Tidspræmis

Der var en pointe, jeg ville lave under Selvmordsblog, om fordelen ved tidsbegrænsning. Det er mere spændende, når man ved, der er en ende (fordi uret tikker ned, og det bliver en kamp mod tiden) eller i det mindste et sæt afstukne rammer. Jeg tænkte fra starten, at jeg ville give denne blog et år eller to for at se, om jeg blev et landsdækkende fænomen, men lod det være uformuleret (min de facto deadline er, når min kone opdager, hvad det er jeg laver, og jeg bliver nødt til at lukke bloggen her og starte forfra under et andet navn).

Ligesom ham, der var i The NY Times, som hver uge lægger en ny sang, han har lavet, ud på sin blog. Det er noget, der stimulerer fanbasen. Eller ham, der bestemte sig for ikke at tale i et år.*) Han tastede, at han aldrig havde været så afslappet i sit liv. Det kunne jeg også have lyst til, at holde tavs mandag f.eks. ligesom Gandhi, men det er svært, når man er familiefar:
– Hvorfor siger far ikke noget?
– Fa-ar!

Der er også dem, der tager et foto om dagen, måske af det samme hver dag (ligesom butiksejeren i Smoke), og lægger det ud. Selvportrætter som her t.h. er oplagt. Man kunne lave et digt om dagen eller ugen og lægge det ud igennem et år.
Jeg kunne lægge en tegning ud hver dag, f.eks. en vittighedstegning om dagen. Så skulle det nok ligne noget, hobe sig op som visne blade.
Alternativt kunne man hver dag tage et foto af sin afføring i kummen til Den Store Lorteblog a.k.a. Dagens Skider.


*) Brett Banfe hed han. Jeg tror han snød. Hans website virker ikke.