Status på året

Jeg har tre højrehandsker.



Dvs. ingen venstre-. Hvad er oddsene? (1-8.) Særligt ærgerligt er det med min gode svinelæderhandske (t.v.) fra Randers Handsker på Strøget.

En flok katolikker

En af Mos yndlingshistorier var, dengang hele familien var i sommerhuset og hendes bror og svigerinde bad dem passe børnene og gik ovenpå og kneppede højlydt, mens de andre sad og lyttede til det ude på terrassen.

– Jeg gider sgu da ikke passe børnene, bare så de kan gå op og kneppe.

Men når man tænker efter, er der bedre grund?

– Farmor, gider du passe børnene en halv times tid, vi skal kneppe.

– Selvfølgelig vil jeg da det, det er da det mindste, jeg kan gøre.

Det er vigtigt at have sexpositive bedsteforældre.



PS Det var Mos søster, der sagde: – At føde er den bedste orgasme, jeg nogensinde har fået.

Højhellig søndag morgen

Der er nogen, der altid spiller høj radio ude i gården, her lutheransk folkekirkegudstjeneste.

– Stop det dér Jesus-noget, sagde jeg højt og myndigt ud af vinduet.

Og der blev stille.

Jo, jeg har læst den

Jeg prøver på at arbejde, og det eneste, jeg kan tænke på, er, hvor meget min far irriterer mig. Tiltagende demens eller ej, jeg har ikke hørt ham spørge, hvordan jeg har det, eller hvordan børnene har det, de sidste 10 år. Og hvis han har, har han ikke reageret på svaret. Hvor er min mor henne, når jeg har brug for at brokke mig over min far? Hun holdt hånden over ham næsten til det sidste. Indtil lige omkring det punkt, hvor hun var indlagt, halvanden måned før hun døde, og han besøgte hende for hendes skyld og fortalte hende, fordi det er vigtigt, at sandheden skal frem, at han havde bollet med hendes bedste veninde 50 år før, mens min mor pakkede hans lejlighed sammen i et andet land. Hans plan var at besøge hende hver dag. – Vil du ikke nok bede ham lade være, bad hun mig.

Det var først til sidst, at hun sagde: – Nej, det vil jeg nok aldrig forstå, at han svigtede jer. Det havde jeg aldrig troet. Jeg kunne jo se, hvor I rendte rundt og trængte til en far.

Det er min far.

Det hele handler om at glæde ham. Nu sendte han mig linket til en pressenotits om ham, og da jeg ikke gav ham bifald nok, hurtigt nok, skrev han tilbage: "Din bror skrev: Tillykke, far". Han indkopierede det i mailen. Jeg har ønsket ham tillykke. Sidste uge. Om det samme. Og så slutter han med at skrive, at han elsker mig. Jeg er sguda ligeglad! Det kan alle og enhver sguda skrive. Det er sguda nemt nok at skrive. Og før det skrev han: "Din bror er også god til at skrive, ligesom dig". Hvad fanden handler det om? Den besked var så insidiøs og manipulerede mig på så mange niveauer, at jeg måtte vende mig fra skærmen og gribe min pen og skrive i min lille dagbog, der er ligesom min gamle yndlingsbamse, helt imprægneret af mine tårer.

Der er ingen måde at svare min far på, der kan falde ud til min fordel.

Han er en egoistisk gammel mand, og det hele har altid kun handlet om at stille ham tilfreds. Hans børn har kun værdi, i den udstrækning vi reflekterer positivt tilbage på ham.



Det er faktisk rigtigt.

Et værn mod stirrende blikke

Min kone har installeret et gardin
på lokummet, der næsten ned til gulvet rækker
og blæser op i min strøm af urin,
når det trækker.

Den nye stil

Lang historie: Jeg præsenterede min far med et maleri som erstatning for et andet et: – Gitte, Gitte (hans kærestes navn), vend det på siden. Ja, sådan skal det være.
– Nej, det mener du da ikke, sagde hun. – Jeg kan nu godt lide det den rigtige vej.

Sådan spiller han mig sine små spil.

I går mailede han: "Gudsrost, jeg kunne godt tænke mig et billede i din nye stil som erstatning for det andet".
– Se op på væggen, sagde jeg. – Du har fået et, der var dugfrisk.

Jeg tror måske, min kone har ret, at han er ved at blive dement.

Så skal man tænke på det.

Forbipasserende irritationsmoment hen ad eftermiddagen

Kender I det, når
man skal justere sit staffeli
og får det våde maleri
ned i sit hår?

Fælles luftrum

Der kom nogen og satte sig i båsen ved siden af – jeg var blevet for længe, fordi jeg løste sudokuer – og for ikke at virke, som om jeg havde lort ud over hele røven, brugte jeg for lidt papir. Og nu klør min røv.

Der er så lydt derude, det er som at sidde inde i orgelpiber. Jeg må have en radio derud. (Har jeg sagt det før? Ja!)


Gammeldags.


Nydags.

Donzo Ischariotes

Jeg var ude hos Donzo at se en splatter. Han siger, min blog er kikset nogle gange og fem år bagefter.


Poultrygeist, en på mange måder perfekt (fem år gammel) film.

Han siger også, min sprogbrug er gammeldags.

Og han er en trofast læser...

Dolket i ryggen igen.

Ingen frokoster længere

Nu er der ingen tilbage, der holder frokoster længere. Min mor er død, og min svigermor er død. Det kan godt være, at I synes, frokoster med familien er irriterende, men man savner dem, når de ikke er der mere. Det er fedt at komme hen et sted og få maden serveret. Nu skal man lave det hele selv. Og hvad er så pointen?

Ekstra fut på

Min bror ringede i lørdags og spurgte, om jeg ville med ud at løbe. Hvorfor ikke? tænkte jeg, det er bedre end at ligge her. Halvvejs rundt om søerne sagde han:
– Har du lagt mærke til, at du løber hurtigere, når du taler om, hvor meget vores far irriterer dig.
– Ja, det har jeg faktisk.



– Så du, hvor hun tjekkede dig ud? sagde han om en modløbende.
– Du har også taget trøjen af, sagde jeg og fingerbøllede hans vaskebræt.
– Nej, det var dig, hun tjekkede ud, sagde han.
– Det er, fordi jeg er farvekoordineret, sagde jeg. Jeg mente nok, jeg havde hørt rigtigt.
Han har altid været den nuttede.

Borte. Forklaring

Der har været teknisk uheld på Blogger. Derfor er indlæg og kommentater for de sidste to dage gået tabt, og det er jo ærgerligt. Se bare de to sidste kommentarer f.eks.:

• "Du er jo genial." (Tjek.)
• "Bryster bryster bryster." (Tjek.)

Jeg udgiver indlæggene i den rækkefølge, de har hobet sig op.

Hvis der er noget, jeg hader, er det dårlig offentlig kunst

Her er Børge Lortegårds seneste, som jeg stødte på på min vej.



Grangiveligt en lang lort på vej ud mellem et par røvballer.

Omgivet af en lortekloak:



Og udsmykket med mytologiske genitalier.

En ståpik:


Et par patter og en kusse:


En til ståpik:


Jeg er ikke Prince Charles, jeg synes bare, det er noget lort.

4 mdr. løbende

Donzo er blevet uvenner med mig, fordi han skylder mig 500 kr.



Det er irriterende, for nu har jeg ikke nogen at skrive til, når jeg skal skide eller drikke kaffe. Eller omvendt.

Svaret er: persille

Min datter smed min iPhone på gulvet, fordi hun var sur over, at hun skulle noget andet, og nu virker stikket til øretelefonerne ikke.

Men kan jeg blive sur på hende? Nej, det kan jeg ikke, for hun har diabetes.

Måske hvis jeg smed den på gulvet en gang til efter Obelix og bautastensprincippet?

Det er irriterende, for det ødelægger min dagsrytme. Hvad skal jeg nu have i ørerne, når jeg cykler omkring i bybilledet?

Suk. Fuck / Til alm. orientering / Hør nu efter, jeg gider ikke sige det mere

(Meget kedeligt indlæg, man gerne må springe over)

Efter samråd med det øverste præsidium af mine trofasteste læsere pålægger det mig at meddele, at der pr. gårsdags dato er indført kommentarmoderation her på bloggen. Der har i længere tvivl hersket en lavmålt og umorsom tone i det rum, der på alle måder har ærgret og irriteret mig og distraheret mig fra mit egentlige mål: at fortælle jer, kære læsere, om alt, hvad jeg tænker på.

Det kommer måske lidt sent, vil nogen nok mene – og det gjorde den ældste og mest gråskæggede af mine rådsmænd – men jeg har da aldrig gidet moderere hverken kommentarerne eller mig selv, og mange af kommentarerne har været pissesjove – altså før i tiden. Ikke nu. Nu handler de ikke om mig eller om noget, og nu må det altså være nok. En falliterklæring, har man kaldt det, at jeg har afgivet kontrollen med mit eget åndssvage forum, og som en god vært må jeg derfor myndigt stramme op. Beklager. Sådan kan det gå.



***Er du for eller imod den nye ordning? Deltag i min læserrundspørge (t.v.). (Afsluttet d.16/3.)***

Har du bedre forslag? Send mig en kommentar. Jeg er lutter øren.


PS Ovenstående billede fås også som stereo-gif med samt stereo-gif-opskrift (StereoPhotoMaker, har ikke prøvet det, siger det bare).

Mit med

Min kone er holdt op med at vaske mit tøj.

Jeg kan ikke overskue det, siger hun.

– Skal jeg tage dit med, når jeg vasker mit? spørger jeg.

– Det kan jeg ikke se bliver aktuelt, for du vasker jo ikke.

– Når jeg gør, skal jeg så tage dit med, eller er der særlige hensyn?

Fire gange, må jeg spørge, før hun svarer: – Ja. Det må du godt.



PS Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle brokke mig over min kone offentligt igen, men jeg kommer i så pissedårligt humør, og det er ikke sjovt bare at skrive i sin lille dagbog. Jeg ved ikke, hvad der er mere patetisk.
Det er et hyr.
Ingenting lykkes, og intet bliver bedre.

Decideret uciviliseret

En jeg kender, der er fra Frankrig, siger, at han ind imellem har følt sig helt "transparent" i Danmark, og jeg kan godt forstå hvorfor. Der er ingen, der siger goddag til hinanden f.eks. Det var det første, jeg lagde mærke til, da jeg kom hjem fra Sydfrankrig forrige sommer: lige så snart man kommer til Danmark, holder folk op med at hilse på hinanden. Og det er en skam. Når man hilser på hinanden, anerkender man den anden persons eksistens som menneske. Nogen gange er det alt, man behøver. Hvis der står en og sælger Hus Forbi, behøver man ikke at købe det ulæselige blad, men det er okay at sige davs. Hvis folk føler sig usynlige, bliver de sindssyge. Det er umenneskeligt andet.

Jeg har engang oplevet at stå med min daværende og hendes mor og hendes lillesøster ved bredden af en svensk skovsø og se en plet blive større og større, indtil den viser sig at være en kanofuld danskere, der går i land, uden at nogen siger et ord til hinanden. Det er kunstigt, som svenskerne siger. Det kræver mere energi at lade som om, at nogen ikke er der.

Danskerne er et bondsk og uhøvisk folkefærd. Der er ikke engang et ord for "please" eller "excuse me" på dansk. Hvis nogen støder ind i hinanden i Netto, siger de ikke undskyld. Sådanne ord tjener til at afventilere irritation, før den ophobes (halvdelen af alle blogindlæg handler om, at folk bliver irriteret, når de står i kø i Netto), og det er en nyttig ting, hvor folk bor tæt sammen.
Tak og hej kan ikke alt.
Tak.
Hej.

Psychlo

Min cykelnøgle er knækket, og jeg kan ikke finde reserven.

Nu kører jeg rundt på min mors gamle cykel. Knæene går op over styret, og jeg ser op, når gråhårede damer overhaler mig.



Jeg er også begyndt at gå rundt med hendes tøj på og paryk.

Seismisk

Min skæl drysser som aske. Det føles, som om mit hoved langsomt kremeres.