Mange tårne i brændingen af parfumeret glas

– Julen er ligesom at have en papirspose
over hovedet fyldt med edderkopper, sagde
jeg og strakte mig i J. Pers sofa med en af
hans Petterøes.

Hans stearinskulpturer fra fem år siden står
endnu. To, der væltede, ligger i en
flyttekasse. Jeg har aldrig været inde i hans
soveværelse.

De er bedst, når de bliver til en hel verden.

Gode håndfulde
alt forladt
mine venner ler og klukker

Der er et billede af J. Per i Øvigs Thy-lejr-
bog, men han er ikke sikker på, at det er
ham.
– Få dog din bror til at kigge efter, sagde jeg.
– Han må sguda vide, hvordan du så ud. Nu
dine forældre er døde.

Jeg har sagt, jeg vil skrive hans biografi, og
hver gang jeg siger det, begynder han at
recitere de første par linier, som han
forestiller sig dem, men jeg har aldrig tændt
telefonen. Det er flygtigt spind fra et væv af
guld. Sommerfuglestøv fra forgangne somre.
Med det på fingrene kan du flyve.

– Det bedste er den fede, der går lige op og
ringer i kroneshakraen, sagde jeg med en
krystallinsk tone.

– Det bedste er at gnide de tidlige topskud,
sagde han, – til fingrene bliver helt klistrede,
og så ind i noget tobak og ryge det i haven,
mens fuglene fløjter.

– Klart, men det er også bedre at tage
svampe ude i skoven end sidde inde i en
lejlighed.

– Det er klart.

Han er skuffet over kvaliteten af den brune
på Madam Christiansen. Ingen er til at stole
på. Og finder man en god, er de hurtigt væk
igen.

Hvad han savner er et diskret stykke
landbrugsjord. Det er så sørgeligt, når høsten
er omme hen mod udgangen af november.
Det er det samme hvert år, cyklisk som hans
livsførsel er.



Sent from my iPhone

Ét julekort i år, og ingen har åbnet det

I dag har jeg sagt til J. Per: – Takket være dig, har jeg ændret mit udsyn på julen. Jeg ved ikke engang, hvad det var, du sagde, men det var noget med "slap af". Og du har ret: jo mere man går op i den, des mere magt får den.

Lirekassemanden havde klunset et 88-tangenters keyboard til ham, der stod på højkant ude i gangen i fem måneder, til han lærte at gå uden om det, og jeg tænkte, jeg kunne slippe af med det på hans vegne som gave til min datter, men det var slapt i den ene oktav alligevel, hørte jeg lirekassemanden sige i baggrunden, og nu var det smidt ud.

J. Per, der var vågnet utilpas og taget på Fru Christiansen for at købe juleklumpen, klimprede lidt på guitaren og rimede for mig, noget med "hvorfor være nede / når man kan ryge den ….". Gæt selv resten. Sådan ender alle hans rim. En skam han ikke kan spille harmonika, for der er noget sømandsagtigt over alle hans sange, hvis sømanden drev på en felucca ned ad Ganges. Godt jeg ikke er udpræget rygetrængende, så jeg ikke behøver tage forbi. Jeg venter til tredje juledag, når der alligevel kommer gæster.

Og jeg har sagt god jul til alle folk, selv den dinglende fulderik ved Landemærket, og cyklet rundt i mørkningen i indre by og fløjtet årstidens melodier mellem stop i specialbutikker så let om sjælen og portemonnæen.

Hvorfor fanden i røven begynder jeg så at skændes med min kone om kirsebærrene (til ris á la manden), før jeg overhovedet har fået skoene af?

"Jeg spermer i ris á la manden" har jeg sagt til min kone i dag og gestikuleret derefter og "Jeg knepper julen lige midt i røven", hump, hump, og gestikuleret derefter og "Jaja, det hele er min skyld. 3-0 til dig. Nu har jeg ødelagt julen igen, så er alt ved det gamle, hvor er det da godt", og "Din familie er sguda ligeglad med, hvaffer nogen kirsebær de æder, bare de får lov til at drikke otte flasker rødvin først", og hun har sagt: "Hvorfor holder vi ikke jul hos din familie?", og så blev jeg tavs. For der er ingen jul hos min familie. Min lillebror aflyste sit sidste øjebliks pizzajul- og medbring selv alting-arrangement på grund af svær forkølelse, der ikke afholdt ham fra at arbejde hele ugen, og alle var lettede. Der er ingen af dem, der har afleveret en eneste gave til mine børn. Der er ingen (præcis 0) gaver til mine børn fra min side af familien.*) Men hvad fanden rager det mig? Jeg er sguda ligeglad.

Jeg er spændt på, om der kommer et eneste juleopkald eller forkvaklet sms.

Over og ud.

*) Da deres børn blev store, aftalte mine brødre, at vi ikke skulle give hinandens børn julegaver mere.



Dette er ikke stor litteratur,
måske er det, fordi jeg er så skidesur.

Fremlejer uden stemmeret

Jeg var med i en kunstnersammenslutning, det her fællesatelier, og så vil de holde en støttefest. Hvad skal vi bruge pengene til?
– Vi kan købe cd'er, var der en, der foreslog.
Godt formål. Hun hørte aldrig andet end Palle Mikkelborg. Hun malede det samme billede om og om, og det blev værre og værre, indtil enhver friskhed blev klemt ud af det. (Det er det samme, jeg gør nu med alle mine, så jeg ved, hvad jeg taler om.) Hun så for godt ud til at være så dum. Hun lignede Nico. Bitter og barnløs. Mystikermand.

Pengene gik til at reparere et vindue, en havde smidt en betonblok igennem.

Da jeg ankom, stod der en flok russere rundt om et bord, alle klædt i sort. De delte ikke den fede.

– Prøv lige at se, sagde Donzo, fordi der stod en flok kvinder rundt om mig. – Han aner det ikke engang.
– Jeg ved det, sagde min kone.
– Hvis jeg skulle tage mig af alle de kvinder, der kastede sig efter mig, kunne jeg aldrig bestille andet.

Det var dengang, jeg var ung og frisk, før jeg ramte muren. Det er længere siden, end det føles.

Postkort

Her er jeg i 1982 1984 1985: jeg går rundt i N.Y. med B-52’s i Walkman’en og ryger en $1-joint med oregano i Washington Sq. Park sammen med ham, jeg har købt den af, på ryggen af en bænk.

Hvem prøver du at narre? Det er bare mig

En kunstner viste mig sit værk: – Og her er Toulouse-Lautrec, og her de tre gratier og her Fredens Dal.

Det var ikke til at se en skid.

Han er altid pisseskæv.


John George Naish.

Kunstnere har altid de her historier om deres billeder, de fortæller sig selv, mens de står og maler dem: – Det handler om dikotomien mellem godt og ondt, symboliseret ved hhv. dukken og håndgranaten.

Som min kone siger: – Et er, hvad du tror, du siger, et andet er, hvad du siger, et tredje er, hvordan jeg opfatter det, du siger.



Det er resultatet af de lange ensomme timer uden selskab uden for sit eget hoved. Har jeg fortalt, at jeg vil starte et internationalt Skype-selskab af kunstnere, der kan lide at sludre, mens de arbejder?

Det kan være meget rart at slå den sludrende del af hjernen fra eller beskæftige den, ligesom når man laver telefontegninger.


Jackie Treehorn.

Kan det passe, at der er en gruppe kvindelige kunstnere i Kbh., der godt kan lide at mødes og snakke, mens de maler?

Hvad tænkte jeg?

4 uger efter min kone havde forladt mig, og jeg var skæv, skrev jeg et 12 sider langt brev til hende med rim over 7 stavelser på side 10. Hun syntes, det var åndssvagt. Jeg var så stolt af mig selv. Rim over 7 stavelser er vildt godt.

– Tror du, det er en god idé at sende det? sagde min ven George III, arvingen, folkesangeren.
– Der er rim over 7 stavelser! sagde jeg.
– Det er sgu meget godt, sagde han.



Hint: Ovenstående er en numerologisk nøgle til alle mine mest personlige oplysninger. Nuff said!

Med på

Jeg røg en fed ved bestyrelsesmødet i onsdags, og jeg kunne ikke løse en ekspertsudoku før i dag (lørdag).

De er ikke længere gift

Jeg var til middag med en verdenskendt forfatter, hvis kone så misbilligende på ham.

– Det er ikke sjovt, bare fordi det handler om lort, sagde hun.

Men det er nu ikke rigtigt, synes jeg.

Og så mimede han, at han røg af en kæmpe chillum og lod den gå rundt.

– Stik mig den der, sagde jeg.

Tiderne forandrer sig, Bill (lyden af hovslag)

Hvis jeg spurgte mine børn om navnet på fem indianerstammer, ville de så kunne svare?

Tre? Jeg spørger dem i aften.

Min far sagde engang om sine børnebørn (de andre): – De ved ikke engang, hvem Marilyn Monroe er!

Ved mine børn, hvem Dan Turell er? Jeg spørger dem i aften. – Dan Turell, børn, er ham digteren, der sagde, man skulle ryge en masse fed.

Flere generationer Helmuth'er er glemt og borte.

– Hvem var Stauning? vil jeg spørge mine børn.

Hvor går grænsen mellem kultiveret paratviden og gammelt lort på det historiske loppemarked?


Tomahawk-bladet, Nr. 9, 1971, Forlaget I.K.A/S.

Her kan man indgive væddemål. Hvem tror, mine børn kender:

• a) Fem indianerstammer?
• b) Tre indianerstammer?
• c) Marilyn Monroe?
• d) Dan Turell?
• e) Osvald eller andre Helmuth'er?
• f) Stauning?

Store gryder

Jeg tror, J. Per lavede passiv rygning på mig i går. Han røg uafbrudt af noget, han havde lavet ved at ryste bunden af en sort skraldesæk af den grønne, si og opvarme det og rulle det ud som tjald med en kagerulle. Han er som en ivrig husmor på den måde. Stjernestøv, kalder han det. Perlende og meget grøn ung tjald, om end lidt grov med mange smågrene og andet kvas i. – Jeg må hellere lægge det lidt væk, sagde han og skubbede klumpen 20 cm hen ad sofabordet. Det var egentlig en gave til hans ven Helge. Gode, gamle J. Per, han gav sig til at synge improviserede folkesange (over leitmotif'et "[samfunds]nasse" og "hasse"). – Jeg er stjerneskæv... stjernestøv! Hans maleri så bedre og bedre ud i løbet af aftenen: en stor, sort gryde krokodillesuppe over ilden med direkte forbindelse til jordens indre og dampende op i de splittende vinde.



– Er du skæv? spurgte min kone, da jeg kom hjem.
– Nej, jeg stod bare og raslede med en plasticpose, så jeg ikke kunne høre dig.

Frygteligt

Det er frygteligt, det eneste jeg tænker på er at kneppe. Jeg er 45 år gammel, og det eneste jeg tænker på er at kneppe. Jeg er gift, og det eneste jeg tænker på er at kneppe. Kneppe, kneppe, kneppe dagen lang.



Hvordan jiver det med det her med, at man skal leve i nuet?

Hvordan jiver det her med, at man skal leve i nuet, med, at man ved, man engang skal dø?



Som altid, når jeg finder mig selv i et filosofisk dilemma, tager jeg ned og besøger J. Per i det sociale boligbyggeri, den gamle hippie. Gamle hippier, de forstår at leve livet.

Han har været rimelig stoffri, siden han røg hele høsten ud i ét stræk. Ind i mellem kommer Julefaren forbi med en klump, og så ryger de den. Han har kun været ude på Staden en enkelt gang eller to, og hans anden forbindelse er for uhyggeligt krævende til, at han orker at tage der forbi for tit. Og lad mig her slå et slag for, at gamle hashomaner kan få noget ordentligt at ryge, så de ikke bliver tørret af upålidelige pushere og må ryge dårligt lortetjald og i det hele bliver nødt til at omgås kriminelle elementer. Lad dem dog få noget ordentligt tjald, der går op og ringer i det tredje øje, om de så skal betale skat af det.
Tak.

Forleden dag havde han haft sine venner Klaus og Grethe til potchai af alle hans gamle grene og blade. Klaus sad som lammet og sagde: – Hold kæft, hvor er jeg skæv, og Grethe hang med hovedet ud over sofaen.

Her er den rygende gurus dagens morale. Det er den samme som altid:

Gør hvad du vil
mens du er til

Ellers la’ vær
og pil tæer.

Han reagerer altid på, når man siger, man godt vil noget ude i verden. Alligevel er det ikke nok selv for ham bare at sidde der. Vi er jo ikke kun dyr – her er det mig, der taler – vi ved, vi skal dø. Når vi har skidt og ædt og kneppet, får vi lyst til noget andet.

Lige nu er jeg ind i mellem. Jeg kan ikke simulere mig fra alt, uden engang i mellem at få stimuleret ettal't.

Vi er stadig nødt til at finde indhold i vores liv, når det hele står åbent. Eller på klem.


Der er gratis Al Jazeera English til fonen.

Tørhed II

Jeg fandt denne fede fra min 40-års fødselsdag i skuffen.


Indpakket.

Det var en gave.


Udpakket.

Mit spørgsmål er nu: Kan den ryges? Eller skal man pille den op og klumperne ud?

Jeg spørger J. Per. Han må vide det.

(Tre dage efter.) Her er hans svar:

Mig: Kan man ryge en fem år gammel joint?

J. Per: Det kan man godt. Er det pot? [...] Den er sikkert god nok. Sådan noget kan godt holde. Jeg tror, den er god nok. Lad den evt. ligge og trække lidt fugt. Rul den mellem fingrene med lidt spyt. Har du ikke prøvet at mærke på den?

Mig: Lige et øjeblik, jeg skal lige have det hele med ... Med lidt olie?

J. Per: Nej, bland aldrig fedtstof og røg. Det er usundt og man får hovedpine af det. Man kan spise fedtstof, men man skal ikke ryge det. Hvis der er frø med i potten, så smager det dårligt – og det er ikke godt – for der er fedtstof i frøene.

Mig: Men er der ikke olie i tjalden?

J. Per: Så er det billigt, og du får hovedpine. Cannabinol er noget andet.

Mig: Det er ikke olie?

J. Per: Det skulle jeg ikke mene. Det skulle være godt nok fra naturens side uden tilsætningsstoffer. Alting er bedre uden tilsætningsstoffer.

Mig: Kan man give den lidt møbelpolish?

J. Per: Du tager fis på mig. Du mener ikke, at du har tænkt dig at smøre den ind i margarine?

Mig: Tror du, tjalden har mistet styrke?

J. Per: Nej, ikke meget. Den duer. Men hvis den er for tør, så sørg for, at den trækker lidt fugt – så den er tilpas, ikke knastør eller drivvåd.

Som om (del III) – suspekte typer i min udvidede bekendtskabskreds

Min datter har en lille veninde, hvis far er det mest upålidelige menneske, jeg nogensinde har mødt.
– Hvor har I været? sagde jeg. – Vi har ventet på jer en time.
– Nåja, telefonen var flad, du ved, den ene ting tager den anden ...

Og så siger han: – Har I været ude at kælke?
– Næh, siger jeg, – de børn er ikke til at drive ud. Hvad med jer?
– Jeg kan ikke i de her sko ...

Jeg har aldrig hørt så mange undskyldninger. *)

Jeg hader, når han kommer herop. Jeg har det altid som om, han scanner stuerne for noget at stjæle: – Hvad har I heromme, hæhæhæ ...

*) Undskyldninger for alt: hvorfor hun ikke nåede med til fødselsdag igen, hvorfor det er svært at få arbejde (uopfordret) osv. osv. Næh, Xbox og den fede skal han nok finde tid til.

Et godt møde

Det var et godt møde. Vi røg en fed og bevilligede os selv 20.000 kr.

Det var som man kunne regne med

De har lukket cafeteriaet på hospitalet, så vi spiste i forhallen. Min mor skiftede bord tre gange, men alligevel mærkede vi trækken fra døren, hvor folk går ud og ryger (med deres dropstativ). Hun knækkede to plasticgafler mod sin krabbesalatbolle.
– Er du spændt, er du anspændt? spurgte jeg.

– Det er ikke ligefrem den pensionisttilværelse, jeg havde regnet med, sagde hun på vej ud ad svingdøren.
– Det er en pensionisttilværelse, hvad havde du regnet med? sagde jeg, men jeg ved selvfølgelig godt, hvad hun mente. – Man kan ikke regne med noget her i livet, er det ikke sådan det er?



Bagefter tog jeg ned til J. Per (i det sociale boligbyggeri) og røg 4 af hans Petterøes.
– Det er det eneste fornuftige, sagde han.
Han har været tjaldfri over hele julen, undtagen et par nætter, hvor han ikke kunne sove og stod op og røg indersiden af et eller andet og anden gang kogte nogle kviste og frø. Sidstnævnte virkede i to dage. Så bladrede jeg lidt i hans sadhu-bog og lyttede fascineret til hans syrehistorier og noget om en lokal bøsse i hans hjemby, der gav drengene snaps og 20-30 kr. for at køre den af mellem lårene på dem, men der skulle han også gå (altså dengang).


Sadhu.

I døren diskuterede vi meditationsteknikker. Jeg overvejer TM, fordi det lyder godt, når David Lynch beskriver det: at komme i kontakt med sit indre, kreative ocean (jeg forestiller mig noget stort og sort og dybt).
– Man skal ikke tro, det gør ens livs bedre, sagde han.
– Man skal ikke tro, det er noget ud over sig selv? sagde jeg.
– Nej.

Jeg får det aldrig gjort alligevel.

– Jeg håber bare, det kan give mig afstand til at se mig selv og andre, dér hvor jeg er.

Jeg gider ikke sådan noget med mantraer.

Pæne rettede tænder skyder dig direkte op i verdenseliten

En ting, man bemærker, når man ser Brüno, er, hvor mange amerikanere af de lavere klasser har dårlige eller manglende tænder (se illustrationerne forneden). Hvis jeg var milliardær, plejede jeg at sige, ville jeg starte en fond, der giver folk nye tænder.*) Hvordan skal man kunne få et job, hvis man mangler en fortand?



Min ven Tony løb rundt med en brun fortand i årevis, indtil han fik et job, der gav ham ordentlig sygeforsikring: kødskranken i Macy's kælder (hans nuværende kone stod ved ostedisken.) Og han var ikke engang fattig.



Day-O løb rundt med en stor kunstig fortand, han havde haft, siden han var 16, der lignede en mahjong-brik eller en klavertangent, indtil hans nye tandlæge spurgte, om han ikke skulle skifte den, nu han var i gang. Jeg skal aldrig glemme synet af skråsaft løbe ned ad den tand: det lignede tyndskid på indersiden af et lokum. Og han var heller ikke fattig, bare sær.



Min anden onkel var ovre med sin yngre elskerinde for et par år siden, da han var i fjerde ægteskab, kort tid før han hængte sig. Hun manglede også et par tænder rundt omkring, elskerinden. – Hvor er vejen til Christiania? spurgte hun.



Karateinstruktøren herover ligner Asterix:



På Donzo N's opfordring så jeg kommentarsporet bagefter, og filmen er faktisk bedre med. Ekstramaterialet er i virkeligheden sjovere end selve filmen. Strukturen er lige meget alligevel, og man får mere med.
Tak.



*) Det viser sig dog, at der findes en sådan organisation af tandlæger, der rejser rundt med en klinik i en bus og giver folk nye tænder. De var i The Times.

Det gode er, når nogen allerede har tænkt på det, så man slipper for at gøre det selv.

Rasle! Brrr...

***
Et nyt spøgelse fra fortiden dukkede op på Facebook for at bevenne mig, en fyr jeg mødte på en dannelsesrejse til et fjernt subtropisk land, følgesvenden til ham, min daværende kæreste senere valgte at bolle med i stedet for mig. Jeg husker ham som okay.

Nu har jeg skrevet tilbage til ham:

Mit liv har været meget skuffende. Jeg blev hverken Jim Morrison, selvom guderne må vide, at jeg (endnu) ser godt ud i stramme læderbukser og endnu forstår at ryste mine nedsunkne midaldrende numseballer, når musikken spiller, eller Picasso, hvor flittigt jeg end har øvet mig i at stirre intenst på kvinderne med mit hypnotisk stålblå blik (ingen sorte øjne her, jeg er heller ikke lavstammet nok). Jeg føler mig gammel. Jeg spilder min tid med kedeligt arbejde, og mine drømme er knust. Ofte går jeg i tunge tanker, og tanken om selvmord ligger mig aldrig fjernt fra sinde.

Var det dig, der fortalte de andre, at jeg havde en pose bladpot tapet fast inde i min kærestes guitar?

Kh. Gudsrost

***

Godt jeg gjorde det

***
For at få luftforandring tog jeg til begravelse. Ikke nogen nær slægtning eller bekendt, men drænende nok alligevel at se folk, jeg elsker, græde.

Så var der gravøl og -kaffe bagefter – langbords desværre, jeg havde foretrukket buffet – og jeg satte mig ved Walther, der spurgte, om jeg fik malet noget. Det gider jeg ikke snakke om.
– Hvad med dig, laver du noget musisk-skråstreg-kreativt?
– Haha, nej. Jo, jeg dyrker min interesse for botanik.
– Du dyrker pot?
– Ja.
– Haha.



Han havde sendt efter 15 gensplejsede superfrø fra New Zealand til kr. 500. De kom i et lille stykke bobleplast, og da han brød forseglingen, røg de ud over hele gulvet.
– Jeg fandt 14, sagde han.
– Du skulle have vandet og gødet mellem gulvbrædderne. (Haha, jeg er bare så vittig.)
– Jeg ved det, sagde han.

(Planterne blev store, men topskuddene små. Han mener ikke, sorten passer til vort hjemlige klima.)


***

Kontrol

***
I Iran stopper de folk på gaden og lugter til deres ånde. I aftes kom jeg hjem fra J. Per (nede i det sociale boligbyggeri), og min kone sagde: "Her lugter af hash" og lugtede til mit hår.
– Du har røget, sagde hun.
– Nej, sagde jeg og løftede brillerne og kiggede hende ind i øjnene med mit hypnotisk stålblå blik, – hvis jeg havde røget, kunne jeg så gøre det her?
– Du har ret, sagde hun.

Men jeg havde røget, altså tre af hans hjemmerullede Petterøes, mens han røg gentagent af den hjemmedyrkede. "Så og høst af livets lyst" står der på hans væg iblandt aum-tegnene.

Jeg kom ind ad døren. – Far! råbte min datter (9) og krammede mig. – Du lugter af værtshus, sagde hun.

Nu får jeg ikke skrevet indlægget færdig, fordi min kone er kommet ind og trykker sin nøgne midaldrende krop mod mig bagfra.
***

Husmodersorgen?!?

***
Nu har jeg hver dag i syv år – mindst, eller sådan føles det – sunget Elefantens Vuggevise for min datter, når hun skal sove, og jeg ved stadig ikke, hvad "husmodersorgen" betyder.


Nej, jeg kender den heller ej.

Jeg spurgte min mor. Hun vidste det ikke.

Jeg spurgte en førende dansk kulturpersonlighed og forfatter af historiebøger, og han vidste det heller ikke.

Jeg har spurgt bibliotekaren og tjekket hele web’et: intet tilbundsgående og fyldestgørende svar er at finde. Nu har jeg tænkt over det på baggrund af de indsamlede data, og jeg vil formode, husmodersorgen blot betyder, at husmoderen er bekymret for, om hun kan få maden til at slå til. Sådan var det jo engang – i de knappe år efter krigen – at der ikke altid var mad nok. Men det lyder som en fast vending. Og hvad har knaphed at gøre med plantagen med alle rørene? Er husmodersorgen også al hendes mas?


"555 sange", en sangbog vi havde i musiklokalet på min skole. Versene her er fra min kones udgave af bogen.

Elefantens vuggevise er selvfølgelig kendt for sit racistiske vers: "i morgen får du en niggerdreng / og ham kan du bruge som rangle", der nu er blevet modificeret til "kokosnød". Forståeligt nok, selvom det oprindelige er sjovere.



Kim Larsen vælger det mærkelige kompromis "negerdukkedreng" på (Åh abe-pladen). Ingen er så vild som Kim Larsen med at synge "neger", dette trælse, utidssvarende ord. Han har sunget det i tre forskellige sange iflg. mine beregninger:

• Haveje (fra Midt om natten): "... inde midt i et negerdistrikt"
• Sømand ombord (fra 7-9-13): "... bappe på en negercigar"
• og altså Vuggevisen.

Hvem ved, hvad der ellers skulle gemme sig i hans sangskat? Jeg har ikke tænkt mig at lytte det hele igennem og finde ud af det.

Det er interessant, at "negersangeren" Nat Russell, som han hedder i Vangede Billeder, i sin indspilning af Elefantens Vuggevise helt udelader det kontroversielle andet vers og går direkte til "hoos-moe-thur-sore-yen" (fonetisk Danglish). Jeg tror simpelthen, han nægtede.

Samme Nat Russell fik i øvrigt slået sit ene øje blindt af en racist på et toilet i Kolding (måske fordi han havde kigget på en pige, forestiller jeg mig).

Jeg husker det som om, jeg har set en tegning af situationen fra sangen engang. Noget i den stil:


Kan det passe? Eller er det bare noget, jeg bilder mig ind?


Konklusion: Elefantens vuggevise er en dybt forældet sang, men den bliver hængende.


FORSLAG TIL VIDERE LÆSNING I DETTE VELTRÅDTE EMNE:
– Her er en video, hvor Kim Larsen fortæller om, hvorfor han synger "negerdukkedreng" og racisme i det hele taget
– Fan-diskussion om emnet
– Fornuftige ord om politisk korrekt sprog her og her


*) "Og negersangeren Nat Russel (sic!) boede i Vangede og han kom engang (1960) på forsiden af aviserne, fordi han havde røget marijuanna (sic!) og politiet havde fundet noget hjemme hos ham ..." (netkilde)

***Dette er endnu et i rækken af kulturkritiske indlæg, jeg skal have liret af, før jeg lukker denne blog og finder på noget fornuftigt at foretage mig.***
***