(I går aftes kl. 21.50)...Så kommer min kone ind og siger: – Hvorfor sidder du og ser en serie uden mig?
– Fordi du sagde du "var nødt til" at læse rapporter.
– Jeg synes det er ærgerligt, vi ikke har det sammen mere at sidde og se en serie.
– Det kan vi også, men du gider jo aldrig se noget.
– Ja, hvis du vil se Rome.
– Jeg har spurgt dig, om, du vil se The Sopranos færdig og en ny sæson af The Shield...
Osv. Osv. Videoerne ligger og samler støv i hele og halve år uden vi får dem set, hvis det er meningen vi skal se dem sammen.
Nu er hun sur, fordi jeg er begyndt at se Dexter (ikke ham med Laboratoriet, men Showtime-serien) uden hende.Her sad jeg og prøvede at slappe af med en øl, jeg skal drikke inden kl. 22.00, så jeg kan nå mine 10 timers faste inden min blodprøve i morgen tidlig, og så snakker hun og snakker hun og bliver ved med at gentage det samme, indtil jeg ikke kan tage mere og hæver stemmen, og så spørger hun:
– Hvorfor råber du? Du behøver ikke råbe.
Hun er åbenbart bange for at føle sig udenfor. Ved gud, det er slemt, hvis far under sig en times morskab, uden det kommer nogen ved. Her kunne jeg sidde nede på bodegaen hver aften, og så er dét et problem.
Mine nerver er rå.(Jeg kunne have set afsnittet færdigt i den tid, det tog hende at fortælle mig, hun ikke var enig med mig, med samt hvad det tog mig at nedfælde disse antropologiske feltnoter.)
PS Dexter er ikke specielt god.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar