvanden meter gamle tegneseriehæfter, og nu ligger de ud over hele gulvet.
Det er svært at være hjemmegående.
Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?
* * *
Ovenstående er noteret sidste uge, jeg fik bare helt i samme ånd aldrig udlagt det som indlæg (eller indlagt det som udlæg).
I dag er lidt bedre. Jeg købte en ny vaskemaskineslange i går, fordi den gamle var stoppet, og det var s’gu nok derfor pumpen på den gamle vaskemaskine skulle skiftes (før den gik i stykker igen). Det er meget rart at gå tingene efter i sømmene, men det kræver overvindelse. Nu har jeg testkørt vaskemaskinen og mangler bare at føre slangen gennem tre køkkenskabe og montere den på afløbet, der skal renses først.
Det hele flyder så længe.
Don Enzo siger, vi skal lave en madplan for ugen. Det er nok en idé.
Jeg har alle mulige vigtige papirer at læse, jeg ikke engang kan kigge på endnu.
Det eneste jeg har lyst til er at gå ud at købe flere 78’ere til min samling. Scorede en mindre stak hot jazz oppe på Odden i sommerferien og fyldte et hul i min samling.
Gårsdagens laktræffer: KID ORY and his Creole Jazz Band: TIGER RAG / EH! LA-BAS! En vild festplade, der fik Benny Goodman til at lyde glat og mat. (Jeg fotograferer Benny Carter-pladen i stedet for, fordi den har en pænere label. Dén har jeg ikke engang hørt endnu. Det tager 100 år at høre plader, når man kun kan høre én sang af gangen.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar