Gennem alle årene

16:30 lillejuleaften

– Okay, nu har jeg ikke mere overskud til at at forholde mig rolig længere, skal du bare vide.
– Hvad?!
– Hvis du bliver ved, kan jeg ikke forholde mig rolig længere. Jeg kan ikke tage mere.
– Jaja, det er ligesom en voldtægt: 'Nu er du advaret'...

Men hun holdt kæft.



Hvad førhen fulgte

– Hold kæft, sagde jeg. – Du lyder som Yvonne fra Olsen-Banden.
"Gennem alle årene", begyndte hun. Hvad hun har fundet sig i og hvor ondt jeg har af mig selv over den mindste ting.
– Hvad skal jeg høre det for? Jeg kan det udenad. Jeg kan fortsætte diskussionen uden dig.

Jeg har ikke kigget på opskrifter til juleretten. Jeg har slæbt fire poser hjem fra Netto, men det er ikke godt nok.
– Jeg troede, vi havde aftalt, at du fandt på en juleret, siger hun.
– Ja, det er sådan, vi laver det sammen, siger jeg. – Du siger til mig, hvad jeg skal gøre, og så forventer du, at jeg gør det. Gør det selv til en forandring. Men så er der jo altid noget fysisk galt med dig eller en mental blokering, hvis du bare skal træde op på en stige.
– Ved du, hvad der sker, hvis jeg bare laver den mindste ting? Så kritiserer du det. Det er aldrig godt nok, lige meget hvad jeg laver.
– Det kan jo være, det ikke er godt nok.
(...)
– Så lad mig lave ris á la mande og rødkål. Hvor svært er det? Du tager to pøller og hælder op i en skål med noget fløde. 'Din berømte ris á la mande'! Jeg troede, du kunne gå over og købe ind...
– Du kan bare ikke holde ud, at jeg er træt, når jeg kommer hjem fra arbejde, og ikke straks går i gang, ligesom jeg altid gør. Gennem alle årene og blablablablablablabla.
Mig: – Jeg ville sgu gerne gå på arbejde. Så du kunne blive hjemme og tabe penge.
– Mm ja, arbejde.
– Nå ja, nu er du pludselig blevet ekspert i arbejde, fordi du har haft arbejde i to år.
– Jeg har sgu altid arbejdet.
– Ja, især.
Og blablablablablablabla.



Nu tavshed. Så tavst som inden i en tromme.

Det runger i ørerne endnu. De skarpe angreb, de lynhurtige pareringer, de evige beskyldninger. Slået hjem igen. Det er kun inertien, der holder os sammen.

Børnene kom ud og tyssede, fordi de lavede lydoptagelser.

Julen er virkelig en forfærdelig tid. Jeg har mere travlt, end jeg plejer, Med ting der ikke rager mig en skid. En tom dans. Og pludselig er livet omme. Og jeg sidder her. På bænken under tøflen i mit selvvalgte eksil. Hvor er det dog kedeligt. Og begrædeligt. Og ærgerligt. Og bedre at være fri.

Fri som torsken. Fri som Jesus på korset.
Fri som et dødt øje i bunden af en spand.

Glædelig jul,
En rigtig mand.

Alt er faktisk meget godt, indtil vi er sammen. Så strammer det an.

"Jeg har ikke noget mod at passe børnene. Det er fint. Indtil du kommer hjem."

Min bror har inviteret os til glögg og æbleskiver. Testikolos i tørsperm og røget blod. Så skal vi lave konfekt. Der findes ikke sørgeligere ord end: Skal vi lave konfekt?

Fri til flugt.