De personlige dæmoner i fuldt firspring

Jeg tabte en sumi-sten ned i en brønd, og få dumpe drøn senere kom de dumme svin myldrende op som grådige zombier. Jeg hader dem. De piner mig og plager mig – og dette er kun de første, overfladiske dæmoner, som dårlig ånde og uren hed. Der er mange, mange flere dybt dernede i min tarm og min psyke. Gå væk, jeg afskyer jeg! Åh bu-hu-buhu!

De personlige dæmoner på krigsstien

Fuck dem, nu er de her igen. Og de fyrer det samme lort af som altid. Jeg hader dem. De dumme, dumme svin, de trækker mig ned.

Hånden på hjertet

Jeg har aldrig kunnet fordrage Lille Per. Jeg kunne ikke lide ham, da jeg var barn (ikke at jeg nogensinde så filmene), og jeg kan ikke lide ham nu.



Han er en dæmon.

Jeg kunne heller ikke lide Tarzans boy.


Han var simpelthen for væskeholdig.

Korak er god nok. Boy er dum.



Nej, jeg kan ikke lide små drenge.

Jeg er ligesom skomageren i Albert:




Og det tør jeg godt sige, selvom jeg selv har været en lille dreng.


Det hjælper dog, hvis de har fedt hår:

Jeg skal åbenbart have noget at bekymre mig om altid

***
Jeg giver op. Jeg giver depechen videre til næste generation og lægger mig til at dø. Jeg når alligevel ikke noget. Når jeg ikke skal arbejde, laver jeg ikke noget. Men jeg morer mig ikke, jeg slapper ikke af, jeg tænker kun på alt det, jeg aldrig får lavet. Det er kvælende. Hvis jeg så bare kunne være en ordentlig "livsnyder" inden i også, men jeg ædes op af mine tankers besættelse som en stakkels OCD’er. Hver dag er en kamp for at strukturere mine tanker. Hver dag strides og kæmper jeg med de samme gamle dæmoner år efter år efter år. Dæmoner, der er så væmmelige og opslidende, at jeg ikke engang kan nævne dem her i fuld offentlighed. Og hvor så? I enrum med en terapeut, og det har jeg gjort. Jeg gider ikke betale for mere terapi. Jeg tror faktisk aldrig, jeg kommer over det her, dette unævnelige problem, der rider mig som en mare, der flår mig i ansigtet som en abe, dag efter dag efter dag, hver eneste time, hvad enten jeg er uden for en dør eller ej.

Hver dag bliver til en performance. Folk, der ser mig i Netto f.eks., tror jeg er rolig og fattet, sågar vittig, beleven og ugenert, men indeni kæmper jeg som en vanvittig, sindsforvirret person for overhovedet at holde styr på mig selv. Jeg burde flytte op i en hytte i bjergene i tre mdr. ligesom Justin Vernon fra Bon Iver.


Hør hele pladen! Når man er kommet sig over falsetten, er den fantastisk.
***

Mine personlige dæmoner lukker og slukker

***


Og det, mine venner, var sidste ombæring af De personlige Dæmoner.

Læg mærke til, at den sidste tegning er den dårligste af dem allesammen (også den næstsidste), helt i projektets ånd.

Hvor mange var det, 100? Jeg tæller lige efter... Faktisk 130 i alt.

Konklusion: Jeg skal ikke kunne sige, at projektet med at uddrive 100 dæmoner er lykkes. Der er flere endnu, der er så sorte og modbydelige og dybtliggende, at jeg ikke magter at konfrontere dem, og slet ikke offentligt. Mange af dem, jeg har lavet, ligner også hinanden, det er en anden sag. Måske en dag jeg når til de sidste, jeg stakkels plagede sjæl.*)


*) Jeg skriver "sjæl", men det er kun et ord. Jeg er imod sjælen af princip.
***

Mine personlige dæmoner på hastig fremmarch

***
Søg dækning! Hold jer inden døre og slå skodderne for! Her kommer de myldrende fra deres sorte hul.


***