Lad din lastbil eller varevogn stå en 14 dages tid på Sundkrogsgade ved Nordhavn og se, hvad der sker: Snart er bilen dækket af den herligste, kreative og ikke mindst gratis lak.
Bilen på billedet her er fotograferet i Valby. Jeg ved ikke, hvor den er blevet malet henne. En vognmand, der aflastede en tilsvarende overmalet bil ved Føtex, fortalte mig om Sundkrogsgade. Faktisk er jeg ikke sikker på, det var netop Sundkrogsgade, han sagde. Jeg husker ”Sund (blank) gade, Nordhavn”, og det var det nærmeste, jeg kunne finde på kortet. Men hvorsomhelst i Nordhavn er sikkert godt.
Idé for progressiv kunstnerentreprenør med ressourcer og tid til overs: Opspænd lærreder på en lastbil, stil bilen et øde sted på Nordhavn. Kig til den ind i mellem og se, om der sker fremskridt. Når lærredet er kunstnerisk forsvarligt udfyldt, skiftes det ud med et andet, indtil man har en god serie skilderier lige til at omsætte.
Fordækt webcam-overvågning/-dokumentation af udsmykningsstedet er også en mulighed, hvis det skal være rigtig fornemt.
onsdag den 28. februar 2007
Gratis autolakering
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar