Min mor ligger på hospitalet, og så ringer min far, og jeg skriger af ham over telefonen, fordi han ikke lytter til mig, når jeg siger til ham, hvordan han skal få sin Skype til at virke. Jeg har forklaret det for ham fem gange. Han er 80 og havde en hjerneblødning for 12 år siden, men han hører ikke efter, og han kunne ikke finde på at tage en note. Jeg kan ikke tage mig af hans små problemer, når jeg har værre ting at tænke på. Men snart er han død...- Jeg er en gammel mand, siger han. Men han har altid været sådan. Det er bare blevet værre. Han driver mig til vanvid, men mindre nu faktisk, end han plejede at gøre. Ikke så snart tænker jeg positivt på ham, før han finder på noget at irritere mig med igen. Et meget egoistisk menneske, min far. Bare han får noget at spise og har et varmt sted at bo er han glad. Ikke at der er noget galt i det, men bag det lurer forsmåede ambitioner og følelser af manglende selvværd. Hvorfor skal det gå ud over mig at arve sådan noget, mig der har så mange talenter og ser så godt ud, men heller intet driver det til? Der viljeløst lader sig føre som et blad på strømmen. Åh! Suk, suk og 10 x suk.
Nogen gange hader jeg mig selv så meget, at jeg dårligt kan trække vejret. Jeg vågner op om morgenen med åndenød, af kvælningsfantasier, fordi jeg har drømt, at jeg sidder fast i lavaen, er frosset fast under isen, alt sammen indenfor et sekund, og det hele står så klart for mig som billeder i en tegneserie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar