Jeg har prøvet at vænne mig fra at se fodbold-tv*), og det er også gået meget godt, men jeg tror, det hænger sammen med, at der ikke har været noget på. Da jeg nævnte det for min kone i lørdags, sagde hun: Ja, og du glæder dig allerede. Det er sandt, for Champions League vender retur denne uge. Til gengæld bliver jeg som regel så udbrændt hen på sæsonen, at jeg ikke gider se finalen. Forklar dén!Sagen er den, at de indledende kampe tit er bedst, og alting strammer til i finalen og klemmer det gode spil ud, så kun spændingen om udfaldet er tilbage. Men når man groft sagt er ligeglad med hvem, der vinder, navnlig når Madrid eller Barcelona (eller Manchester U. for den sags skyld) er røget ud, eller omvendt at man højst håber nogen taber, som f.eks. Bayern, hvad så?
Det er ligesom med Danmarks landskampe. De spiller så ringe, at det kun er resultatet, det handler om, foruden en stor portion national stolthed selvfølgelig.
Mine loyaliteter glider. Jeg er ikke rigtig fan af nogen klub længere. Jeg kan godt lide dem, der spiller god bold, men det sidste års tid har været pauvert (VM**) med), efter Ronaldinho begyndte at spille dårligt sidste forår.
Det var en rapport fra min lænestol. Over.
*) Se dette tidlige aproposløse indlæg her.
**) Var der nogen, der bemærkede, at der overhovedet ikke var nogen nye stjerner ved det VM? Slapt! (Selvfølgelig så jeg næsten hver eneste kamp alligevel.) (Her et eksempel på hvordan.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar